Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - Kong Eysteins Kur. Af Johanne Vogt. Illustrationer af Othar Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kong Eysteins Kur
Af Fru Johanne Vogt,
f. Collett.
|en Tørste
Vinterdag var
kommen; en
skarp Nordenvind
strøg gjennem
Gaderne og bragte
med sig et let
Snefog, der spredt
lagde sig over de
stivfrosne, sodede
Gader, hist og her i
en tynd Skavle, som
atter feiedes væk
af Vinden, der
stadig tog til og snart
vilde gaa over til
en af vore
bekjendte Oktoberstorme.
En tom Slæde,
og bag paa den en
Kusk indhyllet i en
Skindpels med
Kraven opover Ørene,
for som Blæsten
afsted; af og til
standsede han ved
et Hus — bandt
Hesten, løb ind, og kom igjen tilbage rystende paa
Hovedet. Endelig i Tordenskjoldsgaden lykkedes hans
Foretagende; han bragte en yngre Læge med sig, og nu
gik det i strygende Fart op til et lidet Hus i en Have
i Pilestrædet; intet Ord var bleven vekslet, men da de
standsede, sagde Doktoren: «Er det her?»
«Ja, skal jeg vente?»
«Nei, jeg gaar hjem, tak;» han vilde betale, men
Kusken svarede, idet han svingede Slæden, «jeg er betalt
og det rigelig.»
Doktoren gik ind i det lille, enetages Hus.
Gadedøren stod paa Klem og Stuedøren aaben. Igjennem et
Par tomme Værelser kom han til en lukket Dør, han
bankede paa og traadte ind.
Paa Sengen laa en Officer i fuld Uniform.
Vaaben-kjolen var knappet op og Skjorten brettet tilside. Doktoren
saa i Øieblikket, at han var død. Han kjendte Tegnene,
skjønt ethvert andet Blik vilde troet, han bare havde
kastet sig ned og var sovnet ind — en let Søvn, hvorfra
den unge, stærke Mand snart vilde vaagne. Han skred
hurtig frem — men hvad laa der paa Gulvet ligesom rul-
Illustreret af
Othar Holmboe.
let sammen — det
var en
Kvindeskikkelse — hans
Hustru.
«Reis Dem,»
sagde Doktoren,
men hun rørte sig
ikke. Han tog
hende varsomt
under Armene og
løftede hende op, saa
gik han hen til den
Døde, rørte ved den
hængende Haand,
lyttede paa Hjertet,
men alt var stille,
stille — intet
Livstegn.
«Han er død.»
Hun udstødte
et kort
Fortvivlelsens Skrig. Saa
tog han hende blidt
og førte hende ud
i næste Værelse.
«Fortæl mig alt.»
Hun samlede sig
under hans faste,
men deltagende Blik.
«Han kom kjørende fra Kontoret, sagde, han følte
sig syg; jeg gik ind med ham, og medens han laa stille,
saa jeg nogle Trækninger i hans Ansigt. Øinene
aabnede sig i et bristende Blik, og alt blev stille. Jeg
sprang ud til Pigen, bad hende hente en Læge og saa
— saa kom De endelig. Aa, hvad er det?»
«En Hjertelammelse formodentlig. Har han før havt
nogen Besvimelse?»
«Nei, men han har følt sig overanstrengt og nervøs
i hele Høst.»
Dette blev sagt i en rolig, næsten iskold Tone, men
med et udstødte hun atter dette korte Fortvilelsens Skrig
og sank sammen i Sofaen.
Doktoren betragtede hende opmerksomt.
«Hvem er deres Læge?»
«Vi har ikke havt nogen de sidste Aar. Vi har
altid været friske.»
«Maa jeg være Deres Læge disse Dage?» spurgte
han blidt.
Hun aabnede sine store, mørke Øine og saa paa ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
