Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 46. Lørdag 18. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
sit næsvise 19-Tal gjældende, mens vort ærværdige 18 endnu
sad paa sin retmæssige Trone og regjerede os i stort og i
smaat! — Aa nei, det er nok fra Skoletiden jeg har baaret
paa min Smule Uvilje; for da blev vi svært plaget med
Aarhundreder. Vor Historielærer sa vi kunde slippe at huske paa
Aarstallene, naar vi bare vilde lægge Aarhundrederne vel paa
Minde, baade før og efter Kr., og saa helst «i den første Del
af Aarhundredet,» «omkring Midten af Aarh.,» «i Slutten af
Aarh.» Det skulde være en Lettelse! Nei, takke mig da
til baade 1349 og 1352 og gjerne ti Aarstal til paa 13 imod
et eneste «Aarhundrede» paa 14! — Dersom Historielærerne
endnu driver paa med «Aarhundreder» for Lettelsens Skyld,
saa vil jeg i Lettelsens Navn bede dem bytte om og bruge
Hundredtallene isteden: i 1300-Aarene, 1 1400-Aarene o. s. v.
Tilbage til vort Tema. — Aarhundrederne kan skifte hvad
Tid de vil; vi Folk flest vil knapt merke det en Gang.
Men Overgangen fra «18 hundrede» til «19 hundrede» vil
bli en alvorlig Affære. Jeg vil ikke en Gang tale om alle
de Blanketter og Skemaer og Protokoller og Brevark med
paatrykt 18 . . der vil gaa til spilde. Hver Dag og hver
Time vil vi bli mindet om den store Forgjængelighed; vort
hele Liv vil bli sat paa Ende. Vi vil faa Møie med at holde
Rede paa hver den Ting som har noget med Tidsregning at
gjøre, lige til vor egen og vore Børns Alder, ikke at tale
om Sølvbryllupsdag, Embedsjubilæum og andre slige
Højtideligheder.
Og nu til førstkommende Nytaar er det denne store
Overgang sker, det kan der lige saa lidt disputeres om, som om
at Overgangen til det nye Aarhundrede først sker"® ved
Nytaar i 901
.
Giv de Faderiøsel
Nu sørger alle Kvinder,
nu ræddes alle Mænd,
nu græder alle Smaabørn
i Bygd og i Grænd!
Thi nu^har’Døden herjet
i mangt et fattigt Hjem,
og Sorgen er tilhuse
og Nøden den er slem!
En Dag i navnløs Rædsel, ’
en Nat i Bøn og Graad —
de^stakkars* Børn og Kvinder,
de vidste ingen Raad 1
De hørte Stormens Brusen,
de saa det vilde Hav;
de vidste, deres* Kjære
derude fandt sin Grav.
Jeg beder alle Kvinder
og alle norske Mænd,
Smaagutter og Smaajénter
i Bygd og i Grænd!
Kom frem med Sparebøssen!
Hver Øre er til Gavn
-og giv de Faderløse
en Skjærv i Jesu Navn!
Mellem fjeldene.
(Novelette af I. Aall-Hansen.)
S. G.
an stod oppe paa en rund Fjeldknaus og saa sig
omkring, medens han støttede den høire Haand paa
Geværet.
Det begyndte at skumre. Fjeld og høie Aaser
stængte Horisonten. Af og til kunde man se det glimte i et
Fjeldvand langt borte. — Nedenfor ham laa en større Myr
med spredte Furutrær — nogle med forvredne, nøgne Grene
og knækket Stamme — Minder fra Vinterens isnende Storme.
Men nu var det Eftersommer.
Erling Hald havde gaaet sig vild paa Fjeldet. Han var
kommen lige ind paa Svenskegrændsen, og da Mørket begyndte
at falde paa, var han kommen ind paa Steder, hvor han aldrig
før havde været. — «Frey», hans prægtige Fuglehund, havde
lagt sig ned ved hans Fødder og betragtede sin Herre med
spørgende Øine.
«Kom Frey,» sagde Erling, idet han bøiede sig ned og
klappede Hunden paa Hovedet — «vi skal gaa vestover, saa
kommer vi vel til Folk ensteds.» —
Frey sprang op, og de to gik hurtig nedover mod Myren. —
Erling Hald var 20 Aar. Han var meget høi og kraftig for
sin Alder — en Type paa Energi og sprudlende Sundhed.
Hans dybe blaa Øine lyste af Forstand, — og det ædle
Udtryk i hans mandige Ansigt havde nede i Bygden skaffet ham
mange Beundrere blandt det smukke Kjøn. Hans Fader var
en meget velstaaende Sorenskriver. — Det var Erlings- sidste
Sommer i Hjemmet, for til Høsten skulde han reise ned til
Hovedstaden og overtage en Post i en større Forretning
dernede. —
Det begyndte at regne. Erling paaskyndede sine Skridt.
Langt borte hørte han Larmen af en stor Fos. Det maatte
være Svensk-Fossen. Der havde han aldrig været før; men
han vidste, der fandtes Sætre i Nærheden af Elven. —
Mørket faldt hurtig paa, og Natten indhyllede snart ak i sine
sorte Skygger. Men^endnu kunde han saavidt skimte Trærne
oppe paa Aasryggerne, hvor de aftegnede sig svagt mod
Nattehimmelen.
Hurtig vandrede han gjennem Krat og Myrstrækninger.
Af og til tyede han op paa en Høideryg for at komme undaf
de mange smaa Tjern, der laa og gjemte sig væk i
Fordybningerne. — Men stadig hørte han Buldren fra Fossen mere
tydelig. — Ellers var alt Dødsens stille deroppe. Regnen
silede ned, saa han var ganske gjennemblød, da han naaede
Fossen, som med øredøvende Larm kastede Vandmasserne ned
i det store Dyb. Men ovenfor Fossen gik Vandet stille og
dystert som en langstrakt Indsø .med sivbevoksede Bredder. —
Han gik opover langs Elven. Af og til pladskede en stor
Ørret efter et Insekt. Der var ingen Overgang, thi Elven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
