Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 44. Lørdag 4. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434
urd.
— mens alle de romantiske Slægts- og Stedkrønikers
Samtidige bliver levende, forfærdende og forførende. Og mens man,
stirrende ind i Ildens legende Tunger, lyttede til den lune
Stemme, der ingen Gjenlyd bar af Smerte eller Sorg, da
vaagnede kanske for første Gang Anelsen om Livets Tragedie:
om Lidelser fortærende som Ildsluer, om Følelser som ikke
store Vandstrømme kan udslukke.
Ilden lyser aldrig saa gyldenrød som i slige
Skumringstunder — med Undtagelse af naar to Mennesker i et nyt
Hjem skuer ind i den, drømmende om at blive lykkelige med
hinanden, eller naar den flammer som Glædesblus fra Arnen
i et gjenfundet Hjem.
Den religiøse Kultus Fædrene helligede Arnen ligesaavel
som Alteret har egentlig aldrig ophørt i vore nordlige Bygder
hvor Ilden en stor Del af Aaret erstatter Solens Varme og
Lys. Sporene efter denne religiøse Dyrkning lever endnu i
mangt et Folkeord og mange Folkeskikke, ligefra de Tider,
da Vikingerne samledes i Fjeldhulerne, sodet af Stokilden,
for at drikke og fortælle Eventyr.
Hvad «brasan» Dag ud og Dag ind er for Fattigmanden
paa den svenske Landsbygd, ■ det aner kun den som en
Høstaften har kjørt forbi de smaa Stuer og i det. flagrende Lys
fra Peisen har set Børnene samlet om Mor, der koger Grøden
eller lader Rokken gaa, mens de med høi Røst læser Lektier
i det fantastiske Lysskjær, der for et Øieblik spreder Glans
og Skjønhed over den tarvelige Omgivelse. Og Far der
kommer træt hjem fra Arbeidet, og som øger Farten, naar
han ser det venlige, glødende Lys gjennem de smaa Ruder!
Landsbygdens Fattige har her en stor Rigdom; thi hvor
stort deres Savn ellers kan være, saa behøver de mindre
end deres Lige i Byen at undvære Ildens livgivende
Indflydelse. I fattig Mands Stue erstatter den spragende Furuved
i Peisen delvis Klæder og nærende Retter, Lamper og Lys,
Malerier, Musik og Poesi. Det var dette den franske Digter
vidste, han som svarte sin Datter, da hun udspurte ham om
de to lysende Punkter ved Horizonten:
Tvende Verdener, mit Barn, tvende Verdener;
Fattigmands Ild den ene, den anden en Stjerne I
Men ogsaa i de velhavende Hjem er der dem som tror,
at Kjærligheden til Hjemmet staar i uopløselig Forbindelse
med Ildstedet, at den aftager med dette og aldeles ophører
i de Land hvor Ilden kun bruges til at koge med. Saa
megen Sandhed ligger der i ethvert Tilfælde i denne Paradox,
at Hjemmefølelsens Art visselig bliver en anden hos de Folk
som intet Ildsted behøver.
Men saa har disse Folkeslag Erstatning i rigere Sollys
og alt det som dermed følger. De Nordboer derimod hvis
kjæreste Barndomsindtryk ikke omfatter «brasan» — og
disse stakkars Mennesker bliver i Kakkelovnernes Dage stadig
flere — disse Nordboer har ingen Erstatning. De bliver,
om ikke slettere saa dog ganske sikkert fattigere end de som
eier denne hellige Ild blandt sine Minder. Og derfor bør
enhver som kan det, lade sine Børn vokse op med «brasan’s»
Glæde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
