Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 47. Lørdag 25. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
467
Mellem Fjeldene.
(Novelette af I. Aall-Hansen.)
n Aften blev Erling sent ude. Frida gik ret som det
[(cf var ud paa Græsvolden og saa nedover mod Elven. Der
^ stod hun og lyttede og skyggede med Haanden. Men hun
hørte ikke hans kraftige «Hallo» nede fra Dalen. Solen
gled ned over Aaserne i Vest og Skumringen faldt paa. — Hun
var urolig, og det vilde ikke gaa med Arbeidet. Saa maatte
hun atter ud og lytte og se nedover. Tilslut gik hun nedover
mod Elven. — Da hørte hun ham raabe langt dernede i den
sorte Dal. — Og hun svarede ham. Lidt efter kom.Erling
frem fra Skogbrynet. Hun stod og ventede paa ham. Han
skyndte sig opover og stod snart efter ved hendes Side.
«Jeg var ræd du var falden ned i den stygge Fossen,»
sagde hun med et uskyldigt Smil, — «derfor gik jeg
nedover.» — «Jeg fik en Masse Ørret ikvæld,» svarede han
straalende — «se bare!» Han aabnede Laaget paa sin
Fiskekurv, der var fuld af store, glindsende Ørretter. — «Hvor
du er flink til at fiske — dem skal vi stege nogle af i Kvæld,»
sagde hun og saa ned i Kurven. — «Vilde du blive
bedrøvet om jeg faldt ned i Fossen?» spurgte Erling. «Ja,» svarte
hun forlegen og slog Øinene ned. Erling saa længe paa
hendes vakre, uskyldige Ansigt. Saa lagde han pludselig sin
stærke Arm om hendes slanke Liv og kyssede hende paa
Panden. — Hun rev sig løs og saa forfærdet paa ham. —
«At du skulde gjøre dette,» sagde hun og gik opover.
«Er du sint paa mig?» spurgte Erling. Hun sukkede
bare sagte. — «Du maa ikke være sint paa mig — jeg
kunde ikke for det — jeg har aldrig kysset nogen anden
Pige før,» —fortsatte han ulykkelig _ og gik ved Siden af
hende — «men jeg synes saa forfærdelig godt om dig.» —
Hun standsede pludselig. Taarerne glindsede endnu i hendes
Øine, — men der var Tivl i dem — blandet med dybt
Vemod. «Du maa ikke tro at jeg blev sint paa dig,» sagde
hun blødt–-«men du maa ikke snakke slig til mig, som
bare er en fattig Bondepige, — hvad tror du dine Forældre
vilde sige, om de nu havde været her ?»
Erling bed sig i Læben. Hans Øine skjød Lyn. Han
vidste meget vel, at hans aristokratiske Fader i høieste Grad
vilde sætte sig imod sin Søns Forbindelse med en Sæterpige. —
«Hvad de vilde sige,» gjentog han tankefuldt —«jeg
tror de vilde forbyde mig det. Men de kan ei kue min
Kjærlighed til dig — thi den har voxet sig stærkere og
mægtigere for hver Dag. Nu maatte jeg fortælle dig det,
fordi jeg ikke forstaar at skjule mine Følelser, og fordi jeg
ik"ke vil skjuje dem længere.» —
Hun saa længe paa ham — spørgende og tvilende.
Han greb hendes Haand med begge sine og spurgte i en
usikker Tone: «Holder du af mig Frida?» «Ja,» svarede
hun ligefrem «jeg vil aldrig holde af nogen anden, men jeg
vil ikke gifte mig med dig.» —
Erling slåp hendes Haand. Dyb Sorg lagde sig over
hans ædle Ansigtstræk. «Mener du det, Frida, at du holder
af mig, og dog ikke vil binde din Fremtid til min?»
«Jeg kan ei andet,» svarede hun i en haard Tone, der
lød unaturlig —- «lad mig faa holde af dig som en kjær
Broder eller Ven, — paa anden Maade kan jeg ikke.»
Erlings Ansigt blev askegraat. Han vaklede. Hans
Øine søgte hendes med et bønligt Udtryk. «Frida, vær ikke
haard — din Natur er blød og dit Hjerte er varmt af den
Kjærlighed, du bekjæmper — du kan ei mene, hvad du netop
fortalte mig?» —
Han tog hendes bløde Haand i sin, men hun trak den
langsomt til sig og gik opover. Om en Stund kom Erling
efter. — Han satte sig taus til sit Maaltid. Han skottede
bort til hende, som hun sad der og stirrede tankefuldt ind i
Ilden. Han følte sig mægtig greben af hendes Skjønhed og
hans Hjerte bankede voldsomt. Han forstod ei de Følelser,
der rørte sig i hendes Bryst. Erling smagte næsten ikke paa
de udsøgte Retter, hun havde sat frem for ham. —
Saa reiste han sig op og satte sig paa Krakken
ligeoverfor hende. — Hun saa paa ham med et underlig Blik, som
om hun bønfaldt ham om Naade. «Frida,» sagde han hæst —
«du tror mig ikke. Du tror jeg er bare midlertidig forelsket
i dig — men jeg holder af dig slig, som jeg aldrig kan holde
af nogen anden.»
Hun skjulte sit Ansigt i sine Hænder. Længe sad hun
slig. Da hun atter løftede Hovedet, var hendes Øine fulde
af Taarer. — Han tog hende i sine Arme. Hun støttede
et Øieblik sit Hoved mod hans Bryst. Men saa reiste hun
sig med et og sagde tonløst — «Dette er urigtig af os —
lad mig faa være alene.» —
Da reiste Erling sig. Der kom et haardt Udtryk i hans
Ansigt. Han gik mod Døren med faste Skridt. Saa snudde
han sig om og saa længe paa hende, som vilde han indprente
sig hendes Billede. — Saa gik han langsomt opover mod
den anden Sæterhytte. —
Den Natten laa Frida og græd.
Men om Morgenen tog hun paa sig sine bedste Klæder
og stelte istand Frokostbordet til Erling. Der var et lyst
Smil over hendes Ansigt og hendes Øine tindrede af dyb
Glæde. Naar han kom ned, vilde hun fortælle ham det, hvad
hun havde lagt og tænkt paa om Natten. — Men Tiden
skred, og det var allerede et Par Timer efter Frokosttid.
Han maatte være træt og var søvneit af. Hun gik ud og
saa opover mod den anden Stue. Fiskestangen stod opstillet
mod Væggen, saa han laa nok og sov endnu. — Tilslut
blev hun saa ængstelig, at hun gik opover. Hun bankede
paa Døren. Intet Svar. Saa raabte hun hans Navn. Det
var ganske stille derinde. Hun aabnede Døren. Men Sengen
var tom. Randselen stod opstillet mod den ene Væggen,
men Geværet havde han taget med sig.
Hun følte en uforklarlig Angst. — Hun gik atter ned
til sin Dagsgjerning og gjennemgik en Sjælekval, der neppe
var til at udholde. —- Ret som det var, sprang hun op paa
Fjeldknausen og raabte hans Navn. — Men det var Dødsens
Stille. Ikke en Vind rørte sig. Blot Heiloen borte paa den
store flade Sten udstødte sin vemodige Piben, medens den
sprang frem og tilbage. Og over Fjeld og dybe, granbevoksede
Dale laa der et stærkt, brændende Solskin, der skar i Øinene.
Men over Svarteryggen trak det op til Uveir. Tykke, sorte
Skyer væltede sig frem, truende og mægtige. Solen var
brændende hed.
Hvis hun bare vidste, hvor han var gaaet. Da hørte
hun det fæle Skriget nede fra Ulvedalsuren — langt borte.
Det hun og Erling havde hørt om Aftnerne, naar de sad udenfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
