- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
536

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - En uanet Tragedie. Af Laurence Alma Tadema. Oversættelse af Tyra Bentsen. Titelvignet af Th. Holmboe

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

daglig et Par Timer hos ham. Jeg havde haabet at faa ham
overtalt til at flytte til os, men han vilde ikke forlade dette
Hjem.

DATTEREN.

Blev han her, til han døde? Saa jeg ham ofte? Jeg
tror, jeg kan huske, at jeg sad paa en gammel Mands Knæ.
Var han glad i mig, Mor?

MODEREN.

Det var ham en stor Glæde de sidste Dage at høre dit
barnlige Pludder. Du var tre og et halvt Aar, tror jeg, da
han døde.

DATTEREN.

Vent, mens jeg lægger i Kaminen, søde Mor. — Saa.
Fortæl videre.

MODEREN.

Som jeg fortalte, gik Sir Jasper og jeg daglig for at
besøge Far.

En Søndag gik vi sammen hjem; jeg mener til min Fars
Hus. Det var i April, en deilig, varm Dag. Noget af Vaaren
var ogsaa i mig, jeg tror, jeg kunde have danset, hvis jeg
havde været alene. Da jeg naaede Porten til mit kjære Hjem,
kunde jeg ikke længere gaa rolig, men løb fra min Mand og
styrtede ind i min Fars Værelse, før min Mand kunde aabne
Døren for mig. Og der, ved Siden af Far, sad Piers.

DATTEREN.

Aa, jeg er saa glad.

MODEREN.

Det var jeg ogsaa. Jeg havde nedkjæmpet mine
taabelige Tanker saa godt, saa jeg i dette Øieblik slet ikke huskede,
at de havde været dei, og vi mødtes som hjertelige Venner.

Ogsaa Sir Jasper lod til at være meget glad over at se
ham. Vi spiste alle i Kjøkkenet som i gamle Dage med
Undtagelse af, at en var borte. Men nu var vi alle glade. Det
forekom mig, at jeg ikke havde leet, siden jeg saa ham sidst.
Men det var ikke bare af Egenkjærlighed, at jeg var saa
lykkelig; det gjorde mit Hjerte godt at se Fars Ansigt, naar
Piers var tilstede.

Da jeg om Aftenen gik hjem med Sir Jasper, var jeg
fremdeles lykkelig. Ogsaa han syntes oplivet og var
usædvanlig snaksom. Han holdt mig ogsaa venligere end sædvanlig
under Armen. Vi talte mest om Piers og undredes over,
hvor der vel kunde være blevet af hans Kone og hans
stakkels lille Barn. Jeg var meget lykkelig hin Aften og kunde
næsten ikke forstaa, hvordan jeg havde kunnet være saa
bedrøvet. Og jeg spurgte mig selv,_ hvordan jeg i Vinter
havde kunnet besmudse et Venskab saa rent og naturligt med
mine urene Drømme.

DATTEREN.

Saa du ham den næste Dag?

MODEREN.

Den næste Dag og hver Dag, thi jeg gik jo hver Morgen
eller Aften til Far, for det meste om Morgenen, thi da blev

Sir Jasper hjemme, og jeg likte bedst at ha Far for mig selv.
Nu da Piers var der, behøvede han mig rigtignok ikke til at
læse for sig, men jeg gik alligevel. Vi skiftedes til at læse
for ham, Piers og jeg, og naar Veiret var godt, sad vi i
Parken.

DATTEREN.

Du er endnu glad i den Parken.

MODEREN.

Skjønt jeg havde kvalt hine Vinterdrømme og i hans
Nærværelse bare følte Fred og fuldkommen Lykke, smeltede dog
Dagen sammen til disse Morgentimer; de, som gik forud, var
bare Forudnydelse, og Tilbageblik de, som kom efter. Og
punktlig som et Uhr gik jeg til samme Tid hver Morgen.

En Dag, som jeg skraaede over Marken, saa jeg Piers
staa under de hvide Trær. «Jeg er gaaet for at møde Dem,»
sagde han. Jeg blev meget glad. Jeg havde ikke været
alene med ham siden den første Dag, vi saaes. Vi gik længe
ganske tause. Saa sagde han: «Husker De, hvor deiligt Kløveren
duftede?» Jeg smilte. Det var saa morsomt at vide, at vi
havde de samme Tanker. Vi saa paa det vidunderlige
Blomstertog, og da vi havde naaet det sidste Træ, strakte han sin Arm
over mig mod en liden Gren og rystede den, saa
Blomsterbladene faldt nedover os som en Snebyge.

De eneste Ord, jeg sagde underveis, gjaldt et Spørgsmaal
om, hvordan Far havde det.

DATTEREN.

Jeg elsker ham! . . . Jeg elsker ham! . . .

MODEREN.

Det var Søndag den næste Dag, og Sir Jasper og jeg
gik sammen om Eftermiddagen for at besøge Far, som vi
pleiede. Vi spiste altid tilaftens hos ham om Søndagene«
Det var en kold Aften, og jeg bad Pigen tænde op i Kaminen.
Det var her, i dette Værelse; de tre Mænd sad paa den anden
Side af Kaminen, , jeg her, hvor jeg nu sidder. De talte og
talte, men jeg hørte ikke efter. Jeg sad og iagttog dem.
Jeg vidste, at Piers var den eneste af dem, som huskede, at
jeg var tilstede. Jeg vidste ogsaa, at hvad han end sagde,
saa tilhørte Halvdelen af hans Tanker mig. Nu og da vendte
han sit Hode — han sad kun halvt vendt mod mig — og
smilte. Da smilte jeg ogsaa pludselig, og saa saa han bort
igjen. Jeg var bedrøvet, da Sir Jasper tog mig med hjem.
Vi maatte kjøre, thi det regnede voldsomt; hele Tiden saa jeg
Piers halvt vendt mod mig med en liden Lok bag sit Øre,
og jeg tænkte paa, om han havde seet paa mig, ogsaa naar
jeg ikke saa paa ham, og om han imorgen vilde møde mig
paa Marken igjen.

DATTEREN.

Gjorde han ?

MODEREN.

Nei, men før jeg naaede Gjærdet, ved Sortetjernet, mødte
han mig. Det havde holdt op at regne, men en tung Taage
hang lavt over os; fra de halvklædte Grene faldt Draabernç
ned paa os; ogsaa Mosen var vaad,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0546.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free