Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 48. Lørdag 2. December 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474
urd
denne sygelige Higen efter alt, som er nyt — læser dem, fordi
andre have læst dem og taler om dem, fordi vi ogsaa vil følge
’med. Vi læser dem og tænker ikke paa, at vi fordærver vor
Smag, forpester vor aandelige Atmosfære og øder vor Tid.
Om nogen foreholder os dette, er vi strax færdige til at
fralægge os enhver Mistanke om, at vi er enige i Tendentsen
eller synes, de er gode; men hvorfor da læse dem ? Hvorfor
læse, hvad der er værdiløst, slet og uskjønt, aldenstund der
gives saa uendelig meget stort, skjønt og godt, som vi aldrig
rækker at faa læst. Hvilke Stjerner findes der ikke paa den
ældre Literaturs Himmel, Stjerner, der gjennem Aarhundreder
have straalet til Menneskenes Pryd og Beundring og ville
vedblive at gjøre det, saalænge der gives Kultur paa Jorden —
længe, længe efter at vore moderne Lygtemænd er forsvundne
i det mosede Dynd, der har fostret dem. Om der ikke blev
skrevet en Bog mere, vilde Menneskene dog ikke komme til
at mangle Læsestof. Ja, man kunde næsten fristes til at sige,
at det ingen Skade var, om saa skeede. Vi vilde kanske da
bringes til at søge ældre, sundere Kilder for vor aandelige
Næring og faa Forstaaelsen af, at der har været Folk paa
Bjerget før os, Folk, der havde en ganske anden Agtelse baade
for sin Kunst og sit Publikum end Trosset af vore Dages
saakaldte Digtere og Forfattere. Vi vilde maaske da gjenvinde
Troen paa, at der dog er saa meget godt, skjønt og ophøiet
i Livet, som er værd at stræbe efter, og som virkelig ogsaa
kan naaes og er bleven naaet — en Tro som den moderne
Literatur med sin Styghed og Trøstesløshed trolig har hjulpet
til at udrydde hos den yngre Generation.
Vi er ofte — og det med fuld Grund — saa kræsne
i Valget af vor Omgang og vore Bekjendte, — er saa forsigtige
med, hvem vi tilstæder Adgang til vore Huse; men hvilke
Bøger vi lader komme ind i vore Hjem, se dermed er vi
ikke nær saa nøieseende. Staar der bare et udskreget Navn
paa Tittelbladet, og er Bogen dygtig omtalt eller omtvistet,
saa slipper vi den gjerne ind og spørger ikke saa nøie efter
Aanden og Tanken, hvori den er skreven. Det er ofte meget
simpelt Selskab vi paa den Maade kommer op i.
Det er vistnok saa, at det mangengang kan være
vanskelig paa Forhaand at afgjøre, om en Bog er sund, god
Læsning eller ikke — man kjender den jo ikke, før man har læst
den, og hverken Forfatter eller Kritik yder i vore Dage
nogen synderlig Sikkerhed i saa Henseende. Foruden at
Kritiken ialmindelighed er anynom, saa man ikke kjender
vedkommende Anmelders Kvalifikationer eller ved, hvilken Vegt
man vil tillægge hans Dom, er den som oftest altfor
overbærende. Naar der bare er Fnug af Originalitet eller Talent,
saa bæres der gjerne over med alle andre Synder og lægges
ikke saa megen Vegt paa en Bogs moralske og ethiske Værd
som paa dens specifik kunstneriske. Hvor langt nyttigere og
mere veiledende for Publikum vilde ikke Anmeldelserne være
om de simpelt hen angav Bogens Indhold, den Aand og Tone,
hvori den var skreven og det Syn paa Livet, den viste, og saa
forsynedes med Navns Underskrift. Ialmindelighed kan man dog
ved lidt Opmerksomhed af Anmeldelserne nogenlunde slutte sig til
en Bogs Gehaldt, og hvad der end kan være at sige paa Kritik
og Forlæggere i denne Sag — og det kan være ikke saa
lidet — saa er det dog Publikums egen Feil, at det kjøber
og læser, hvadsomhelst der bydes, og det var dette Forhold
vi her nærmest vilde fæste Opmerksomheden ved. G.
Baronesse Dahlerup.
(Forts.)
a Baronesse Dahlerup blev Enke, følte hun straks, der
maatte arbeides. Pensionen var liden, og Børnenes
Opdragelse krævede meget. — Først gik hun paa
Tegneskole og lærte forskjellig Kunstindustri — blandt andet at
kolorere Nationaldragter for et fotografisk Atelier. Da hendes
lille Pige døde, gjorde Sorgen hende næsten helt uskikket til
Arbeide. Men det fik ikke hjælpe — hun maatte! Saa syede
og broderede hun, Dag og Nat, de fineste Duge og Lagener
i Hedebosøm; og mange Slags Tanker blev nok syet ind i
dem! Ogsaa andre Arbeider forfærdigede hun eller gav Tegning
til, saaledes Majolikaskaale, Vaser, Borde og nogle smaa
Æggebægre med et malet Ansigt og en rød Lue paa som
Ægge-varmer. Der gik i tusendvis af disse til Jul. — Saaledes
svandt Aarene, men uden hvad man kan kalde Gjennembrud.
Og mangt et Offer af de gamle Familieskatte maatte bringes,
forat Sønnernes Opdragelse kunde fuldendes uden Savn.
Af og til havde Baronessen udstillet i Industriforeningen;
og dens Formand, Hofjuveler Michelsen, foreslog hende at levere
Arbeider til Chikagoudstillingen 1893. Hun havde lidt Haab
om pekuniær Støtte; men denne udeblev, og hun reiste paa
egen Haand derover med alle sine Sager. Først og fremst
var det «Eventyrsengen», hun satte sin Lid til. Den, maa
have været aldeles fortryllende! Figuren over Hovedgjærdet,
Ole Lukøie, var modelleret af Prof. Saaby, Paraplyen var af
høierød Silke med Billeder fra H. G. Andersen Eventyr malet
indeni. Selve Sengen var hvid lakeret med Guldforsiringer,
Silketæppet blaat og Lagen og Pudevaar rigt broderet med
Hedebosøm.
En anden Seng, ikke fuldt saa fin, men dog med
Gardiner, Ole Lukøie og Paraply lod Baronessen forarbeide og
forærede den paa Kronprinsparrets Sølvbryllupsdag til et
Barnehjem i Ordrup. Her er et Par Vers af det Digt, der fulgte
med Sengen:
Og staar den da der, den festlige Seng,
til Fryd for dem alle, Pige og Dreng,
som følger den gode Lære;
da er der ved Sengen det Merke sat,
at hvo, der faar sove i den en Nat,
har vundet den største Ære.
Thi Barnet elsker, hvad der er smukt;
og naar de har de smaa Øine lukt,
og Søvnguden bøier sig over,
saa kan det nok drømme et yndigt Digt
og tro sig lykkeligt, elsket og rigt,
ifald saa længe det sover.
Man skulde tro, at Sengeleiet alligevel maa være
Baronessens Kjæphest! Hun viste mig nemlig i sit Soveværelse
en tredie Barneseng, hun havde givet Tegning til og ladet
udføre. Den var aldeles nydelig og prydet med et høit,
ud-skaaret Hovedgjærde, hvorpaa Malerinden Leis Schielderup
vor Landsmandir.de — havde anbragt et symbolsk og stiliseret
Barnehoved, hvis Haar dannede Skyer om Nymaanen og en
skinnende Stjerne. Det var Baronessens yngste Sønnesøn, den
lille Benjamins Seng.
Men tilbage til Udstillingen i Chikago. Der var desuden
en komplet Bondestue i gammel dansk Stil, en Del Majolika,
Broderier, Æggebægre samt ætsede og antike Sager. Fru
Dahlerups Udstilling blev anseet som en i sin Slags enestaaende
interessant; og hun fik tre Medailler og Diplom samt tre
Diplomer til Uddeling mellem sine Folk. — Men Fortsættelsen
var nok ikke saa god for hende — desværre._ En Orkan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
