Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 46. Lørdag 18. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
458
urd
før sin Borgermester — Lede
Kjelland revsed i sin Vrede;
Svøben svingende,
Anger tvingende!
Bjørnson har til sine Sange
ogsaa givet os Paul Lange.
Er det Aanden, som ham svigter?
laante derfor han hos Richter?
Aander fødes
for at mødes —
Jeg ser ogsaa mindre Aander,
som i Skabertrang sig vaander;
fremad paa det mindste Vink
iler Heiberg, Hamsum, Kink.
Dyrker de mon Skjønhedssansen ?
eller tolker Dekadensen ?
Synet svandt, og Drømmen svinder; —
rødligt Skjær paa høie Tinder
viser nve Krav, der stilles,
som maa mødes, som maa villes:
Sollys mættende,
rigt forgjættende!
De officielle Taler blev -alle holdt af Foreningens Damer.
Velkomsthilsen af Fru E. Johnson, Festtale af Fru E.
Pihl-feldt, Tale for Amerika af Fru N. van Riper, Tale for Norge
af Fru C. Gerner. — Herrerne sad i stum Beundring, og
først da Ordet var erklæret frit, fik de Lov til at aabne
Munden, men da bidrog de ogsaa af alie Kræfter til en Stemning,
som ikke kunde være mere gemytlig og belivet, og den
kulminerede med en Tale af Mr. van Riper, en Amerikaner, der
ikke forstod synderlig meget af Talerne, men ikke destomindre
morede sig fortræffelig. Han oplæste et Digt paa Engelsk,
som han havde forfattet for Anledningen :
Here’s to the norwegians
my chosen friends
Three thousand miles from their
native land
Who have crossed the wide ocean
from the world’s end
To join hands and fortune with
the Americans.
May your future and happiness
always be
As bright as the prospects af your
society
That casts its rays like the brightest
star
Ikke gaa tilbage til Norge, men bliv
hvor du er.
1 Aftenens Løb blev flere Telegrammer fra Norge
oplæst. Mellem Talerne og al Kommersen spillede Orkesteret
med stor Ufortrødenhed og lod sig ofte uden Muk afbryde
midt i et Stykke, naar en af Gjæsterne følte sig kaldet til at
holde Tale, — og saadanne Kaldelser kom ofte. Blandt
Talerne var der særlig en Rimtale for Damerne af Doktor B.
Meyer, som var aldeles udmerket. —
Damer, — mine Herrer, — som er literære,
uden at derfor Blaastrømper være;
Damer, som Digterværker bedømmer,
men dog ei sine Huse forsømmer,
studerer Bjørnson, Ibsen og Lie
uden dog at be’ sig fri
for Kjøkkenarbeide, Housecleaning og Søm;
Damer, soifi midt op i Hverdagslivskavet
diskuterer ’ Lindelin», Fruen fra Havet»,
«Hedda Gabler», < Solnæss , «Manders» og
«Helmer»
og alle de andre Ibsenske Skjelmer,
men dog ei ta’r Livet for en Drøm;
Damer, som uden at ta’ Skade paa Moralen,
kan læse om, endogsaa se paa Skandalen,
som netop, fordi de læser og tænker,
ei kaster af de moralske Lænker,
som vistnok til Frihedstonerne lytter,
men Hjem og Mand og Børn ei bytter;
Damer, som er vor sterkeste Dæmning
imod den ubundne Frihedsstemning,
den, der vor nyere Literatur
har transponeret til Mol fra Dur;
Damer, som ■ under Kundskabens Træ» kom sammen
i ti Aar til fælles Nytte og Gammen;
Damer, som til «Den sidste Dag»
vil forsvare Hjemmets Sag,
saa « Den gamle Herregaard *
«Finis Polonia» ei naar,
Damer, vi med Glæde vil møde
selv i Livets «Aftenrøde;
Damer, mrd Hjertet paa rette Sted,
som tar sine egne Ægtemænd med.
Mine Herrer,
til slige Danfer vi smiler, vi nikker,
for «Aandens Stridsmænd» en Skaal vi drikker.
Under almen Jubel endte det mest belivede og koseligste
Festmaaltid, som ikke paa lang Tid har været holdt paa
Vestsiden. Den hele Fest var fra Begyndelse til Ende saa
vellykket, som den kunde blive, og den vil længe staa som et
lysende Punkt i alle tilstedeværendes Erindring.
Af de sungne Sange, der alle var forfattet for Anledningen,
skal her anføres følgende af Dr. A. Doe.
Mel : I Rosenlund under Sagas Hal
Naar Vintren kommer og mørkt det er,
og Dagene bliver korte,
naar Solen aldrig man mere ser,
og Maanen selv er borte;
:/: Naär alting lader os forstaa:
Est nemo immortalis,
et Livstegn blandt os kun vi saa:
Aurora borealis. :/:
Det lyser op, og det viser Vei
til fjerne, ukjendte Strande,
men hvad det er, det ved man ei,
naar Straalerne sig blande.
:/: En Tryllemagt det altid var,
som os til Andagt stemmer. .
Den som engang det seet har,
Aurora aldrig glemmer. ’:/:
Aurora borealis er
ikveld vor Samlingstanke.
En Kreds vi sammen iaften ser,
hvis Hjerter sammen banke.
:/: Et Fædreland, hvis Ry gaar vidt,
dets ædle Mænd og Kvinder,
et Land jeg engang kaldte mit,
hvis Friheds-Sol oprinder. :/:
Paa fremmed Strand her vi fandt et H)em,
som Held og Lykke-kun bringer;
Men dobbelt stærkt træder Mindet frem,
naar Juleklokken ringer;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
