Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 45. Lørdag 11. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd.
445
(Eftertryk forbydes).
„Ved Dyvekes Hus".
Et Drømmebillede
i en Akt.
dyveke
med frembrydende Koketteri, som dog snart maa vige for den
vemodige Stemning, der behersker hende:
«Nu, — den Godnathilsen, som I hin Aften
tilhviskede mig, den kan I selv gjenkalde Eder, min naadige
Herre. Jeg vil heller drage Eder til Minde, hvilken
Fryd der blev, da Jomfruerne hørte, de var budne til
at komme igjen den følgende Dag, og den allergladeste,
det var liden Dyveke. Men Glæden blev ikke saa stor,
som jeg havde forventet; thi den anden Aften anstillede
I Eder hartad, som om 1 ikke saa mig. Men da Dansen
var endt, og Gjæsterne var ifærd med at begive sig hjem,
kom I hen til mig og halvt bad, halvt bød mig–-
at blive hos Eder. Dage, Uger og Maaneder er
henrundne siden hin uforglemmelige Stund, og hver Dag
tænker jeg, at jeg ei vil bytte Lod med nogen paa hele
den vide Jord; men alligevel–. Ser Eders Naade
Rognebærtræet hist? — Det pranger saa herligt med de
røde Bær i det dunkle grønne og spreder sine Grene,
som om det ret følte sin stolte Pragt. Men jeg husker
et gammelt Tankesprog, der lyder —»
hertug kristian :
«Nu vel, — Du husker et gammelt Tankesprog, som
lyder —»•?
dyveke
stærkt og betydningsfuldt:
«•’Æren er det fagreste Træ i Skoven’! Saalunde
lyder det gamle Tankesprog, Eders Naade».
hertug kristian :
«Jeg kjender et andet Tankesprog, der lyder: ’Dens
Brød, man æder, dens Vise man kvæder’. Men
Omkvædet paa den Vise, Du idag har kvædet for mig, er
saa lidet lysteligt, at jeg sporenstregs vil vende tilbage
til Slottet, hvis Du endnu en Gang lader mig høre det».
Han farer atter op fra Bænken; men hun griber hans Haand, og
idet hun med en bønlig Mine trykker den til sine Læber, drager hun
ham igjen ned ved Siden af sig.
dyveke:
«Ak nei, — 1 faar ei forlade mig i Vrede; nu var
1 mig jo retnu saa god. Jeg beder Eder, forund mig
paany at læne mit Hoved mod Eders Bryst — saalunde,
ja, — og skrifte fuldt ud, hvad det er, som hele Dagen
lang har spredt Tungsindets Meldug over alt, hvad der
ellers er min Hjertensfryd og Lyst».
hertug kristian
halvt alvorligt, halvt spøgende:
«Det ske efter min lille Dues Behag; men glem ei,
at Omkvædet tør ingenlunde findes i Resten af
Skrifte-maalet».
dyveke:
«Med Haand og Mund lover jeg, at det skal
allen-fals lyde saa dæmpet, at det ei formaar at bringe nogen
Mislyd til Eders Naades Øren».
hertug kristian:
«Nu, — da lover ogsaa jeg med Haand og Mund,
at jeg gladeligt vil give Dig Gehør».
dyveke
smyger sig tæt ind til ham:
«Eders Naade husker tilvisse, at jeg var saa fuld af
Spøg og Tant som et legende Barn, da I besøgte mig
igaar. Men da I havde sagt mig det sidste Godnat, kom
der en uudsigelig Uro over mig; jeg kastede mig hid
og did paa mit Leie, og først ved Dagens Frembrud
slumrede jeg ind. Da drømte jeg, at jeg befandt mig
paa et Sted, hvor jeg aldrig før havde været. Alt var
mig fremmedt, og dog tykkedes det mig saa kjendt og
hjemligt; thi saa mangen Gang, naar vi sad og vekslede
Tanker med hinanden, —; som nu, min Kristian, — havde
I fortalt mig om disse frugtbare Sletter, hvor duftende
Kløverenge og bølgende Kornagre forlystede mit Øie, —
om disse vaarlyse Bøgeskove, hvor Nattergalen slog sine
vemodsfulde Triller i de løvrige Kroner, — om dette
dybblaa Hav, hvor de hvide Seil gled hen over de
skum-kransede Bølger. Ja, — jeg kjendte det igjen altsammen!
Og Solen spredte sit klareste Lys over Hav og Land,
og Klynger af festligt antrukne Mænd og Kvinder hastede
henad Veien, og alle havde et og samme Maal, og en
og samme Tanke belivede dem og lagde Glædens
Høi-tidsskrud paa deres Aasyn».
Under de sidste Ord har hun draget sig ud af hans Favntag, og
greben af de Syner, hun fremmaner for det indadvendte Blik, reiser hun
sig og ledsager det følgende med veltalende Mimik og livfulde Bevæ
geiser. Hertugen bliver siddende, men lytter med synlig Interesse, idet
han bøier sig forover med opadvendt Ansigt og Hænderne støttede paa
det ene Knæ, som han har lagt over det andet.
dyveke :
«Da stansede en Bondepige lige ved mig for at
knytte sit Strømpebaand, og jeg skyndte mig at spørge,
hvad det var for en Fest, man feirede. ’I maa nok være
langveis fra, naar I kan spørge derom’, brød hun
forundret ud; ’thi det er neppeligt nogen her i Danmark,
der ei ved, at Kong Kristians unge Brud kommer til
Landet idag, og hun er ligesaa fager og fin, som hun
er barnefrom og god, og–Jeg hørte intet mere;
thi det var mig med et, som om mit Hjerte havde
ophørt at slaa, og Fuglesangen var forstummet, og
Bølgernes Skvulpen mod Stranden lød som en halvkvalt
Hulken, der ikke bragte Lindring, men kun øgede den
bitre, bitre Kval, som et Menneske stundom maa lide».
Hertugen reiser sig ilsomt, og idet han lægger Armen om hendes
Liv, fører han hende helt frem paa Scenen, hvor de bliver under de
følgende Replikker.
dyveke
skjuler Ansigtet i Hænderne og er paa Nippet til at briste i Graad;
men i det næste Øieblik unddrager hun sig hans Omarmelse og siger
med fremkunstlet Munterhed:
«Men kanhænde volder jeg Eders Naade Lede med
min traurige Beretning» ?
hertug kristian :
«Nei, min Dyveke, — naar Sorgens Harpe stemmes,
trænger en Gjenklang af de traurige Toner letteligt ind
i mit Sind».
dyveke :
«Ei, ei, — Eders Naade forglemmer, at det var en
Glædesfest, min Drøm henflyttede mig til».
hertug kristian :
«Nu, — var det en Glædesfest, da give Gud, at
den ikke tog en Ende med Bedrøvelse. Hvad drømte
Du saa mere» ?
dyveke
med ubevidst, stigende Pathos og ligesom i Angst:
«Jeg drømte, at jeg fortsatte min Vandring; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
