Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 41. Lørdag 14. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
Kjære «Urd»I
Tak, hjertelig Tak for Brevet dit! Hvor du er snil, som skrev og
fortalte mig, hvor der var blit af min «Vaar*, for sandt at sige, saa
ved jeg ikke rigtig, hvor jeg skal finde fat paa den igjen. Den var
der, det ved jeg; men den forsvandt saa alt for fort, og Høsten kom
med engang væltende mørk indpaa mig — uden et eneste Lyspunkt.
Jo — et Lyspunkt var der jo — Minderne fra denne Vaar og
Sommer, som burde have været den deiligste i mit Liv — det var den
jo ogsaa forresten paa den ene Side — saa lys og saa varm — men
paa den anden Side var Høsten der — saa tung og saa trist, som den
aldrig før havde været.
Nu ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal greie dette — skal tro,
jeg kan finde igjen min Vaar — eller skal Høsten faa Overtaget?
Kjære «Urd», du har slig en lun Sofakrog, og jeg har saa mange
Gange havt Lyst til at sætte mig der hos dig for at høre, om du ikke
havde lidt at sige mig ogsaa — du har altid saa meget godt at sige.
Jeg havde engang en gammel Veninde — nu er hun desværre
flyttet, saa jeg sjelden ser hende — som havde slig en hyggelig lun
Stol staaende borte i Krogen i sit ligesaa hyggelige lille Værelse, og
der har jeg tilbragt saa mangen en Time med at høre og spørge —
lad mig nu faa Lov til at sidde i Sofakrogen hos dig en Stund ogsaa
— og lad mig faa høre, om det er Vaaren eller Høsten, som skal
raade? Maa de nu absolut have hver sin Tid? Kan jeg ikke — her
hos mig selv — holde Vaar bestandig da — med Solskin og Sommer?
Kjærlig Hilsen fra dit hengivne
«Maibarn».
Da kjæ?e røaibarn!
At faa dig slig lunt anbragt her i Sofahjørnet og saa
tage Plads foran dig og se ind i dit straalende, halvt
bedrøvede, halvt glade Ansigt, ja for slig tænker jeg
mig dig i dette Øieblik, det var jo en stor Glæde, kan du
vide. Og dog, naar «Urd» hører dig tale om det lune,
koselige Værelse hos din gamle Veninde, og Hjørnet i Krogen,
og ’Spørsmaalene og Svarene som gled saa umerkelig frem
og tilbage og lagde sig over Sjælene, blødt og varsomt og
lysende, da er det, ligesom «Urd»s Sofahjørne med en Gang
blev saa koldt og tomt, og som vi havde saa lidet at byde
paa —–. Ja for der skal saa store Forudsætninger til
for at have virkelig Livsværdier at give, og det er intet
mindre som gjør det, naar det gjælder selve Livets flokede
Spørsmaal. —
Ja det er saa rimeligt det, at et sligt Vaarens Barn
som du fryser, naar Høsten og Kulden kommer. Du lever
intenst, derfor føler du ogsaa intenst aHe Skiftninger og
Stemninger i Aandens Verden. Bliv derfor ikke forskrækket over
at Høsten føles saa haard! Glæd dig heller over at du ikke
er stivnet til!
Men giv heller ikke Høsten og Vinteren saa stor Plads
at du fryser ihjel. Husk: om du kan overleve Vinteren, saa
kommer der atter en Vaar!
Overleve Vinteren ja! Der er saa mange, saa mange,
ja flere end du og jeg har Anelse om, som dør om Vinteren,
og naar saa Vaaren kommer, saa lyser og dufter og aander
den ikke for dem; de Døde kan jo ikke glæde sig ved noget,
ser- du!
Har du set nogen af disse Døde ? Aa der er saa mange
af dem rundt omkring. De er skeptiske ligeoverfor alt og alle;
de ser en Mark i hver Blomst, en Orm bag hver Sten. De
holder ikke af nogen, og faa holder af dem. De kan ikke
glæde sig ved noget, thi selve Livsfunken, Troen, Haabet og
Kjærligheden, er sluknet ud, og der skal saa meget til for at
faa tændt den igjen.
De var engang Vaarbarn, de som du, men Vinteren kom
uforberedt over dem, og de bukkede under i en svær
Snestorm, og reiste sig aldrig mere — — —
Og hvorfor bukkede de under? Har Ibsen Ret, naar
han atter og atter lader Keiser Julian sige, at han «maatte»?
Nei og atter nei! De bukkede under fordi de* blot havde
benyttet Sommeren til lystig Leg og ikke til at samle i
Lade! Solens Varme skulde have gjort dem sunde og friske,
Glæden gjort dem sterke — i Troen, i Haabet, i Kjærligheden.
— Men Vinteren kunde udeblevet, siger du, harm i Hu,
vi har ingen Brug for den — «kan jeg ikke, her hos mig
selv, holde Vaar bestandig da, med Solskin og Sommer?»
Ja prøv du!
Forresten er der dem som har Sommer bestandig ogsaa.
Har du ikke ofte mødt dem, disse Solskinsmenneskene, som
bestandig er glade, bestandig ovenpaa, bestandig paa en Maade
fulde af Tro og Haab? Du har forundret dig over dem, og
forsøgt at glæde dig med dem; men du har ikke rigtig kunnet.
Det var ligesom deres Glæde ikke var rigtig i Slægt med
din, der var ingen Renhed i Lykken, ingen Seier i Jubelen,
ingen Poesi i Latteren. De har Sommer bestandig, ser du,
og der hvor Sommeren er evig, der dufter Blomsterne mindre,
der er Luften aldrig saa ren og frisk, der synger ikke Fuglene.
Kan du tænke dig noget deiligere end at tage en: Jur
henover Markerne og ind gjennem Skogen efter en .god
Regnskur? Duften af det nyslagne Hø slaar dig imøde saa
vidunderlig deilig,. Luften er saa ren, og der er slig Jubel i
Fuglenes Sang! Hvor godt det Regnet gjør du!
Eller om Vaaren. Kan du tænke dig en større Jubel end
den lille Bæks sprudlende Lystighed, naar den løssluppen og
fri for Isens Aag risler og synger og hopper afsted over Stok
og Sten? Og de første Blaaveis, som saa seirende har banet
sig Vei gjennem den haarde Jordskorpe og yndig og duftende
vender Aasynet blygt mod den Sol de har stundet saa til ?
Kan du tænke dig et yndigere Skue ? Og Trækfuglene naar
de kommer! Har du i dine Levedage hørt en slig Jubel
som den der stiger op fra en slig liden Strube, naar de atter
er vendt tilbage til Nordens Vaar, for der paany at begynde
sin Kjærlighedsleg!
Jo du har: Inde i dit eget Hjerte har du hørt den,
naar Kampens Tid var over, naar Seiren var vundet, og
Mørket maatte vige for Lyset.
Og nu skjønner du nok ogsaa hvor jeg vil hen. Det
er lige ind i dit Hjerte jeg vil stile, ser du, for det er jo
Aarstiderne di rinde du taler om.
Altid Sommer, siger du ! Nei og atter nei! Der maa
Regn til, forat den haarde Jordbund kan opblødes, der maa
Vind til forat det høie, stolte, egenkjærlige «jeg» kan bøies,
og der maa Vinter til, Kulde, Sne, forat Sjælens Jord kan
faa den nødvendige *Hvile og Kraft til den nye Fødsel, eller
de mange nye Fødsler som Vaarens Gjennembrud fører med sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
