- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
398

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 40. Lørdag 7. Oktober 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

398

urd.

Paa üandet.

Av en Backfisch’s Dagbog.

er er knusende, knagende, fortvilende kjedeligt! Ærgerligt
ogsaa, at Faderen skulde finde paa at leie her oppe paa
denne avskyelige Gaarden. Her er rigtignok Skog,
Fjeld, Sjø, Bukkefrikasé, Mysost, Ansjos, Pikkels, Fladbrød,
løbske Pølser, Pindestoler og alt, som hører til paa et saant
Sommersanatorium, men saa rent dræbende kjedeligt. Jeg dør
sikkerlig med det første av Kjedsomhed; en trist Død, det maa
man si; ikke det gran av Skjønhed ved den!

Bevare mig vel for et Menageri av idiotiske Væsener,
der er samlet her! Alle er de saa hverdagslige; hutetu;
ældgamle er de ogsaa, saan mellem 25—70; ingen unge:
jeg alene er undkommet. De andre er adstadige Damer, som
arbeider paa Sofapuder og Sengetæpper i et Kjør hele Dagen
undtagen V2 Time efter Middagen, som de ofrer paa sin aandelige
Uddannelse ved at læse gamle Avisføljetoner. Saa er her nogen
Kontordamer, tørre og udslidte naturligvis, og en Del
Lærerinder, som jo har Ordet paa sig for at være skarpe og
kritiske; men de Eksemplarer, vi har, er noksaa reelle
forresten, saa skal jeg endelig bli til noget i Fremtiden, tror
jeg nok, jeg vælger den Livsvei, hvis ikke da — — — —
— — tra-la-la, det vil jeg meget heller; jeg tror, jeg er
skabt for det. Jeg skulde stelle saa godt for ham saa, og
aldrig holde Moralprækener! —

Uf, jeg som hadde gjort mig saa store Forhaabninger
til i Sommer. Jamen sa jeg Smør; min eneste Trøst er at
kjøbe Cigaretter og Chocolade med Crem hos Landhandlern.
Hvordan skal jeg holde ud denne Tilværelse!

8 Dage senere.

Hurra, saan Leven vi har det her nu! Jeg har faaet
narret tre av mine aller aller bedste Veninder herop, og vi
har det altsaa simpelthen uforligneligt storartet. Vi holder
til paa Kvisten, gjør akkurat hvad vi behager, og blæser av
alle de andre; trods Forbud er vi oppe længe efter at de
andre snorker om Aftenen og sover sødt længe efter at de
andre vaager om Morgenen. Vi vil lære dem Levemaade;
og det kan sandelig trænges, for alle de andre er nogen store
fæ. Tænke sig til, hvad de fandt paa for at more sig
forleden Aften, da det regnet. Først lavet de nogen
dilletant-agtige Tableauer, som vi skulde se paa; men Herregud vi
har da seet Svinedrengen saa mange Gange før, at det
simpelthen ikke gaar an at by dannede Mennesker sligt mere,
til og med naar han optræder i Friserkaaber og lignende
laante lidet poetiske Klædebaand. Siden legte de Amor
kommer. De kan nemlig være trygge for, at han aldrig
kommer til dem i Virkeligheden, og derfor lar de ham komme
paa et Bogstav i Lommetørklædeform. Gud for nogen naive
Sjæle! Men vi fire forsvandt op paa Kvisten vor for at
udklække en ypperlig Idé. Her findes nemlig simpelthen ikke
et mandligt Væsen, ja det vil si med Undtagelse af nogen
Petum dampende Oldinger og en langhaaret, bebrillet
Seminarist. Men det plebeiiske har altid byd os fire imod, og
han gjør det nu i Særdeleshed; vi har derfor paa det strengeste

forbudt ham at nærme sig nogen av os, hvor gjerne han
end vil stakkar, og saa har han istedenfor maattet kaste
sine pædagogiske Blikke paa beslægtede Sjæle, det vil si,
Lærerinderne. —

Herrerne lar jo altid os i Stikken om Sommern; Guderne
maa vide, hvor de gjør af sig, Ægtemændene ved vi jo fryder
sig i Byen, men alle de andre! vore Herrer f. Eks. De har
da ikke noget plagsomt at gjemme sig bort for. Kadetterne
vore sveder jo paa Moen midt i Solstegen, med fuld
Oppakning, der veier ligesaa meget som en av os. De har
fortalt, at denne Øvelse er for at træne dem til at bære sin
tilkommende paa Hænderne; Hensigten er jo god, men Herregud
vi Nutidskvinder har da egne Ben at staa paa. De andre
Herrer seiler og gaar Fodtur, mens vi fastliggende kjeder os.
Men som sagt, vi har en udmerket Idé, som jeg vil røbe i
denne min elskede Dagbog, hvor der staar saa meget rart
før. Det er godt, at ingen levende Sjæl faar se den; jeg
laaser den ned for hver Gang, og Tanken herpaa alene gjør,
at jeg tør skrive i den lige ud av Hjertets dybeste Bund.
En ung Piges Tanker og Oplevelser er da sandelig ikke skikket
for Offentligheden; ikke mine ihvertfald.

Altsaa, jeg røber vor Plan; her er ingen at more sig med,
altsaa maa nogen forskrives. Nu er det saa svine heldigt,
at der i Nærheden herav er en Turiststation, hvorhen kanske
vor fælles Ven Kalle kommer. Saa skriver vi til ham ganske
paa maa og faa, paa et Brevkort, for det ved vi jo læses av
alle især paa Turiststeder, hvor der ikke findes anden Lekture;
vi fortæller ham, at vi fire er paa Berg, saa kan det vist
hænde, at han, (eller heller nogen andre) titter bortom. Er
ikke dette en ypperlig Idé kanske ? Det er mig, som har Æren
av den, men Udbyttet faar vi dele alle fire.

8 Dage senere.

Nei saa ubeskrivelig heldige vi har været! Jeg maa se
at faa Tid til at skrive lidt i Dagbogen min om de sidste
Dages storartede Begivenheder.

Vor Plan var .udnerket; Fiskene bed paa. — En Dag
sidder vi fire og speider paa Udsigten, som vi har forpagtet,
og hvorfra vi jager alle andre ved at være, hvad de bornerede
Væsner kalder utækkelige. Med mine Falkeøine opdager jeg
da en bevægelig Prik i det Fjerne, den vokser, blir større og
større og viser sig tilsidst at være fire Turister. Et vildt
Glædeshyl og vi avsted for at Pynte os lidt og avventer saa
det spændende Øieblik, da det skal komme for en Dag, hvem
de fire er, og hvad deres Erend er. Donnerwetter, det er
fire gode Venner, der aldeles ulovligt har læst vort Brevkort
til Kalle og saa ikke har kunnet modstaa at gaa herom.
Gjenkjendelsessenen var meget hjertelig, trods alle de Lorgenetter
som fikserede os; nu morer vi os hele Dagen og Aftenen lang
til adskillig Ærgrelse og Omtale blandt de andre, som aldrig
blir kjede av at forbauses over Ungdommen nu til Dags.

4 Dage senere.

Nu er Vennerne vore reist; trist, men desværre Faktum!
Vi har hat det forfærdelig morsomt, og dog ærgrer jeg mig
over Brevkortplanen min. Hvem kunde nu ane, at den bare
skulde gjøre mig jaloux; det er nemlig aldeles uudholdeligt at
tænke paa, at den kjækkeste og deiligste Gutten skulde bli

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0408.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free