Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 50. Lørdag 16. December 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
egne smukke og hyggelige Bondegaarde med sine Haver,
smukke Græsplæner og Hækker, og jeg tænkte paa hvor
megen Rigdom der laa skjult i denne Ørken; med lidt
Flid og Foretagsomhed kunde den bringes til rig
Blomstring; Jordbunden er saa frugtbar, at alt kan gro i den.
Gaarden var omgivet af et eneste Vildnis. En liden
Dam laa midt i den bare Plet Jord, som skulde have
været Have, og et Par Ænder laa mellem Sivene eller
morede sig med at plaske lidt i Vandet. Ingen
Korneller Hvedemarker bølgede i den milde Luft. Det eneste,
Boerne dyrker, er Mais, og ni den dyrker de Jorden
kummerligt nok. Maisen maler og sigter de fint og
bager saa sit Brød; det smager godt, naar det er ferskt,
men er det et Par Dage gammelt, er det haardt og surt.
I alle de Aar Boerne har havt Transvaal, synes
det aldrig at være faldt dem ind; at de med lidt Arbeide
og Omhu kunde have gjort Landet baade indbringende
og vakkert. Vand findes der i Reglen i en Dybde af
30 Fod. Vel er Græshopper og Tørke slemme Fiender,
men i Natal, hvor disse Ulemper er ligesaa kjendte og
Klimaet meget hedere, er en stor Del af Landet under
Opdyrkning.
Grunden til at Boeren forsømmer sin Jord, er ikke
den, at han bruger sin Tid til at sørge for sin aandelige
Udvikling, thi den .eneste Bog han i Regelen eier, er
Biblen; han skriver aldrig Breve, og han gjør ikke
Toilette. Den almindelige Boer klæder sig ikke af, naar
han lægger sig, og i Reglen har han et meget
uappetitligt Udseende. Han er hverken barberet, vasket eller
børstet; hans Hud, hans Haar og Klæder har en og
samme Farve, der staar i nært Slægtskab med Jordbundens.
Da Solen sank bag Høiene, og den korte Skumring
gik over til Mørke, hørtes en Lyd af mange Frøers
Kvækken; den kom fra den før nævnte Dam. Da vi
havde spist til Aften, gik jeg til Sengs. Skjønt jeg var
meget træt af Reisen, kunde jeg ikke faa sove, da der
var en hel Hær af Lopper som angreb mig paa det
frygteligste. Morgenen kom omsider, og med den
Frokosten :• Strimler af det tørrede Kjød jeg havde set
Dagen i Forveien, kogt i en Stegepande, Boer-Smør og
Brød, The og Kaffe udgjorde det frugale Maaltid. Jeg
valgte Kaffe, men angrede straks, at jeg ikke havde taget
The. Ingen af Delene er gode, men Boernes Kaffe er
ligefrem frygtelig. Den bestaar af en Sammenblanding
af forskjellige Ingredienser, dog spiller Maisen den mest
fremragende Rolle, og Kaffebønnerne, der er brændt
hjemme, udgjør kun en ringe Del af Blandingen. Denne
Blanding er saa at sige baade Mad og Drikke og nydes
paa enhver Tid af Dagen. Grunden til at
Boerkvinderne har saa gigantiske Former, saavel naar de kommer
lidt op i Aarene som ogsaa ofte i den tidligste Ungdom,
siges at være den, at de drikker denne Kaffe utallige
Gange om Dagen.
Da vi havde spist Frokost, var Manden 1 Huset
saa høflig at tilbyde sig at vise mig Omegnen, og jeg
gik med ham ud. Det var en herlig Morgen. Solen
havde allerede tørret Veiene, saa der ikke var Spor af
Nattens heftige Regn. Da vi atter vendte tilbage, blev
der paany serveret Kaffe, og jeg gjorde den Opdagelse*
at der laa to Høns paa Eg under de med Sirts
drappe-rede Borde i Hjørnerne; jeg fik ogsaa Øie paa en Del
Høns og Kyllinger, der spaserede ud og ind fra Stuen
til Verandaen, som de selv havde Lyst. I Løbet af
Dagen kom der Besøg af Hollændere fra en anden
Bondegaard; de kjørte i en Vogn, trukket af Okser. De
betragtede mig med megen Mistro og maalte mig fra
Hoved til Fod.
Jeg var ikke opfyldt af Beundring for disse Menne-
sker, da jeg forlod dem, skjønt de havde vist mig megen
Gjæstfrihed.
Blandt Boerne er der mange smukke og friske unge
Piger, men de bliver hurtigt enten uformelig tykke eller
skrækindjagende magre, og, det tør jeg dristigt sige,
styggere gamle Kvinder end Boernes findes ikke i noget
Land.
En uafgjort Regning.
Af Sune Folkeson.
(Forts.)
I, nderst inde laa det første Brev fra John som nygift. De
I var alle saa ulige ham, slig som hun kjendte ham. Han
havde lagt af sig det forbeholdne Væsen og talte frit og
aabent.
— Du er urolig over at jeg har valgt en bortskjæmt,
feteret Baldronning til Hustru? Du er ræd for at hun ikke
passer for mig. Jeg kan ikke svare dig herpaa; jeg ved bare
at jeg er saa lykkelig, og at jeg undertiden er bange for det
hele skal være en Drøm. Om du blot vidste med hvilken
bævende Henrykkelse jeg ser hende ligge her ved Siden af
mig paa Chaiselongen, mens jeg skriver! Jeg skulde gjerijé
ville være Bladene i den Bog hun læser, forat de blødé;
vakre Hænderne, som bringer mig ud af Koncepterne véd
den mindste Berørelse, kunde glide over mit Ansigt, ligesom
de glider over Bogens Sider.
Hun holdt op at læse og saa paa sine Hænder — de
var sjelden smukke, og hun lo, et bortskjæmt Barns Latter,
idet hun strøg dem mod Brevet.
Hun tog et andet Brev: — — — — Nu da djj har
set os sammen, bebreider du mig, at jeg er saa hjælpeløs og
saa bly ligeoverfor hende. Men Mor, jeg vover næsten ikke
at røre ved hende; hun er saa fin og saa tender; jeg. er
næsten bange for at jeg kunde bryde hende istykker med
mine grove Arbeidshænder. Hun er som en liden Fugl, ser
du, en liden Fugl der en sollys Vaarmorgen har slaat sig ned
paa Brettet udenfor mit Vindu og synger, fordi det er Vaar
rundt omkring —- — — — og om jeg strakte ud Haanden,
kunde Sangen forstumme, og Fuglen flyve -
Jeg forstaar godt, at jeg i hendes Øine maa være
ubetydelig, kjedelig og dum. Naar hun taler om Bøger, Kunst
og Theater, sidder jeg taus; jeg tør ikke sige noget, fordi
jeg er bange for at hun da skal slutte at tale, og jeg ikke
længre skal faa høre det henrivende, syngende Tonefald i
hendes Stemme. Du ved jo, at jeg hørte hende le førend
jeg saa hende. Og at jeg holdt af hendes Stemme endnu
inden jeg vidste hvor vakker hun var. En Kvindes Stemme
har aldrig bedraget mig; hvor den er blød og varm çg
syngende, der er et godt og friskt Hjerte, om Vedkommende
selv ikke ved om det — — — — — — — — — —
Hun saa op med et varmt og taknemmeligt Blik i sine
store, mørke Øine. Hvor det vilde have været deiligt at
elske en slig Mand — — — —! Nervøst tog hun et andet
Brev i Haanden — — — — Mor, om du saa Udtrykket
i hendes Øine netop nu. De er saa store, saa alvorlige, at
de kaster en dyb Skygge over det lille runde straalende
Barneansigt og giver Udtrykket en slig henrivende Blanding af
Barnlighed og Kvindelighed. Og saa milde som de kan være
naar hun ser paa en Blomst t. Eksp., hvert Blik er næsten
som et Kjærtegn–— — — — — — — — —- —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
