Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - En uanet Tragedie. Af Laurence Alma Tadema. Oversættelse af Tyra Bentsen. Titelvignet af Th. Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MODEREN.
Mellem femten og atten. Jeg var atten Aar, da Sir
Jasper kom for at fri til mig.
DATTEREN.
Min Far?
MODEREN.
Han, hvis Billede hænger foran os. Jeg husker Dagen
godt. Det var Sommer og Bagedag. Mor og jeg var begge
meget varme og røde i Ansigtet, da han kom ridende ind
paa Gaarden. Vi havde ikke set ham, siden han som Gut
reiste til England efter sin Faders Død. Godset havde staaet
ubeboet i seks Aar; nu kom han for at bo der. «Spring op,»
sagde Mor, »og byt Kjole.» Jeg tror, hun var ræd for, at
jeg ikke vilde gjøre mig Umage nok for at se godt ud, thi
hun kom efter mig og børstede selv mit Haar. Da Far lod
os hente til sit Værelse, stod Sir Jasper der midt imellem alle
hans Bøger.
DATTEREN.
Blev du straks forelsket i ham ? Og saa ?
MODEREN.
Jeg syntes, han var den smukkeste Mand, jeg nogengang
havde set. Sandt at sige, saa havde jeg ikke set mange;
men om jeg havde set en hel By, saa havde jeg neppe
forandret Mening. Han var klædt i Sort, som var hans daglige
Dragt. Jeg har aldrig set ham anderledes.
DATTEREN.
Elskede han dig straks? Hvilken Farve havde din
Kjole?
MODEREN.
Det har jeg glemt. Efter den Dag kom han meget ofte
for at besøge Far. Han var en lærd Mand. De pleiede at
sidde indelukket i Timevis med sine Bøger og holde lange
Diskussioner. Vi kunde høre Summen af deres Stemmer,
naar vi sad og syede.
DATTEREN.
Jeg synes ikke, det var meget pent af Bedstefar. Han
skulde have ladet dig tale med din Frier.
MODEREN.
Jeg tænkte ikke paa ham i de første Dage. En vis
Kulde i hans Opførsel, hans Rigdom og Lærdom, Fars dybe
Agtelse for ham, alt fyldte mig med en tilbageholdende
Beundring, blandet med en Smule Frygt. Til mig talte han
sjelden; men henimod Aarets Slutning havde mine Drømme
lidt efter lidt antat Sir Jaspers Skikkelse. Og var ikke det
saa naturlig? Jeg, en ung Pige, ventende paa Kjærlighed,
ventende paa det ukjendte. Han smuk og god, gaaende ind og
ud hver Dag, Fars endeløse Ros over ham og Mors Glæde og
daarlig skjulte Ønsker bidrog til at øge mit Sværmeri med hver Time.
Og om han ogsaa begyndte at tænke paa mig, saa var
det ikke mere end rimeligt. Hans Liv var optaget af
Studeringer og Undersøgelser, han betragtede Ægteskabet som
en Pligt, men vilde dog nødig forandre den Gang, som hans
Liv engang havde begyndt. 1 mig fandt han en ung Kvinde,
hvis Skjønhed — skjønt tilstrækkelig til at behage — ikke
var stor nok til at vække Forfængelighed eller Letsindighed
hos dens Besidderinde, og som fra Fødselen af var vant til
en boglærd Mands Liv, til Agtelse for Lærdom, til Taushed
og Ensomhed.
I det nye Aar blev hans Besøg hyppigere, og han
pleiede ofte at finde en Undskyldning for at bli udover
Aftenen. Vi havde strengt Arbeide hjemme den Vinter; Mor
vilde gjerne faa fra sig alt grovt Arbeide tidlig, saa vi var
færdig, naar han kom, thi han kom altid uanmeldt. Vi maatte
staa op længe før Daggry, og jeg husker, hvor jeg sad og
gjæspede bag min Broderiramme, naar Sir Jasper en Aften
kunde bli længe, og ønskede, at han vilde gaa, skjønt jeg
ogsaa likte, at han blev længe.
DATTEREN.
Vidste du, at han elskede dig? Var han venlig mod
dig? —
MODEREN.
Han var altid venlig og høflig. Jeg troede, at han
elskede mig; jeg troede det, fordi jeg ønskede det, ikke af
nogen bedre Grund. Far sagde altid, at han burde henregnes
til Stoikerne, og jeg vidste, at det hørte til deres Lære at
undertrykke Sindsbevægelser. Derfor sagde jeg til mig selv:
han elsker dig, men han søger at undertrykke sin Svaghed.
Men en Dag vil hans Kjærlighed bli saa stor, at den vil
bryde hans sterke Viljes Baand; og jeg følte mig allerede
baaret væk paa Strømmen af hans mægtige Lidenskab,
hjælpeløs, druknende i Glæden.
Jeg tilstod aldrig for Mor, at jeg bar paa disse Haab.
Naar hun talte om ham som Frier og om de Dage, da jeg
skulde forlade Hjemmet, lo jeg af hendes Indbildning og
forsikrede hende, at det var mig aldeles ligegyldig, om han kom
eller blev borte. Men jeg var alligevel glad, da hun skrev
efter et blaat Klæde til en ny Kjole til mig.
DATTEREN.
En blaa Kjole? Hvordan var den syet? Var du sød
i den?
MODEREN.
Og for hver Gang han kom, gjorde jeg mig mere Umage
for at se pen ud og faa mit Haar klædelig opsat. Men Mor
og jeg var forfærdelig bedrøvet over mine Hænder, de var
saa ru af Kjøkkenarbeide og saa røde af Kulde.
DATTEREN.
Disse hvide, kjære Hænder?
MODEREN.
Mor lavede en Salve, og om Natten viklede jeg dem ind
i Flannel; men alt til ingen Nytte, røde blev de, og
Frostvabler havde jeg ovenikjøbet.
DATTEREN.
Stakkels lille Mor! Men han brydde sig ikke om, at
dine Hænder var røde, det ved jeg. Han vilde bare se paa
dit søde Ansigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
