Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 41. Lørdag 14. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd.
405
«De vil mig noget?» sagde han halvveis nede, for hendes
store aabne Øine talte. De gik ind i Stuen og han ventede
med Hatten i Haanden paa, at hun skulde tale. «Jeg tror
ikke, dette Sted er godt for Dem,» sagde hun mildt. Han
saa ned paa den lille svage Kvinde; det furede Ansigt
med de store, sørgmodige Øine forekom ham saa uendelig
vakkert.
«Jeg har aldrig følt mig saa vel noget andet Sted,»
sagde han lidt forvirret.
Hun blev alvorlig. «Det passer ikke for Dem,» gjentog
hun meget stille.
Da forstod han, hvad hun mente og blev forfærdet over,
at hun havde gjættet, hvad han neppe havde tilstaaet for sig
selv. Et Øieblik kunde han ikke finde Ord, han stod der
foran hende med bøiet Hoved og blegt Ansigt, men da han
saa op, læste han Sorg og Ømhed saavel som Ængstelse i
hendes Ansigt. Saa frygteligt som alt dette var for hende,
saa var hun alligevel bedrøvet for hans Skyld, hendes Øine
blev fugtige, og hun rakte ham sin tynde lille Haand.
«Det er ikke godt for Dem,» gjentog hun meget mildt.
Han løftede Haanden op til sine Læber og kyssede den
ærbødig.
«Nei, De har Ret, det cr ikke godt for mig; jeg vil reise.»
XIII.
Dot som Barnetyv.
Dot havde taget op en Bog i Marokin Bind. Den laa
paa Bordet sammen med en hel Del andre, og hun tog en
paa maa faa. Den lille Mor var bestemt paa at bringe
Samtalen hen paa Baby, for denne nye Angst tillod hende ikke
længere at lade Tingene gaa sin egen Gang. Hun talte om
hans vakre Haar; den pudsige Maade, hvorpaa han pludrede
og bevæjede de smaa Læberne, mindede om det yndige lille
Smilehullet paa det ene Kind lige under Øiet. Da tog Dot
op en Bog for at vise, at hun havde det altfor travlt til at
konversere, men hendes Læber bævede. Hidtil havde de
fuldstændig undgaaet dette Tema.
Det. kunde ligesaagodt været en af de andre Bøger; men
nu var det tilfældigvis Browning. Hun bladede lidt i den;
men da Moren ikke tiede stille, tvang hun sig til at læse.
Og saa var det netop de Ord, som Larrie havde sat
Merke ved for lang Tid siden, mens de endda bare havde
været forlovet og pleiede at more sig med Smaakiv. Der var
et Neglemerke langs hele Verset:
Love, if you kncw the light,
that your soul casts in my sight,
how / look to you
for the good and true.
And the beauteous and the right, —
bear with a moment’s spite
when a mere mote threats the white.
Mens hun læste Verset, faldt en Taarc ned paa Bladet.
Dot tørrede den hastig bort; hun var ærgerlig over at Isen
rundt hendes Hjerte holdt paa at smelte. Men der kom en
til, — flere; smaa kjære Erindringer fra deres Samvær baade
før og etter Bryllupet kom anstigende ganske ubudne.
Hvordan skulde hun holde ud at leve, hvis hver liden Smaating
skulde gjenkalde i Erindringen Oplevelser fra hine nu døde Dage?
Moderens kjærlige Øine vogtede paa hende borte fra
Hjørnet af Værelset.
«Han ser saa daarlig ud, Vennen min, — som om han
hverken havde spist eller sovet i en hel Uge — jeg saa ham
paa Stationen —» her stansede den milde Stemme et Øieblik.
«Hvad kommer det mig ved?» var det kolde,
ligegyldige Svar.
«Han saa slet ikke barsk og stivsindet ud–da
han opdagede mig, saa det næsten ud, som om han havde
mest Lyst til at græde, saa vendte han sig bort og gik
hurtig opover Veien igjen.
Dot saa i Tankerne hans Ansigt for sig, hvorledes det
bløde Træk ved Mund og Øine pludselig kom. Hun kunde
høre hans hurtige Fodtrin bortover Veien.
«Jeg vil aldrig tilgive ham, ikke saa længe jeg lever,»
sagde hun; men hun var krøbet bort til det dunkle Hjørne,
hvor Moren sad, og famlede efter Morens Arme. Denne drog
hende ind til sig, og der udenfor Lampens Rækkevidde sad
de to Kvinder sammen og græd i hinandens Arme.
En halv Time senere skyndte de sig nedover Bakkerne
til Villaen. Dots Øine var milde, hun følte den store Fred
i sit Hjerte, nu da hun vilde tilgive ham. Hun gik til sin
Husbond, den eneste Mand i Verden, som var hendes egen,
givet hende af Gud; skulde der vel mellem dem være tale
om Stolthed? Et Par hundrede Alen fra Porten stansede hun;
der laa et vindfaldent Træ, ganske glatpoleret af at tjene
som Bænk.
«Vent her, søde lille Mor, lad mig gaa alene. Saa
kommer vi tilbage og henter dig.»
Hun var selv svært ivrig, et Smil svævede paa hendes
Læber. Larrie tynd og søvnløs, Larrie længtende efter ei
Tryk af hendes Hænder, — Larrie, hvis Kjærlighed var saa
sterk, at den gjorde ham grusom ! Hun krøb gjennem Buskene
i Vildnisset, sneg sig ind under Skyggen af Trærne gjennem
Haven, til Lyden af Stemmer stansede hende. Latter og
Tobaksrøg kom fra Verandaen, der stod to Karafler og en
blafrende Lampe paa Bordet. Larrie underholdt to
Ungkarls-venner, havde Piben hængende i Mundvigen, mens han
fortalte en Højesteretsassessors sidste Vitser. Herrerne var kommet
op i Anledning Salget af Villaen og anede næsten ægteskabelige
Forviklinger; Larries forcerede Munterhed narrede ingen uden
Dot dernede under Trærnes Skygge.
Hun blev staaende ganske stiv af Skam og Skræk.
Dette var altsaa den Mand, hun vilde ydmyget sig for! Hun
vilde i Stilhed gaa tilbage samme Vei, hun var kommet. Men
saa blev der pludselig Liv paa Verandaen, en af dem havde
opdaget, at Klokken var over halv otte, og da var det bare
saavidt muligt at række sidste Tog. I et Øieblik havde de
Hatter og Stokker parate og var halvveis nede af Stien,
Larrie fulgte dem.
«Jeg vil se Dere vel afgaarde,» sagde han; «vi maa
springe for at række Toget.» Hans Skygge berørte Dots
Fødder, saa for han nedover mod Stationen.
Dot pustede nu frit igjen, og med faste Skridt gik hun
opover Stien, rundt Verandaen og hen til Peggys Vindu.
Hun laa paa Knæ ved Siden af Sengen og læste
Vittigheds-avisen ved Skinnet fra et lidet Lys. Hun nappede den altid
straks om Torsdagene, saasnart Larrie havde læst den, for hun
var rent gal efter de politiske Karrikaturer, skjønt hun aldrig
havde seet nogen af Personerne i Virkeligheden. Iaften var
hun optaget af en af Statsraaderne, der var afbildet med Briller
og i Danserindedragt.
Dot listede sig ind gjennem Bagdøren og gik paa Taa
over Gangen ind i det andet Værelse. Hun pakkede Gutten
ind i Vuggetæppet og en varm Trøie, saa han bare blev som
en Klædesbylt, trykkede ham tæt ind til Brystet og listede
sig ud med ham. Larrie havde sat Entredøren paa Klem, saa
hun kom ud uden at gjøre Støi og gik ned til Porten;
derfra sprang hun i Gallop op til Moren, som om Bylten i hendes
Arm var den letteste Ting i Verden. (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
