Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 42. Lørdag 21. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd.
419
Børnenes Spalte.
I Eventyrland.
(Frit fortalt efter det Engelske).
(Slutning).
T|
IJngen kunde være saa snil, som Berta s^a ud til at være, da hun
svarede: «Det kunde nok være rart.»
«Aa Berta, lad os gaa!» sa Harald. Dekan ikke gjøre os noget
for det.»
Berta stod der i Sollyset med det skinnende Guldhaar og saa endda
snillere ud. Hun betænkte sig. Da husked hun paa de kjedelige
F ofk i Sydenham ; hun tog en rask Beslutning og gik resolut forbi det
nærmeste Gadehjørne.
Harald gik op efter sit Ur, tog Hat og Kappe paa og løb efter
hende saa fort, han kunde. Han lod Døren staa aaben, forat de ikke
skulde høre, at han gik.
Da han naaede igjen Berta, tog de hinanden i Haanden og sprang
saa tort, de kunde, til de næsten mistede Pusten. Siden vandred de
afsted lige til Southend, saa du kan skjønne, det var langt.
De kom til et Sted, hvor der netop blev bygget et Hus. Der
var Vand og Planker og Træstykker.
Harald vilde nu, at de skulde lege Skibbrud og «øde 0,» men
Berta var ræd for, at Kjolen kunde blive styg. Da han sa: «Her er
en Bæk, lad os nu fiske Laks!» sa hun bare: «Hvad er Laks for
noget ?»
Saa blev han lidt kjed og sa: «Vi maa da lege noget, siden vi
har rømt hjemmefra. Kunde da ikke være en Prinsesse, som Troldet
har taget, og jeg kunde være en Ridder og komme og frelse dig?
Du skal bare gaa bort og sætte dig et Sted og vente, til din tapre
Ridder kommer.»
Og Berta tripped meget sirlig afsted paa en liden Gangsti, og
han stod og saa efter hende, til det sidste Glimt af hendes lysegrønne
Silkestrømper forsvandt for hans Øine.
Saa skar han sig en Stok af Hækken og tog Bladene af med en
Kniv, han havde kjøbt af en Gut for 50 Øre og en Kokosnød. Den
skulde han bruge til Sværd; og han tog den i Haanden og saa paa sit
Ur og drog ud for at frelse Prinsesse Berta.
Han gik efter hende paa Gangstien; den førte ham gjennem en
yndig, grøn Eng. Da fik han se en skinnende Blomst i Græsset. Det
var en rød, rød Valmue. Valmuer var jo de vakreste Blomster, Harald
vidste; men naar han havde Lærerinden eller Barnepigen med sig, kunde
han aldrig finde Valmuer. Hvis han engang var saa heldig at træffe
paa nogen, kunde han være sikker paa, at han netop skulde gaa hjem
for at drikke The. Paa den Vis kunde en jo aldrig komme til at
plukke Blomster.
Harald brød derfor Blomsten af og gik med den i Haanden. Saa
fik han se en til, som han maatte plukke, og saa en igjen, og tilsidst
havde han begge Hænder fulde af Valmuer. Men nu var det saa fuldt
af dem, at det ikke kunde nytte at plukke flere. Og naar han ikke
kunde faa dem alle, saa var det ingen Moro. Derfor kasted han
ligesaa godt fra sig dem, han havde plukket ogsaa.
Men der blev flere og flere af dem, og de blev rødere og rødere
og større og større. Tilsidst var de saa høie som Trær, og nu skjønte
Harald endelig, hvorledes det var. Han var kommen lige ind i et
Eventyrland ! Ja, saa kom han vel til at opleve et ordentligt Eventyr, da!
Ved Enden af Valmuealléen saa han en grøn Hæk af Kristtorn og
bagenfor denne et lidet firkantet Taarn. Oppe paa Taarnet saa han et
Ur, og indenfor Vinduerne var det noget rødt, som uafladelig for
omkring.
Harald bankede paa Døren og hørte en forfærdet Stemme sige:
Aa kom bare ind, hvem det saa er; jeg kan ikke forhindre det!»
Da han kom ind, saa han en liden Mand i rød Kjole, der humped
omkring og rev i sit røde Haar. Men han havde ikke stor Plads til
at røre sig i, for hele Rummet var fuldt af Ure, som ikke gik.
Saa tog Harald frem sit Ur og saa efter, hvormange Klokken var.
I et Eventyr maatte han være et voksent Menneske, syntes han, og
derfor tog han sit Ur i Haanden. Dvergen dansede vildt omkring og
spurgte, hvor mange Klokken var.
«Jeg ved ikke,» sa Harald meget høflig, «jeg tror, at mit Ur har
stanset. Jeg vilde gjerne faa renset det,» sa han. Hans Onkel havde
nemlig sagt akkurat det samme, da han var hos Urmageren.
«Men det gaar jo,» sa Dvergen. Og det gjorde det ogsaa, for
Harald havde netop trukket det op. Da det stansed, viste Viseren
netop paa halv tre.
Da blev der et Leven: Dvergen for afsted til den store Klokke og
vilde trække den op ved halv tre, — men da fik han et dygtigt Slag
af Viseren, for det var ikke den rette Tid.
«Faar jeg Lov til at se mig lidt om i Haven?» spurgte Harald,
fremdeles meget høflig. «Jeg leder efter —»
«Gaa, hvor du vil,» skreg Dvergen. «Hele London kan gjerne
komme hid og plage mig med Ure, som skal gjøres istand. Jeg kan
ikke forhindre dem fra det. Jeg ved ikke, hvor mange Klokken er.
Plag mig ikke mere!»
Saa gik da Harald ud i Haven, og der vokste ikke andet end røde
Valmuer. Men der var en Mængde rare Huse og Slotte i den Haven,
og allesammen var de røde.
Harald legte jo med Berta, og det havde ikke været pent af ham,
om han nu var begyndt at lege et andet Eventyr, uden at hun vidste
af det. Han gik derfor og ledte efter hende, men han skyndte sig ikke,
for der var saa meget rart at se der.
Da kom en stor, gul Løve springende ud af et Bur og for lige
efter Harald.
«Aa,» skreg Harald. «Gid jeg var hjemme igjen.»
Han begyndte at springe, men saa hørte han en besynderlig Lyd
bag sig. Han maatte se sig om: det var Løven, der sagde Sur—rur
—rur langsommere og langsommere og svagere og svagere. Da Løven
var færdig, stod den ganske stille.
Harald blev ogsaa staaende og stirre paa Løven; — men da fik
han Øie paa en fæl Kjærring med en Stok i Haanden. Han skjønte
øjeblikkelig at det maatte være en Heks, og da hun pegte paa ham
med Stokken, blev han ganske kold og vented hvert Øieblik at blive
forvandlet til et Dyr.
Da begyndte sandelig ogsaa Heksen at sige: Sur—rur—rur
ligesom Løven, og da hun var færdig, stod hun ogsaa ganske stille.
Saa kom der frem en Troldmand, en Bjørn, en Struds og en sort
Okse. De gjorde alle ligedan, og naar de havde sagt Sur—rur—rur,
saa kom de ikke længer.
Da begyndte Harald at skjønne, hvorledes det var, og nu var han
ikke længer saa ræd. Alle disse frygtelige Væsener havde et Urværk
indi sig, og de kunde ikke røre sig, uden de var ordçnilig optrukne.
Urmageren vidste ikke Tiden, derfor kom de ikke længer. Men han
kunde hvert Øieblik trække dem op igjen, og da kunde det se leit ud
for Harald og Berta.
Harald begyndte nu for Alvor at se sig om efter den fangne
Prinsesse, for han vilde gjerne komme ud af Haven, før Løven og Bjørnen
var kommet i Orden igjen.
Saa raabte han da: «Berta! hvor er du? Jeg kan jo ikke frelse
dig, uden at jeg ved, hvor du er!»
Og stfaks fik han Øie paa Bertas nydelige, guldhaarede Hode i
et lidet Vindu paa et af Slottene.
«Her er jeg!» sa hun.
Men i det samme Slot var der ogsaa et andet Vindu, saa frygtelig
stort og langt, at Harald aldrig havde set Magen til det. Men han fik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>