Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 40. Lørdag 7. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394
denne Maaden,» sagde hun med pludselig Heftighed, «akkurat
som om han var en Pude paa en Bazar eller en Lotteiiseddel.
Du burde skamme dig over dig selv, Larrie!» Hun rev Papiret
i hundrede Stykker og saa paa ham med store, vrede Øine.
«Men hvordan skal vi saa afgjøre det?» spurgte han
tungt. Han satte Skaalen tilbage paa Bordet og lagde Pennene
og Papirkniven bort paa den igjen.
«Han skal selv afgjøre det,» sagde hun og gik henimod
Døren. «Skriv paa to nye Sedler og lad ham trække.»
Larrie skrev L og D paa to nye Papirer, foldede dem
sammen og fulgte efter sin Hustru.
Hun stod inde ved Vuggen og saa ned paa det lille
rødmussede Ansigt. Den ene lille Haanden var krøbet udenfor
Tæppet, den anden — med vaad Tommelfinger laa lige
under Kindet hans. Smaa fugtige Krøller bedækkede Panden,
Munden var halvaaben; de lange Øienvipper laa ganske stille.
Larrie kom ind paa Tip Taa.
«Du kan ikke vække ham,» hvisked han.
Hun saa paa ham med et næsten rasende Blik og rystede
paa Hovedet.
«Hvad vil du gjøre da?»
«Vente.»
Han hentede en Rørstol til hende og en Træstol til sig selv.
Saa sad de der og ventede i absolut Taushed, til Solen
brød frem. Da rørte Barnet.paa sig, kastede Tæppet tilside,
sukkede — og sov videre. Dot var bleven dødbleg, og selv
Larries Hjerte slog sterkere. Men de beherskede sig og
ventede fremdeles uden at tale. Himlen blaanede, for
Morgenbrisen jagede de graahvide Skyer bort. Paa Bagsiden af Huset
bankede det paa Porten, de hørte Raslingen af Melkespandet
mod Fadene, derefter sloges Porten i igjen.
Baby rettede paa Armene sine, sukkede igjen, forandrede
Stilling og lagde sig ret paa Ryggen. Saa aabnede han Øinene.
«Er du færdig?» spurgte Larrie med en underlig tyk
Stemme. .
Men Dot saa indigneret paa ham. «Vent til han er vaagen
og ved, hvad han gjør,» sagde hun.
Barnet lo og strakte Armene mod dem. Der var noget
yndigt blødt Skind rundt Mamas Hals, som maatte være deiligt
at putte i Munden, men han havde ogsaa Lyst til at rykke i
Papas Krøller.
«Goo — gue — go —• o,» sagde han med et
utaal-modigt lidet Spark og smilte.
Hvor bleg Dot var, og hvor Larrie skjalv, da han kom
med Skaalen igjen.
«Han er vaagen nu,» sagde han lavt.
«Lad dem være ganske lige,» sagde Dot med et urolig
Øiekast, «han vil naturligvis tage den nærmeste.»
Larrie ordnede dem med mathematisk Nøiagtighed og
satte saa Skaalen lige bort til Babys Fingre. I et grufuldt
Sekund saa Dot bort, hun kunde ikke orke at se paa det;
men en lav, glædeløs Latter fra Larrie fik hende til at se did
igjen. Barnet havde uden et Øiebliks Betænkning grebet
begge to og puttet dem i sin lille sultne Mund. Dette optog
dem en lang Stund, for de vidste begge, at Papir ikke er
sundt for Barnemaver, men det humoristiske ved Sagen havde
de slet ikke Øie for, det tragiske optog dem ganske.
«Hvordan skal vi greie det?» spurgte Larrie træt. Dot
satte pludselig Barnet op paa Puden — og fik et Udtryk af
Beslutsomhed i sit Ansigt.
«Vi skal begge række Armene ud, den som han gaar
til, skal beholde ham, det er den retfærdigste Maade.
De bøiede sig ned mod den lille Fyr — Far og Mor
— med blege Ansigter og rystende Hænder.
«Kom,» sagde de begge.
En liden rosenrød Puselanke begravede sig i Larries Krøller,
den anden greb i Skindet om Dots Nakke. «Kom,» sagde
de igjen, og nu var der et fortvilet Udtryk i Dots Øine.
Barnet saa alvorlig fra den ene til den anden, saa slåp han
dem begge. Der var et tankefuldt Udtryk i Øinene, uagtet •
Munden smilte. Han vendte sig halvt mod Dot, og
Stramningen om hendes Mund slappedes lidt; men saa pludselig
strakte han Armene ud og kastede sig med et lidet Hop bort
til Larrie.
XII.
En liden Diplomat.
I et Par Dage var det bare Forvirring og Uro, men saa
besluttede begge at begynde sit nye Liv for dog ikke at blive
helt sindsvage.
Dot boede oppe hos Moren; hun havde sine to Værelser
fra Pigedagene og havde sendt Bud til Sydney efter en hel
Del nye Noder.
Den lille ængstelige Mor viste sig i Besiddelse af en
sjelden Visdom. Hun kunde ikke lade være at forstaa, at det
var et alvorligt Sammenstød denne Gang, og i Begyndelsen
kunde hun med Nød og Neppe afholde sig fra at gaa ned til
Larrie og overøse ham med Bebreidelser. Men paa den anden
Side vidste hun, at hendes egen Datter ligesaavel havde Skyld
og følte, at hendes Indblanden nu kun vilde gjøre Skade.
Hun sagde sig selv, at de havde godt af at være adskilte en
Stund; hun holdt sig derfor strengt neutral, skjønt hun led
ved at se Dots ulykkelige Øine og tvungne Smil; hun gjorde
ikke noget aabenbart Forsøg paa at bringe Forsoning, og
hun kom ikke med Indvendinger mod Dots vilde Planer om
at sælge Huset og reise til Italien.
Dot lod alle Kufferter og Vædsker bringe ned i sit
Soveværelse og begyndte at pakke ned Morens og sine egne
kjæreste Ting.
«Denne kan vi have Brug for ombord,» kunde hun
sige, idet hun pakkede ned en uhyre stor Arbeidskurv eller
en Skrivepult. «Dig vilde jeg savne selv i Italien.» sagde
hun engang, idet hun tog ned et gammelt Billede af Jomfru
Maria og Jesusbarnet, som havde hængt i Morens Soveværelse,
saalænge hun kunde huske.
Man opsøgte Familiens Sagfører. Dot skulde efter
Farens Testamente faa omtrent 50,000 Kroner, naar hun fyldte
enogtyve Aar. Hun ordnede det saaledes, at hun fik paa
Forskud en Sum stor nok til at bringe Moren og hende til
Italien.
«Du vil naturligvis synes det blir morsomt, ikke sandt,»
sagde hun til Moren, «du maa jo rent miste Humøret ved at
bo i denne lille Fillebyen Aar efter Aar. Du trænger netop
til at reise, du søde, kjære, lille Mama.»
Moren samtykkede, hun syntes det skulde blive svært
morsomt; men hun kunde ikke blive færdig saa snart, som
Dot ønskede. Hun maatte mindst have seks Uger til at ordne
alt med Huset og forskjellige andre Ting.
Dot ærgrede sig over Udsættelsen, hun vilde helst reist
med næste Baad og overlade al Ordningen til Sagføreren, men
for én Gangs Skyld vilde Moren have sin Vilje frem.
Villan skulde leies bort, men indtil det’ skeede, maatte
Larrie blive der med Barnet og Peggy, som ikke kunde
skilles fra Gutten, og som ansaa baade Herren og Fruen for lidt
skjørhodede nu for Tiden.
Hun behandlede Larrie med paatagelig Kulde, men intet
kunde udtrykke hendes Forargelse over Dots Fravær. Hun
ødslede hele sin Naturs Kjærlighed paa Gutten og fortalte ham
mindst et halvt Snes Gange om Dagen, at han var- et
stakkels forladt lidet Lam, og at hvis hun var Loven, saa vilde
hun binde «dem to» saa fast sammen med Haandjern, at de
ikke kunde røre sig fra hinanden mere i dette Liv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
