Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - Circusbarnet. Af Hulda Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gjænger kryber ud og ind gjennem de 6 Ruder og saa
nedover Stangen, der tilsidst, trods hans lette, varsomme
Bevægelser, svaier voldsomt. Mandens Ansigt er som
blodsprængt, da Gutten endelig løftes ned i Manegen af
en Tjener. Han blir befriet for Marterinstrumentet og
springer op. Vidunderbarnet tumler et Sekund som
sanseløs frem og tilbage, men gribes saa hurtig af den
store Mand, og saa bukker de og smiler, smiler og bukker.
Atter og atter maa de frem, men om Guttens Mund gaar
skjælvende Trækninger, stærkere og stærkere, og sidste
Gang kommer Athleten alene.
Og saa kom Clownerne! Ah! Publikum var ogsaa
voldsomt anstrengt; lidt Hvile kunde sandelig trænges!
–Men om Natten sov jeg den onde
Samvittigheds daarlige Søvn. Atter sad jeg i Circus. Den store,
smilende Mand laa paa Ryggen med Stangen mellem
sine Bjørnetænder, og opover den klatrede et lidet
spinkelt, skjælvende Barn med malet Smil om blodløse
Læber. Jeg vilde blande min Røst i Publikums Jubel;
men kunde ikke faa Lyd. Saa reiste jeg mig op, vif-
tede med Lommetørklædet og gjorde alleslags
opmuntrende Grimacer. Mere! Mere! Høiere! Høiere! skreg
det indi mig. Og da han endelig var oppe, smilte jeg
stort og idiotisk i fortvilet Anstrengelse for at faa vist
ham min Begeistring. Men idetsamme vendte han sig
helt om imod mig og fæstede paa mig et Blik, der traf
mig som Lynet. Store Gud! Jeg slog Hænderne for
Ansigtet — det var jo min egen lille Gut — hans gode,
gode Øine saa ned paa mig med det dybeste Udtryk af Bøn
og Sorg, Rædsel og Bebreidelse det skalv stærkere og
stærkere om hans Mundviger, al Farve og alt Udtryk af Liv
veg fra hans Ansigt, Stangen svaiede — i næste Øieblik
vilde han ligge knust i Manegen. Et umenneskeligt Skrig
presset sig frem af min Strube, idet jeg vaagnede. Jeg sprang
op og styrtede hen til Sengen, hvor min lille Gut sov roligt
og godt med Sundhedens Roser paa de runde Kinder,
og jeg kasted mig paa Knæ og hvisket: Omforladelse!
Atter og atter gjentog jeg det, — en inderlig Bøn
til Gud for Gutten min og alle smaa Barn i hele Verden.
— — Hvor kunde jeg nogensinde været med til
sligt — jeg, som var Mor og vidste, hvad et Barn var!
Og jeg skammede mig paa Menneskehedens Vegne!
Og især paa Kvindernes. Men allermest paa mine egne,
fordi jeg havde forhærdet mit Hjerte og ved mit Bifald
opmuntret til Barneoffer.
Gid alle Mødre en Gang i sit Liv maatte føie den
Hjerteangst, jeg led i Drømmen hin Nat, da ved jeg
vist, at Barneofringens Tid snart vilde være forbi, thi
der vilde reise sig et Skrig om Barmhjertighed saa
stærkt, at det maatte høres, saavist som mit svage Raab
nu kun vil bli en Røst i Ørkenen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
