Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - En uanet Tragedie. Af Laurence Alma Tadema. Oversættelse af Tyra Bentsen. Titelvignet af Th. Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MODEREN.
Det kan synes saa. Men man lever alligevel, om end
Hjertets Verden er død.
DATTEREN.
Mor!
MODEREN.
Mit Barn ?
DATTEREN.
Det er noget, jeg gjerne vilde vide, men — — —
MODEREN.
Men?
DATTEREN.
Jeg har aldrig turdet spørge om det. Hvem var —
din Verden? Var det din Far eller din Mor? Eller
er man gladere i sin Mand end i sin Mor? Du smiler?
Synes du, jeg er dum ?
MODEREN.
Jeg holdt inderlig af mine Forældre. Men der var en
din Far —, som var mig kjærere end alle.
DATTEREN.
De Dødes Stemmer! . . . Alle dine Kjære er døde. Bare
en igjen, en — dum liden Pige. Men jeg kan ikke høre
de Dødes Stemmer i Vinden. Hvor gammel var jeg, da Far
døde? Syv eller otte eller deromkring? Jeg husker ham
nok, men han staar ikke klart for mig. Var han slig som
paa Billedet? Akkurat slig?
MODEREN.
Som paa Billedet?
DATTEREN.
Ja, saa bleg og vakker og statelig? Jeg har altid
syntes, at dette Billede havde en Feil; for der er —
skal jeg si det ? — noget saa haardt i dette Ansigt, den
lige, Innge Næse og Læberne saa’n sammenknebne. Men jeg
kan aldrig huske, at jeg var ræd for ham. Han var altid
snil, tror jeg
MODEREN.
Ja, han var snil.
DATTEREN.
Men dit Billede har ingen Feil. Jeg sidder saa ofte og
stirrer paa det endda jeg kan se det med lukkede Øine
til du blir levende for mig, ung som jeg. Du har ikke
forandret dig. Her og der lyser et hvidt Haar blandt de
andre, det er alt.
MODEREN.
Men der er da Rynker?
DATTEREN.
Nogen faa, men ikke saadanne, som Verden sætter. Dine
Rynker er alvorlige, men dog gode; Sorgens Fodspor bare.
Du var sikkert den vakreste af dine Lekesøstre.
MODEREN.
Jeg havde ingen Lekesøstre. Og vakker har jeg
aldrig været. Det synes kun dig saa, som ser mig med
Kjærlighedens Øine. Jeg var middels høi, men altid tynd. Min
kjære Mor var meget bedrøvet over mine Arme, og naar Sir
Jasper kom til os, pleiede hun at si, idet hun kneb mig i
Armen: Sir Jasper, det stakkels Barn har altid været
svageligt og har mistet sit Kjød. Og Gud ved, at jeg ikke havde
for en Penny for meget. Stakkels Mor! Hun var ogsaa
fortvilet over mit Haar, fordi det var rødt, endda det havde en *
vakker Glans og var langt. Mine Fregner kunde hun ikke
faa bort, men Huden var hvid nok mellem dem. Nei, jeg
har aldrig været vakker.
DATTEREN.
Naar du ikke var sammen med Mor eller Far, var du
saa alene ?
MODEREN.
Jeg var sjelden alene, da jeg var eneste Barn.
DATTEREN.
Naar jeg ligger i min Seng i mit lille Værelse ovenpaa,
tænker jeg saa ofte paa dig, da du laa der oppe i
gamle-Dage.
MODEREN.
Aa, hvor jeg sov dengang! Og hvor jeg drømte!
Men anderledes end jeg nu drømmer.
DATTEREN.
Var du meget flittig hele Dagen ? Fortæl! Aa der er
saa meget, du maa fortælle! Saa meget, som jeg aldrig har
hørt. Var du nogengang saa doven som jeg?
MODEREN.
Du har bare en Læremester, og det en daarlig en.
Jeg havde to. Min Mor var en flittig Kone, af dem,
som synes, det er en skrækkelig Synd at sidde fem
Minuter med foldede Hænder. Fra Morgen til Aften
maatte hun være paafærde, og uden hende havde vi sandelig
været ilde faren. Far, som var lam, sad hele Dagen med
sine Bøger og tænkte aldrig paa Husholdningsaffærer eller
spurgte, hvorfra hans Middag kom, skjønt han vist ofte
undrede sig over, at han idetheletaget fik nogen. Men Mor
var anderledes. Hun var Bondedatter; hun og hendes Søster
havde i sin Ungdom været bekjendte for sin Dygtighed i Huset.
Og det var nok ogsaa nødvendigt, da Mor i en sén Alder giftede
sig med en fattig Mand.
DATTEREN.
Var Bedstefar saa fattig?
MODEREN.
Dette Hus og Haven var hans, samt den lille Skog
rundt Sortetjernet; men hans Pung var altid slunken.
Mor kjøbte Parken og den lange Eng for en Del af sin
Medgift. Det andre har jeg kjøbt til i de senere Aar. Dengang
havde vi bare en Mand til at stelle Kjørene og gjøre
Markarbeidet; en liden Pige hjalp os i Huset. Mor og jeg havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
