Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 45. Lørdag 11. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
447
student blom
kaster et langt Blik over de velkjendte Omgivelser og stryger sig med
Haanden over Panden, med pludseligt tilbagevendende Erindring om,
hvorfor han er kommet derhen:
«Hør, min gode Mand, — De er ganske paa
Vildspor, naar De tror, jeg er fuld. Det er ene og alene
lieden, som har, virket søvndyssende paa mig, og–.
Konstabel, — De skulde vel ikke tilfældigvis have seet
en ung Dame — en ung Frøken, forstaar De, — i en
lyseblaa Sirtskjole, der nylig har spadseret her i
Nærheden» ?
konstabelen:
«Aa jo, — jeg^ar nok set mye mere elie ei Frøken
spasere forbi, mens’ jeg har gaat op og ner her i Gata.
De’ er inte vonf for at faa se dem, for jagu’ flyer dem
paa Gata baade tit og trut. Men jeg gir inte sønderlig
Agt paa dem, jeg; for naar’n har Kone og syv Barn,
saa har’n inte hverken Løst eller Tid tel at glane etter
fine Frøkener eller obsalvere, haassen Kollør Kjolene
demses har. Derfor kan jeg hellerinte suttenere Dere,
naar Di leiter etter Jomfruer og Frøkener her i mit
Distrikt. Jeg vil bare raa Dere tel, at Di inte lægger Dere
tel at sove igjen; for da kommer Di paa Stassjon, enten
Di er drokken eller inte».
Han gaar ud til venstre foran Vaaningshuset.
studknt blom:
«Den Idiot! Aa nei, — jeg vogter mig nok for ’at
lægge mig tel at sove igjen’. Det er til at blive gal
over, naar jeg tænker paa, at jeg har ligget her og døset
Tiden hen, medens Helma maaske har ventet mig
forgjæves. Men endnu værre er det, hvis hun har været
her og fundet mig sovende, ja, — kanhænde endog
snorkende. En snorkende Ægtemand kan vel til Nød
tolereres, men en snorkende Elsker — 1 Aa, Du prosaiske
Virkelighed, — hvor er Du dog himmelvidt forskjellig
fra de illusoriske Syner, som min Drøm nylig har vist
mig. Og saa livagtigt, som jeg saa dem allesammen :
Den unge Hertug, der siden blev Norges og Danmarks
ulykkelige Kong Kristian Tyran’, — hans Ungdoms og
Manddoms elskede, den blide, yndige Dyveke, — den
fanatiske Munk, der, naar alt kommer til alt, var et
ligesaa skrøbeligt Menneskebarn som en af os, — alle staar
de saa lyslevende for mig, at jeg næsten har ondt for
at fatte, at det blot var en Drøm».
Han gaar henimod Bænken foran Lindetræerne, slænger sig ned
paa den og siger med en aandsfraværende Mine:
«Var denne Drøm en Forherligelse af ’den frie
Kjærlighed’, hvis Talsmand jeg en Gang har været? —
Vist er det ialfald, at den nu syntes mig lidet lystelig.
Det var, som vandrede de henad en ’Sukkenes Bro’,
der førte til en Afgrund, hvor alt tog en Ende med
Forfærdelse. Men hvis Helma spurgte mig, om jeg vilde
have hende ligesaa kjær som nu, ’naar Alderdommen
kommer og bøier hendes Skikkelse, og Øiets Ild
udslukkes, og Lokkerne bliver tynde og hvide’, da skulde
mit Svar sandelig lyde helt anderledes end Hertugens.
At dele onde og gode Dage med hende, indtil ’Alderens
Sne farver Lokkerne hvide’, det er jo netop Maalet for
min Higen og Stræben».
Sjette Scene.
helma
kommer frem mellem nogle Trægrupper til venstre i Baggrunden, kort
efter at han har taget Plads paa Bænken. Med bøiet Hoved og
lige-» som fordybet i Beskuelsen af nogle Markblomster, som hun holder i
Haanden, gaar hun langsomt helt frem paa Scenen. Hun er iført en
lyseblaa Sirtskjole og hvid Straahat med lyseblaa Blomster. Hendes
Udseende er fint og skjært og meget ungdommeligt, næsten barnligt:
»Ah, — der er ogsaa en Margerita mellem de
Blomster, jeg har plukket, medens jeg har gaaet her og ventet
paa–. Du lille Spaamand, — hvor ofte jeg har
ladet Dig forudsige mig, om han kom herud eller ikke.
Jeg gad vide, om det bare var et Lykketræf, naar det
sidste Blad næsten altid slåp op ved; ’Han kommer’?
Ja, — hvordan det end var, saa slog det da ialfald aldrig
feil, at han kom; men iaften–iaften har han svigtet
mig, og derfor vil jeg nu spørge min Spaamand om noget
andet, noget meget vigtigt og skjæbnesvangert, som jeg
saa uhyre gjerne vil vide».
Med pludselig Overgang til bevæget Alvor plukker hun Blad
efter Blad af Blomsten (en af de hvide, saakaldte < Prestekraver» eller
Margeritaer ), idet hun gjør et lidet Ophold mellem hvert faldende
Blad eller det dermed følgende Spørgsmaal.
helma:
«Han elsker mig af Hjerte, — med Smerte, —
overmaade, — ganske hemmeligt, — et hitte/idet Gran,
sletikke; — han^elsker mig af Hjerte, — med Smerte, —»
student blom
er sprunget op fra Bænken og vil ile hen til hende, idet han faar Øie
paa hende; men han stanser uvilkaarligt, da hun begynder at tale, og
lister sig sagte bag hende, hvor han bliver staaende, spændt og forvent
ningsfuld, indtil han afbryder hende med et jublende:
«Overmaade! — De ser det selv; der er ikke flere
Blade igjen. Blomsten forkynder det saa tydeligt som
muligt: ’Han elsker Dem overmaade’»/
Ved den første Lyd af hans Stemme udstøder hun et svagt Skrig,
slipper Blomsterne og vender sig fra ham, idet hun skjuler Ansigtet i
Hænderne.
student blom
spagfærdigt og bønfaldende:
«Aa, — nu har jeg skræmmet Dem ! Helma, kjære
Helma, — De er da vel ikke vred paa mig? — Det
var dumt af mig saaledes at buse paa Dem; men jeg
blev saa glad ved at se, at De endnu var her, og da
jeg saa hørte — —, da jeg vovede at tro–. O,
tilgiv mig, om jeg glemte alt andet for den ene Tanke:
Tør jeg virkelig haabe, at Helma gjengjælder min
Kjærlighed» ?
helma
har taget Hænderne fra Ansigtet og lidt efter lidt vendt sig mod ham,
idet hun halvt undseligt, halvt skjælmsk spørger:
«Ja, — men hvordan kunde De vide, det var Dem,
jeg tænkte paa da»?
student blom
slutter hende i sine Arme og udbryder stærkt og inderligt:
«Kjære, elskede Helma, — det var altsaa virkelig
mig, Du havde i Hjerte og Tanker, da Du lod Blomsten
agere Sibylle og aabenbare Dig et Blad af Fremtidens
Bog? — Aa, — jeg er det lykkeligste Menneske paa
Jorden ! Nu kan jeg tilfulde føie den dybe Sandhed i
vor store Digters Ord, naar han siger:
Aldrig tyktes Himlen mig før saa blaa,
Aldrig saa fager den Verden vide,
Mig tykkes, jeg kan Fuglenes Røst forstaa,
Naar jeg vandrer med Dig under Lide’».
Tæppet falder.
«Ma rie».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
