Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - En uanet Tragedie. Af Laurence Alma Tadema. Oversættelse af Tyra Bentsen. Titelvignet af Th. Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han var vakker, men hans Øine var de mest lysende, jeg
har set.
«Hvor lang Tid kan det ta’,» spurgte han, idet han saa
paa mig, «at lære denne Kunst.» «Hvilken Kunst,» sa jeg.
«Denne Kunst, at haandtere dette fredelige Vaaben. Jeg vilde
gjerne faa mig noget Markarbeide.»
Jeg blev meget overrasket; thi hele hans Udseende
tydede paa, at han var en fin Herre. «De er ingen Arbeider,»
sagde jeg, idet jeg saa paa hans lange, hvide Hænder.
«Nei,» svarede han, idet han holdt dem ud fra sig,
«men disse blege Dovenpelser vilde gjerne lære at skaffe mig
Mad og Hus. Ikke skal slikt udueligt Kram, som bare lokker
og gjemmer paa Drømme og Daarskaber, arbeide længere for
mig.» Og han slog sig flere Gange haardt mod Panden.
DATTEREN.
Stakkels Mand.
MODEREN.
Jeg syntes ogsaa Synd i ham og studerede paa, hvad jeg
kunde gjøre for at hjælpe ham. Jeg tænkte paa vor store
Kløvereng, hvor de holdt paa at rage sammen, og tog ham
med did. Vor Tjenestegut havde bare et Par Barn til at
hjælpe sig og var glad over at faa en Haandsrækning, og min
Landstryger begyndte ivrig sit Arbeide. «Hvilket herligt
Arbeide,» sagde han, og han indaandede den søde Duft med
saadant Velbehag, at jeg gik leende hjem. Da jeg fortalte
Far min Oplevelse, vilde han høre den endnu en Gang,
derpaa bad han om sin Hat og gik ud paa Marken, saa fort
som han kunde humpe afsted. Jeg vilde gjerne ha gaaet med
ham, men der var en hel Del Søm at gjøre færdig.
DATTEREN.
Stakkels Mand! Hvor glad jeg er, fordi Bedstefar gik
og hentede ham.
MODEREN.
Sir Jasper kom, mens Mor og jeg sad paa Verandaen og
syede, og var meget overrasket over ikke at finde Far hjemme.
Mor fortalte ham Grunden til hans usædvanlige Fraværelse,
og saa sad vi tause alle tre. Sir Jasper tog en Bog ud af
sin Lomme og begyndte at læse. Jeg undredes paa, hvad han
tænkte mest paa, paa mig eller paa Bogen. Nu og da saa
jeg bort paa ham, men han saa ikke paa mig, før jeg stod
op for at dække Aftensbordet; da reiste han sig ogsaa og
flyttede sin Stol for at slippe mig forbi.
DATTEREN.
Tog Far ham med tilaftens ?
MODEREN.
Ja, han tog ham med tilaftens. Mor og jeg sad ved
hver vor Ende af Bordet. Sir Jasper sad ved Siden af mig
og Piers mellem ham og Mor.
DATTEREN.
Piers ? Hed den fremmede Herre Piers 1
MODEREN.
Nei, min Skat. Han hed Christopher South. Men han
syntes ikke, at det Navn passede til en Arbeider, og en Dag,
som han havde gaaet og pløiet, døbte han sig for Moro Skyld
Piers, og siden kaldte jeg ham altid saa.
Far, Sir Jasper og han talte sammen hele Tiden, mens
vi spiste. En dum Pige, som jeg var og til og med forelsket,
saa hørte jeg ikke meget efter, hvad de sagde, men fulgte
mine egne Tanker. Jeg tænkte paa al den Søm, som skulde
være færdig før Sengetid, thi Mor og jeg havde delt Resten
i syv eller otte Hauger, en for hver Dag. Og jeg tænkte
paa min Brudekjole og paa Godset, som skulde bli mit Hjem,
og paa Dagene, som skulde komme; og nu og da maatte jeg
ta mig sammen for at se efter, om Fadene trængte at fyldes.
DATTEREN.
Jeg haaber, at han spiste godt — —
MODEREN.
Men da vi næsten var færdig med at spise, begyndte jeg
at høre efter, ikke saa meget for Emnets Skyld, som for den
Maade, hvorpaa Samtalen førtes, og jeg saa fra den ene af
de Talende til den anden. Jeg havde ikke set Far saa
straalende paa længe. Han syntes aldeles revet ud af sit
sædvanlige tørre Bogvæsen. Han pleiede i Regelen at hente frem lange
Citater fra sin Hukommelses Forraadskammer og lænke disse
sammen, eftersom det var nødvendig, naar det gjaldt Ting,
som kunde bevise hans Kundskaber. Hans Tale bestod derfor
altid af en Kjæde af Kommentarer. Sir Jasper talte ogsaa
ligesom ud af en Bog, men af en ny Bog. Han holdt mere af
at studere de levende Sprogeend de døde og var derfor større
Tilhænger af de moderne Filosofer end af Klassikerne. Men
det tørre i deres Anskuelser, disse nøiagtige, tilmaalte Udtryk
for deres pedantiske Tanker havde aldrig slaaet mig, før jeg
hørte Piers. Han talte paa en anden Maade. Med Albuerne
støttet mod Bordet talte han ikke som en Bog, men som et
Menneske, og den Varme, som lyste ud af hans Øine, gjorde
hans skarpe Ansigt vakkert. Nu og da kunde han famle efter
et Ord, tage et Udtryk, som det faldt ham ind, og ofte kunde
hans Tale skyde en rivende Fart og næsten blive uforstaaelig;
men saa slappedes Strømmen atter. Man følte, at hans Indre
arbeidede for at finde Sandheden, mens han talte, at han ikke
talte for bare at drøfte andre Menneskers længst færdige
Læresætninger. Som jeg sagde, mærkede jeg Virkningen af dette
friske, tænkende Hode paa Far og Sir Jasper. Ofte overfaldt
han dem og satte dem fast paa en saadan Maade, at de
ikke kunde parere hans Slag med sine vante Vaaben. Saa
ivrig var de, at Sir Jasper glemte at staa op, da Mor og jeg
reiste os for at ta af Bordet. Jeg husker Mors Ærgrelse, da
hun saa den Ødelæggelse, Piers havde anrettet paa sin Ende
af Bordet. Saltet havde han tømt ud af Saltkarrene og med
Spidsen af sin Gaffel trukket mange Arabisker i Borddugen.
Men før Ugen var omme, likte hun ham ligesaagodt som vi
andre, og det var forbausende, hvordan hun siden vidste at
dække over hans Feil.
DATTEREN.
Blev han en hel Uge, den lysøiede Herre?
MODEREN.
Mere end en Uge, han blev længe efter mit Bryllup. Far
vilde ikke la ham gaa og vilde gjerne ha ham hos sig hver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
