Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 43. Lørdag 28. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd.
det fjerne Dacia*). Men denne Dag tilhører mig, —
mig alene. Vor høiærværdige Fader har selv dispenseret
mig for Vespertjenesten; derfor er det, jeg nu er her.
Jomfru Dyveke, — jeg kommer for at byde Eder Farvel,
kanhænde et Farvel for Tid og Evighed».
dyveke :
«Nu, — saa tilønsker jeg Eder en lykkelig Reise,
og hvis I vil modtage dette–»
Hun tager en Sølvmynt op af sin Taske og kaster den ned til ham,
uden at agte paa den afværgende Haandbevægelse, hvormed han
tilbageviser hendes Gave.
broder mauritius
strengt og myndigt:
«Nei, nei, — jeg tør ingenlunde modtage denne
Almisse; thi det er Syndens Mammon, der hverken kan
vorde Giveren eller Modtageren til Velsignelse. Ak nei,
— for alle Helgeners Skyld! — forlad mig ikke, før I
har hørt, hvad jeg har at kundgjøre Eder».
Dyveke har gjort en Bevægelse, som om hun vilde gaa ind; men
ligesom betvungen af hans bydende Ord og Røst, stanser hun og læner
sig tinder de følgende Replikker ud over Svalegangens Rækværk.
broder mauritius
med neddæmpet Lidenskabelighed, der lidt efter lidt faar Præg af
nidkjær Fanatisme:
«Jeg er kun en ringe Tiggermunk; men her
overfor Eder — staar jeg ei som en Tigger; thi her er
det mig, der kan skjænke Eder en saare kostelig Gave,
idet Kirken ved mig bringer Eder det Budskab, som skal
vække Eder af den Synderus, I er hensunken i, — vække
Eder, før det er for silde. Ja, — jeg ved det for vist,
det er mig, der er udvalgt til at lade Varselsskriget lyde
for Eders Øren : Dyveke, Du Syndens frække
Tjenerinde, — riv Dig løs fra din Bolers Arme, hvor fast de
end omslynger Dig ; thi det er Syndelænken, hvormed
han holder Dig fangen. Lyt ei til hans Stemmes
vellystfulde Klang, naar han daarer Dig med de Smigerord,
som Djævelen lærer ham, for at han kan lokke Dig
længer og længer ud paa de vildsomme Veie, der fører til
Fortabelse. Dine Øine er forblændede af alt det uægte
Glimmerguld, som vælder frem for dine Fødder; derfor
ser Du ikke Slangen, som lurer under det gyldne Dække.
Men den ligger der ved Dag og ved Nat og venter paa,
den Time skal slaa, da den er kommet Dig saa nær, at
den blot behøver at udstrække sin giftige Braad for at
saare Dig til Døden, den Død, som er værre end
Skjærsildens Luer. Men Kirken eier Bodemidler for de
giftigste Sjælesaar, — Kirken kan løse og binde, — Kirken
kan oplade Himmeriges Port eller støde Synderen ned
i Helvedes Afgrund, og idag, i denne Stund, nu holder
Du Valget i din Haand».
dyveke
har ved sit Minespil vekselvis givet Udtryk for Overraskelse, Frygt og
Vrede; men Vreden vinder Overhaand, og ved hans sidste Udraab iler
hun pludselig nedad Trappen, stiller sig Ansigt til Ansigt med ham, og
idet hun tramper med Foden for at give sine Ord Eftertryk, udbryder
hun:
427
«77/ I faar ei fortfare længer paa denne Vis! I
ved det helt vel, det er ingenlunde første Gang, I drister
Eder til at komme her og tale til mig om, hvad 1
hverken kan fatte eller fornemme bag de Klostermure, der
stænger for al jordisk Kjærligheds Glæde og Lykke.
Men hidtildag’s har 1 talt med forblommede Ord, og jeg
har anstillet mig, som om jeg ingenlunde forstod Eder.
Idag har I taget Bladet fra Munden, og det vil jeg
ligervis gjøre, naar jeg nu forkynder Eder mit Svar. Den
Mand, der har kaaret mig, den i Ringhed fødte Pige,
til sit Hjertes Viv, ham vil jeg blive tro i Liv og Død,
om end al Verdens Munke, ja, — om end den hellige
Fader i Rom selv kom og udslyngede Banstraalen over
mit Hoved. Nu ved I Besked, og nu kan I gaa».
broder mauritius
med pludseligt frembrydende Lidenskab, som sprænger den Maske af
tilvant Selvbeherskelse, der hidtil har skjult hans Hjertes Glød:
«0, — tifold ulyksalige Forblindelse! I kalder Eder
hans Hjertes Viv; men hvor længe tror I, han vil
forunde Eder denne Plads, som kun den retmæssige
Ægteviv tør besidde? — Alene Øjeblikkets Lyst binder ham
til Eder; men den Dag vil tilvisse oprinde, da
Ungdommens Fagerhed forgaar, og da vil han kaste Eder
bort som et udnyttet Klædebon, der er besudlet af
tærende Rust og Skimmel. Ja, — blind er I, blind for
Eders eget Hjertes Daarlighed og blind for alt det, som
rører sig i Menneskehjerterne omkring Eder. Det er
sandt, at Forsagelse er Munkens selvvalgte Lod; men
der findes ei den Klostermur saa høi, at menneskelig
Skrøbelighed ikke kan slippe ind og finde Tilhold i
Tankernes mest fordulgte Lønkammer. I formener saa vist,
at jeg ’hverken kan fatte eller fornemme’, hvad I kalder
’Kjærligheds Glæde og Lykke’. Men jeg bedyrer, at den
forfængelige Lidenskab, I nærer for Eders Boler, blot er
en svag Skygge af den Kjærlighed, som gjennemsyrer
mit hele Væsen og ei lader sig betvinge, før Døden lægger
sin klamme Haand paa mit Hjerte og stanser Blodets
hede Strøm i mine Aarer. Nat efter Nat har jeg svunget
Pønitensesvøben over mine Skuldre, indtil Blodet piblede
frem; men mine Bodsøvelser blev uden Frugt. Nat efter
Nat har jeg kastet mig i Støvet for den hellige Katarinas
Billede og anraabt hende om at udslette hver uren og
syndig Tanke af min Sjæl; men de blev der dog og gav
mig ingen Frist. Ak nei, — de lagde tvertom en
Blændværkets Taage for mit Blik, naar jeg hævede det mod
Katarinas kyske Skikkelse, og foregjøglede mig et andet
Billede, dit Billede; thi det er Dig, jeg elsker, Du skjønne,
bedaarende Kvinde»!
dyveke
har, halvt skræmmet og halvt fængslet af hans lidenskabelige Udbrud,
lyttet med stigende Interesse, indtil hun ved hans sidste Ord farer
tilbage med et forfærdet:
«Mig! — Mig»? (Forts.)
*) Lange: «De norske Klostres Historie». Pag. 94 og 108.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
