Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - En uanet Tragedie. Af Laurence Alma Tadema. Oversættelse af Tyra Bentsen. Titelvignet af Th. Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dag for at snakke med ham.’ Men Piers havde lagt sin Elsk
paa Markarbeide og vedblev at fortjene sit Brød, som han sagde,
i sit Ansigts Sved. Sir Jasper gav ham ogsaa Arbeide, thi
vor Kløver var snart sat i Ståk.
DATTEREN.
^ Var Sir Jasper ogsaa glad i ham?
MODEREN.
Baade han og Far havde meget at udsætte paa ham.
En udannet Aand, sagde de, og de syntes ogsaa, at han var
en daarlig opdragen, impulsiv Gut, en god Plante, som for
tidlig gik i Frø. Men de var alligevel glade over at kunne
høste ind af hans Sæd. Hvor meget de kunde tale om paa
en Aften! Mor og jeg var taknemmelige over at vide
Mændene i saa gode Hænder, thi vore var fulde nok.
Senere forekom den Uge mig som en Drøm; men inden
nogle Maaneder viste Virkeligheden sig som den var. Den
Time nærmede sig, da min viljestærke Elsker skulde skjænke
mig sin længe tilbageholdte Kjærlighed samt sine verdslige
Godser, og den fremkaldte lyse Drømme om kommende Glæder
blandet med Vemod over det forbigangne, over mine Pigedage,
som nu næsten var tilende, og min Ømhed for mine Forældre
tiltog sammen med en hemmelig næret Varme for ham, som
•skulde bli min Mand.
Dengang var jeg mig vel neppe alle de mange stridende
Følelser bevidst; men de vandrede frem og tilbage over mit
Hjerte og efterlod sine Fodspor der.
Og denne Fremmede midt i alt dette, en Mand, som
vilde gjælde for Landstryger, og som de, som jeg mest agtede,
ikke kunde foragte, og for hvis Varme deres Stivhed maatte
vige, denne Mand, som vandt Mors Kjærlighed ved sit
barnlige Sind, og som eiede en medfødt Mildhed, der altid lærte
ham at sige og gjøre, hvad andre mest trængte af Venlighed
og Taktfuldhed, paa en Maade, som gjorde al Høflighed
tilskamme, — denne Mand gav mig i den sidste Uge af mine
Pigedage noget, som jeg aldrig havde kjendt, som Skjæbnen
havde bestemt, at jeg aldrig mere skulde kjende, — Latter,
den Latter, som fødes af Ungdom og Freidighed, og som
kommer fra Hjertets sprudlende Overflade.
DATTEREN.
Ja Mor, kan man vel leve uden Latter? Intet er saa deiligt
som at le og le af ingenting; men ofte er det ogsaa godt at
graate, graate over ingenting, — kanske naar man sidder og
ser ud igjennem Vinduet paa Maanen eller, ja — saa’n netop
over ingenting. Lo du saa meget sammen med ham ?
MODEREN.
Ja, det gjorde jeg. Ret som han sad og talte, kunde
der falde ham noget ind, og saa lo han, og ved saadanne
Anledninger saa han altid paa mig, da jeg var den eneste
Unge eller nærmest den eneste Dumme af dem. Dristig over
Nærværelsen af en Medskyldig stemte jeg gladelig i med, skjønt
jeg aldrig turde le helt ud, naar Far og Sir Jasper var
tilstede- af Frygt for at mishage dem. Undertiden kom Piers
for at holde Mor og mig med Selskab, og da lo vi af
Hjertenslyst. Jeg husker en Aften, som Mor stemte i med og lo,
saa Taarerne trillede ned ad hendes Kinder.
Men jeg fortæller dig dette for tidlig. Saadan tilbragte
jeg de Dage, som jeg fortæller om, men det var først længe
efter, at jeg rigtig blev opmærksom paa det, senere, da alt
var forbi. — Det gaar ofte saa. De Hændelser, som
bestemmer vor Skjæbne, kommer til os, uden at vi ved det, mens
vi er opfyldt af andre Tanker og andre Drømme. Først
senere ser vi det, som har brændt sig fast i vore Hjerter,
mens vi laa og drømte ....
Saa giftede jeg mig med Sir Jasper. — Hvad var det,
du vilde spørge om, min Ven?
DATTEREN.
Om saa mange Ting! — Men ikke nu. Jeg er ganske
forvirret. Fortæl mere om ham. Hvor kom han fra? Hvor
gammel var han? Hvem lignede han?
MODEREN.
Jeg troede, jeg havde fortalt dig det. Da har jeg glemt
noget af Vigtighed. Han fortalte det først til Mor og mig,
jeg tror, det var den anden Aften. Denne Gut, som vi holdt
ham for, var gift. Det var det, tror jeg, som fremkaldte
Mors Venlighed mod ham. Det forekom os saa forfærdelig.
Han var saa ung. Jeg husker, hvor stolt han var, da han
fortalte os, at han havde en Datter, en liden’^Pige paa fire
Maaneder. Mor graat, da hun hørte det.
DATTEREN.
Hvorfor graat hun?
MODEREN.
Af Medlidenhed, kjæreste. Der er mange sørgelige Ting
i Verden, men intet mere sørgeligt end Synet af et Barn,
født efterat Kjærligheden er død mellem dem, som staar det
nærmest.
DATTEREN.
Elskede han da ikke sin Kone?
/
MODEREN.
Den Fortælling en anden Gang. Men han havde kjendt
megen Sorg.
DATTEREN.
Stakkels Mand! Fortæl mig om dit Bryllup, ellers
kommer jeg ogsaa til at græde, og jeg vil nødig komme til
dit Bryllup i Taarer.
MODEREN.
Det var en deilig Dag. Jeg vaagnede meget tidlig og
gik ned, hvor jeg fandt Mor, Gud velsigne hende! Jeg tror
ikke, hun havde sovet den Nat. Jeg var ikke meget
lykkelig nu, da Tiden var kommet. Men ogsaa hele den Dag gik
som en Drøm. Jeg var meget træt, og alle de forskjellige
Følelser, som gjennemstrømmede mig, dræbte hinanden og
kvalte Bevægelsen. Jeg husker, at Kirken var fuld af Folk,
thi hele Sognet^kom for at se os. Mor vilde gjerne følge
Skikken og bede nogle af Naboerne hjem, men Far vilde det
ikke, og saa spiste vi fire og Piers alene til Middag. Det
var en deilig varm Dag. Jeg husker, hvordan Hvepserne
sværmede omkring Bordet, og hvor støiende deres Summen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
