Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 47. Lørdag 25. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
urd
Sæteren. En navnløs Skræk greb hende, og hun satte sig
til at storgraade. — Da lød de første Tordenskrald borte fra
Svartßryggen, der truende hævede sin skarpe Kam mod den
mørke Himmel. Frida gik ind i Sæteren. En dyb Sorg lagde
sig over hendes vakre Ansigt. Hun skjulte Ansigtet i sine
Hænder og sendte en brændende Bøn op til ham, der styrer
Menneskenes Skjæbne. Da hørte hun noget komme springende
ind ad Døren. Det var Frey. Frida spran > op — endelig
nu kom han ! Hun ilte ud, men saa ingen. Hunden hylte
og var urolig og saa hende ind i Øinene og trak hende i
Kjolen. Der lagde sig en forstenet Rædsel over hende
hun blev hvid i Ansigtet. Saa kastede hun et Tørklæde over
sig og ilte ud efter Hunden, der sprang foran. — Uveiret
brød løs for Alvor — Lyn fulgte paa Lyn ledsaget af
øredøvende Tordenskrald. Men Frida hørte det neppe — hun
bare ilte afsted saa hurtig hen.les Ben kunde bære hende.
Det gik nedover mod Ulvedalen. Det gjøs i hende. Dalen
skraanede stærkt nedover mod Elven med bratte Vægge. Det
var mørkt dernede, og jo længere hun kom ned, destomere
snevrede Dalen sig sammen mellem de sorte Fjeldene. Hun
maatte ballancere forsigtig paa de løse Klippeblokke. Af og
til løsnede en af dem og for med vilde Kast nedover mod
Bunden.
Tunge Regndraaber begyndte at falde. Hunden blev
stadig mere urolig og udstødte lange, klagende Hyl.
Hun havde naaet Bunden af den uhyggelige Dal, der
næsten aldrig blev betraadt af nogen menneskelig Fod. For
der gik mystiske Sagn om den blandt Bønderne. Høit
deroppe mødtes Dalens lodrette Klippesider, hvor der blot var en
smal Aabning for Dagens Lys.
Pludselig ser hun Hunden forsvinde bag et stort,
nedfaldent Klippestykke. Hun ilede efter og blev staaende stiv
af Rædsel. Thi dernede paa en Græsflek ved Siden af en
liden Bæk, der rislede mellem Stenene, laa Erling med et
gabende Saar i sit Hoved. Hans Ansigt var blegt, som om
Døden alt havde sat sit Stempel derpaa, men der laa et Smil
om Læberne, der vidnede om Fred.
Frida udstødte et Skrig, der kastedes op mellem Fjeldene
:—- et Skrig fuldt af navnløs Sorg og Fortvilelse. Derpaa
tog hun hans Lommetørklæde, der laa blodbestænket ved Siden
af ham — vædede det i den lille Bæk og vaskede af
Saaret, hvorfra der endnu flød Blod. — Hun lagde sin Haand
paa hans Hjerte. Det bankede svagt. Hun bøiede sig over
ham, kyssede ham og kaldte ham ved alle de kjæreste Navne,
hun vidste. Frey laa bare og slikkede sin Herres Haand,
der endnu var varm.
Pludselig slog Erling Øinene op. Han forsøgte at reise
sig, men faldt tilbage med en Stønnen. Frida støttede
hans Hoved mod sit Bryst og kjærtegnede ham. Han saa
paa hende fuld af ubeskrivelig Glæde. — «Er det svært ondt,
Erling?» spurgte hun med taarekvalt Stemme. — «Nei
ikke nu», svarte han svagt med et lykkeligt Smil, idet hans
Øine sænkede sig i hendes. Lidt efter tilføiede han: «Jeg
skjød efter den store Hubroen, du ved. Jeg — traf den —
for den skreg saa stygt — aldrig har jeg hørt et saadant
Skrig — og saa flaksede den nedover mellem Fjeldvæggene
— deroppe». Erling taug lidt — det anstrengte ham meget
at tale. Saa fortsatte han: «jeg forsøgte at klatre nedover
Uren længere nedenfor, saa jeg kunde give den Dødsskuddet,
men Stenene var løse og — saa drev jeg nedover og slog
mig i Hovedet mod en stor Sten. — Jeg — blødte svært
— og drog mig opover — mod — denne Græsflekken —
— — og — her — faldt jeg om». Han lukkede Øinene
og drog Veiret tungt og besværlig: — «Erling, min Elskede,
jeg maa fortælle dig alt», hulkede Frida, idet hun varmt
og længe trykkede sine Læber mod hans. — «Jeg elsker dig
og har elsket dig over alt i Verden — men jeg turde ei love
dig Ægteskab, fordi jeg troede du vilde forspilde din Fremtid
ved at udsætte dig for din Faders Vrede. Og saa troede jeg,
du snart vilde glemme mig, for du kommer jo sammen med
saa mange vakre og forstandige Damer. Men da jeg læste
Glæden i dine Øine ved igjen at se mig, da troede jeg paa
din Kjærlighed — den varer evig.» — Og hun greb hans
høire Haand og kysssede den under lydelig Hulken.
Erling saa atter op. «Min Brud,» sagde han jublende
«nu er du min for altid — — jeg dør en skjøn Død —
i en elsket Kvindes Arme — Frida» — Resten døde hen i
en svag Hvisken. Han lukkede sine Øine. — «Min Erling —
min egen Erling,« hulkede hun — «aa — aabn dine Øine,
saa jeg atter kan se derind og læse din Kjærlighed.» — Men
de forblev lukkede for altid. Et lykkeligt Smil laa over hans
blege Læber, der aldrig mere skulde fortælle hende om ’hans
første, dybe Kjærlighed. — Sandseløs af Sorg og Fortvilelse
bøiede den unge’ Pige sig over den hensovede, hvis Ansigt
hun bedækkede med lidenskabelige Kys. — Og over de to
glimtede skarpe Lyn fra den mørke Himmel, medens
Tordenens frygtelige Larm sprængte ind imellem Fjeldene i den
trange Dal.
Pludselig for Frey op med et uhyggeligt, klagende Hyl.
Haarene reiste sig paa dens krumme Ryg.
Thi op imellem nogle store Klippeblokke længere nede
hævede sig en mægtig Hubro med usikre, lydløse Vingeslag
op mod den snevre Aabning mellem Klipperne.
literatur.
Det store Spørsmaal. Af Pastor J. Jansen. Pris Kr.
120. H. Aschehoug & Co.s Forlag.
Pastor Jansen har allerede tidligere udgivet en Række
mindre Bøger og Brochurer — «Personlig Kristendom»,
»Hver-dagsprædikener», «Fra Hjertets Verden» o. s. v. Den her
foreliggende, «Det store Spørsmaal», er otte Prædikener, holdt
i Røken, hvor han, sidst var Prest, og hvorfra han, paa Grund
af Sygdom, for et Par Aar siden tog Afsked.
Den her foreliggende lille Bog udmerker sig, som Pastor
Jansens øvrige Bøger, og som hans Prædikener i det Hele,
ved en sjelden Renhed og Enkelhed i Stilen og en rVafme
og Personlighed i Indholdet som man sjelden træffer.
Der er ingen svævende Talemaader, ingen opstyltrede religiøse
Fraser, ingen lærde Fortolkninger. Paa hver Side og i hver
Linje er det et Menneske som taler til en, men et Menneske
som har mødt Gud, og hos ham fundet Fred. Og med
Gjenskinnet af denne Fred over sit Væsen og over sine Ord peger
Pastor Jansen paa Mørket i Sjælene, paa Tvilen, paa de «store
Spørsmaal» og derpaa lige^ enkelt, lige fordringsløst, paa ham
som kan besvare Spørsmaalene og givt Lys.
Kogretoog. Af Agnes Norman, Bestyrerinde ved
Husholdningsskole for unge Damer. Med en theoretisk Indledning af Sophie Møller.
Denne nye Kogebog, der, som man af Navnene vil
forstaa, i det væsentligste indeholder det samme som «Urd»s
Kogebog, der har faat en saa almindelig rosende Omtale
saavel i Pressen som privat, er netop udkommet paa Frk. Agnes
Normans eget Forlag. Den er nærmest beregnet paa Eleverne
ved Frk. Normans Husholdningskole, men er ogsaa at faa. kjøbt
for andre.
«Urd»s Abonnenter faar jo Kogebogen, i heftevis, gratis,
men der er sikkerlig mange af «Urd»s Læsere som gjerne
vil benytte sig af denne Anledning til at sikre sig en god,
praktisk og solid Kogebog.
Vort Hjem. Udgivet af Emma Gad og Sofie Holten. 16de
Hefte å 6o Øre.
Det nordiske Forlag.
Kristelige Fortællinger. Ordnet efter Bibelen. Til
Brug for Prædikanter, Religionslærere og Hjemmet. Ved A.
Rogndokken. Med Forord af Sogneprest J. Jansen. lode
Hefte å 50 Øre. Jacob Dybwads Forlag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
