Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 44. Lørdag 4. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd.
435
ikke bort! Jeg bedyrer høit og helligt, jeg vil
ingenlunde lede Dig til nye Syndefald. Alt er beredt. Et
Skib ligger sejlfærdigt ved Thrælaberg*); Vinden er
gunstig, og før Daggry kan vi være langt herfra. Straks
Mørket falder paa, vil jeg indfinde mig her og medbringe
en Mummedragt, som Du maa iføre Dig, og da–.
Nei, — forlacf mig ikke; jeg besværger Dig ved alle
Helgener, hav Tillid til mig! I* Hjerte og Hu skal Du
være mig saa hellig som en Søster, indtil Du finder
Tilhold i et Nonnekloster, hvor han ikke formaar at opspore
Dig; og da — — vil jeg byde Dig et evigt Farvel
og ty hen til et øde Sted, hvor ingen Lyd fra
Verdens-livets Tummel naar mit Øre, og der vil jeg henleve
Resten af mine Dage i Bøn og Pønitense».
Medens han taler, giver Dyvekes Minespil Udtryk for de mange
vekslende Brydninger i hendes Sind, idet hun for første Gang faar en dæmrende
Forstaaelse af Forskjellen mellem Munkens offervillige, selvforglemmende
Kjærlighed og den fordringsfulde Lidenskabelighed, hvis Gjenstand hun
hidtil har været. De er begge saa optagne af Situationens Alvor, at de
ikke lægger Mærke til, at Hertug Kristian kommer ind fra høire i
Baggrunden.
Fjerde Scene.
hertug kristian
er iført en tæt sluttende, sort Fløiels Vams, som ved Halsen er
udskaa-ret i en Firekant, saa at den hvide Linskjorte, der er rynket til en
broderet Linning, kommer tilsyne foran og omkring Halsen, som forøvrigt
er blottet. Udenpaa Vamsen bærer han en mørkegrøn Fløiels
Over-klædning, der er aaben foran og naar til Knæerne. De vide, helt
opskaarne Ærmer er forede med lysegrøn Atlask og kantede med et
smalt Guldbaand, som ogsaa pryder Vamsens snævre Underærmer og
den firekantede Udringning om Halsen. Sorte Fløiels Knæbenklæder,
sort- og hvidstribede Strømper, høihælede Sko med store Guldspænder
og en bredskygget Hat, der paa den ene Side er opkrampet med nogle
Guldagraffer, fuldstændiggjør hans Antræk. Hans Holdning er ædel og
kongelig; men trods hans unge Alder har Lidenskaberne allerede sat
sit Stempel paa de regelmæssige Træk og givet dem et tungsindigt,
grublende Udtryk, som ofte kan faa en Tilsætning af hastigt opblussende
Vrede. Idet han faar Øie paa Munken og Dyveke, stanser han bråt og
bliver staaende i Baggrunden, medens Munken fremfører sit Forslag om
Flugt. Men da Dyveke i dyb Bevægelse skjuler Ansigtet i Hænderne,
kommer han hurtigt henimod dem, og idet hans hele Fremtræden
forraa-der Herskeren, raaber han i et Overmaal af frembrydende Vrede:
«Guds Dross**), — hvad gaar her for sig»?
Ved Lyden af hans Stemme farer Dyveke sammen og vil ile ham
imøde; men hun stanser, nølende og tvivlraadig, ved Synet af hans
ophidsede Aasyn.
hertug kristian
med stigende Forbitrelse:
«Hvad har 1 her at bestille, Munk? — Har nogen
budsendt Eder, siden I drister Eder til at trænge ind
paa mine Enemærker? — Ved I kanhænde ikke, at dette
Hus er mit? — Vogt Eder for at fortørne mig, det raader
jeg Eder til; thi jeg ved mangt og meget om
Mino-ritternes Gjøren og Laden, der vilde geraade dem til
Spot og Spe, hvis jeg lod det forebringe for
Provinsial-kapitlet. Fratres minores kalder I Eder; og dog lader I
Hovmodet vokse Eder over Hovedet, saa at I tiltrodser
*) Ved Allunværket.
**) En Ed, som Kristian II. ofte brugte.
Eder Myndighed til at blande Eder i alt, hvad enten det
gjælder geistlige eller verdslige Sager. Naar I aflægger
Løftet, forpligter I Eder til ’Lydighed, Kyskhed og
Armod’. Ei ei, — nogle nette Fugle ere I for sanden!
i forsømmer ikke Vigilierne; thi I ved saare vel, at I
derved vilde unddrage Klostret en klækkelig Indtægt.
Men vil I sige mig, hvor mange Dage af Aaret bliver
vel Ottesangen*) sunget hos Eder ? — I foretrækker at
drikke og svire og bedrive alskens Uterlighed, indtil I
ved den Tid, da Ottesangen skulde begynde, raver til
Dormitoriet for at sove Rusen ud. Nu hører I det,
Munk: jeg ved grumme god Besked om alt det Uvæsen,
som gaar i Svang i Klostret derhenne; men jeg lukker
det ene Øie til, fordi jeg ei uden Nødvendighed vil lægge
mig ud med Kieresiet, saa længe det ikke lægger sig ud
med mig. Men vover I endnu en Gang at komme her med
Eders Bodsprædikener, da — lader jeg Eder jage bort
med Hundepisken».
broder mauritius
har med bøiet Hoved lyttet til de strenge Ord; men de viljestærke Træk
forraader hans indre Kamp, indtil han endelig giver efter for Fristelsen
og tager til Gjenmæle, idet han langsomt og med indædt Harme, som
efterhaanden gaar over til et fanatisk Udbrud, siger:
«Der findes neppeligt en her i Landet, som har
glemt eller nogensinde kan glemme, at Eders Naades
Høimægtighed har fundet det tjenligt at lade mange
uskyldige Mennesker bøde med Livet, fordi Herluf
Hyttefad, betvungen af Pinebænkens Marter, lod sig forlede
til at angive dem. Hvor meget mere vilde det da ei
være en saare ringe Sag for Eders Naades Høimægtighed
at lade en stakkels Tiggermunk faa smage Hundepisken,
fordi han, idet han røgtede sit hellige Kald, forsøgte at
rive Duen ud af Høgens Kløer; og–Eders Naade
faar gjøre med mig, som det behager Eder. Men
Uretfærdighed udgaar tilvisse af Eders Mund, naar Eders
Naade lægger alle Brødrene til Last og Skam, hvad en
og anden af dem kan have gjort sig skyldig i. Ilde
vilde det sømme sig for mig, om jeg vilde sige: ’Se, —
jeg er bedre end Brødrene i dette eller hint’; thi vi er
pligtige at bære hverandres Byrder og være som en Gren
af Moderstammen. Men inden jeg ryster Støvet af mine
Fødder og forlader dette vanhellige Sted, vil jeg tilraabe
Eder et Varselsord: ’Vogt Eder, Hertug Kristian, — vogt
Eder for at udstrække Eders hævnende Haand mod vort
Kloster’; thi lige siden Haakon Magnussøn grundlagde
det, og Pave Nikolaus IV tog det under sin mægtige
Varetægt mod de Fiender, som allerede den Gang truede
det, lige siden hin Tid og til den Dag idag har vort
Kloster fundet Beskyttere, der har sønderrevet de Garn,
som var udspændte for at fange os**). Saalunde har det
været, og saalunde vil det stedse vedblive at være; thi
den hellige Franciskus vil ikke forlade sin Hjord.
Derfor tilraaber jeg Eder endnu en Gang: Vogt Eder,
Hertug Kristian, — vogt Eder’-»!
•- i
*) Lange: «De norske Klostres Historie». Pag. 137.
**) Lange: <De norske Klostres Historie». Pag. 443.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
