Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 44. Lørdag 4. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd.
433
I Skumringen.
|m alt mellem Himmel og Jord er der delte Meninger,
om alt undtagen om Solen og «brasan.» I ethvert
Fald er alle Nordboere rettroende Sol- og Ilddyrkere.
Men man lever ikke efter denne sin Religion. Paa
mange Maader berøver man sig selv Solen — til Eksempel
ved at dække Vinduerne med Gardiner eller ved at sove
til langt ud paa Formiddagen. Og Aar til andet maa «brasan»
vige for brændebesparende Opfindelser.
Det er ikke længre den blussende Ild i Kaminen eller
paa Peisen som giver Juleaften dens Lysglans. De vældige
Kubbeflammer lyser ikke længre i de store, aabne Peiserne
paa Herregaardene, thi Peiserne har maattet give Plads for
Kakkelovnerne, som ofte staar kolde. Netop i vor Tid, da
man ikke længre har Ro til at holde Skumring eller Raad
til at ilde med Ved, er man begyndt at brodere smaa Puder,
indbydende til lun Passiar foran Kaminen i Skumringen, Puder
hvis uforanderlige Udseende imidlertid viser, at Ilden sjelden
brænder. Som andre Guddommeligheder før den, er den
fortrængt af den prosaiske Nytte, denne Gang i Skikkelse
af patenterte Ovne og Varmeledninger.
Men med «brasan» taber vort Folk mere Poesi og
Skjønhed, end om tre Fjerdedele af alle vore Digteres og
Maleres Verker gik op i Røg 1
Findes der noget ægte Nordens Barn som ikke først
begyndte at drømme ved at skue ind i den legende, lokkende
Ild, som umuligt kunde være saa styg som Mama sagde?
Bar Drømmeren ogsaa Spiren til en Tviler i sig, saa blev en
Dag Lysten til at prøve Ildens Egenskaber uimodstaaelig:
man brændte under Jubel den ene Ting efter den anden,
indtil Papas Avis eller Bedstemors Strikketøi var blevet
underkastet Ildprøven, eller de smaa Hænder var i en sørgelig
Forfatning under Forsøgene paa at faa fat i den trolske Ilden.
Men hverken Skjænd eller Brandsaar kunde formindske
Kjærligheden til Ilden: den skjælvende Ærefrygt, som udgjør en
saa stor Del af Barnets Kjærlighed — som al stor Kjærlighed
— blev kun øget, og med den Henrykkelsen.
Og naar Børnene er blevet lidt ældre, saa er de vekslende
Billeder Gløderne danner, deres kjæreste Billedbog, hvor de
selv er de skabende Kunstnere.
— Hvad ser du? spør man hverandre — En Kjæmpe
med et glødende Gab. — Jeg ser en Prinsesse paa Knæ i
en Skog. — Ser du der, en Løve med Ildøine? — Ja, ja!
bag en Ridder med Hjelm!
Hver eneste en i Søskendringen — ifald man er saa
lykkelig at være flere Søskend — vælger i Gløderne sit
Palads. De omstyrtede Luftslot i de senere Aar har
fremkaldt mindre heftige Sorgens Udbrud end det Taarn, som i
hine Dage styrtede for Ildens Luer, og mangen statelig Villa
har fremkaldt mindre ægte Glæde end det Slot som længst
trodsede de hendøende Gløder.
Og hvor mange rædselsfulde og rørende Eventyr har
ikke faat sin Belysning af «brasan,» naar Barnepigen ude i
Barnekammeret fortalt, «mere,» «bare mere,» mens
Barneflokken leirede sig omkring Ilden, en Ild, som lyste i Taarerne
paa deres af Harme eller Henrykkelse blussende Kinder. Og
naar saa Eventyrerne taug derude, fordi de Mindste skulde
iseng, gik de igjen foran Ilden i Dagligstuen: Kjæmpehoder
knækkedes og Trold stegtes i Indbildningen, mens Nødderne
og Æblerne undergik den samme Proces i Virkeligheden.
Man kappedes om, efter at have brandforsikret Fingrene i
Munden, at nappe de Gnister som spragede ud og kaste dem
ind igjen. Undertiden lykkedes det saa godt at en hel Brand
faldt ned og maatte ind igjen ved Hjælp af Ildtang og en
Tommelidens Behændighed. Naar det saa lykkedes med Branden,
voksede Modet, og man undredes, om man ikke selv med
List og Daadskraft kunde bortsnappe Syvmilsstøvlerne og udfri
Prinsessen af Kjæmpens Vold.
Og alt dette gik for sig, mens Falasken begyndte at
dække Gløderne, Skyggerne blev dybere i Stuens Hjørner, og
de røde Striber af den hendøende Ild blev saa rædselsfulde
at man krøb tæt indtil hverandre i henrykt Skræk over de
drømte Farer.
Naar saa den Tid kom at man kunde læse Eventyr selv,
hvor mange Formaninger lød der da ikke om ei at læse ved
Skinnet af Ilden, Formaninger som man gjorde vel i ikke at
høre paa! Thi om end Øinene led en Smule, — hvad vandt
ikke Fantasien, naar man sad slig foran Ilden, hvis Flammer
legte over Andersens Eventyr, eller Huldreeventyrerne eller
Snorre Sturlason, og hvis røde Glød ftemmanede Syner af
de blodige Bølger ved Svolder og Hjørungavaag!
Børn paa Landet glemmer vel aldrig den store Dag da
de første Gang fik gjøre op Ild i Barnekammeret: hvordan
de sprang til selve Vedskjulet efter Ved, tiggede sig til de
tørreste Stikker og greb en hel Haug med Svovlstikker,
nydende Smaasøskendernes Forfærdelse, de som endnu
strengt var forbudt at lege med Ilden. Ingen Minister
har med større Uro imødeset Voteringen af et
Kabinetspørs-maal end en slig Seksaaring har afventet Resultaterne af den
nytændte Ild!
Og naar man saa ikke længre er liden men dog endnu
ung, drømmer man da ikke ved «brasan» de lyseste, deiligste
Drømme om Lykke ved egen Arne! Og hvor ofte har ikke
i alle Aldre Taarer maattet tørre ved Ildens Skin! Hvor ofte
har man ikke ved dens Lys skuet ind i sin egen eller en
andens Sjæl! Hvor mange rige Minder er ikke fremmanet ved
«brasan»s Trylleri!
Man ved ikke hvad en «brasa» er, om man ikke har
holdt Skumring foran Peisen i en gammel Bondestue eller
Prestegaard, eller kanske aller helst i en Herregaardssalon,
mens Ilden har flammet høit og Skinnet legt flagrende henover
de træpanelede Vægge, oplyst de mørke Familieportrætter,
straalet i Lysekronernes Prismer, i Halvdunkelheden fremkaldt
alle røde Farvestænk i de gamle Broderier og al Forgyldning
paa de antike Stole, og opført fantastiske Danse i det høie
Tag. Undertiden maa et kvindeligt Medlem af en foregaaende
Generation af Familien berette — og da gjerne paa den ægte
kunstneriske, stille Maade ved hvilken Beretteren selv forsvinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
