Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - En uanet Tragedie. Af Laurence Alma Tadema. Oversættelse af Tyra Bentsen. Titelvignet af Th. Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DATTEREN.
Ja, ja! Men han kom, Mor? Aa fortæl, at han kom, —
en Gang, bare en Gang til!
MODEREN.
Kjæreste, han kom aldrig. Gud velsigne dig for disse
Taarer. Aa, min lille Ven, maatte du aldrig kjende den
Smerte — den værste af alle — aldrig at have faaet sagt
ham, som var dig kjærest, hvor brændende han var elsket.
DATTEREN.
Men du sagde ham det hin Dag?
MODEREN.
-Ikke nok! Gud ved det, ikke nok.
Sommeren slæbte sig hen. De lange Dage fulgte paa
hinanden, bragte det samme Haab, den samme Skuffelse. Jeg
gik daglig til Far; han var blevet saa blind, saa han neppe
kunde se mit Ansigt. Kanske det sparede ham for Sorg, thi
saa dybt var jeg sunket i min Smerte, saa jeg neppe søgte at
skjule den. Sir Jasper og jeg var lidet sammen. Synet af
ham forøgede min Smerte; derfor undgik jeg ham og, som
det syntes, han ogsaa mig. Kun om Søndagene, naar vi spiste
hos Far, var vi nødt til at træffes som før.
En Søndag, ud paa Høsten, da vi om Aftenen vendte
tilbage til Godset, og Sir Jasper holdt paa at tænde Lyset for
mig, samlede jeg Mod til at spørge om det, som længe havde
brændt i mit Sind.
«Det er mærkeligt,» sagde jeg, «at Piers ikke er vendt
tilbage. Har du aldrig hørt fra ham?»
«Jo, siden du spørger,» svarede Sir Jasper. «Han er
død.»
Jeg gav et Skrig, som lød gjennem hele Huset, og faldt
om. Da jeg kom til mig selv, følte jeg, at der var nogen,
som bøiede sig over mig, holdt min Haand venlig i sin ene
og strøg med den anden Haand over Ansigt og Hals med et
vaadt Lommetørklæde. Jeg aabnede Øinene lidt. Det var
min Mand. Han var meget bleg, og der var et Udtryk af
Medlidenhed i hans Ansigt.
«Tak,» sa jeg, og saa graat jeg.
Jeg var meget syg den Vinter; jeg bad Sir Jasper om
at faa komme hjem, og saa flyttede jeg ved Juletider hjem
for at holde Far med Selskab, sandelig et daarligt Selskab,
det er vist. Sir Jasper kom hver Dag og besøgte os.
DATTEREN.
Var han snil?
MODEREN.
Meget snil. Han havde forandret sig meget. Jeg tænkte
ofte over — og gjør det fremdeles — hvad det kunde være,
som havde bevirket Forandringen hos ham. Han tabte meget
af sin Ro. Om Aftenerne, naar vi sad og læste, kunde jeg
ofte se ham vende Bladene, som om han var fortabt i Tanker,
eller begrave sit Ansigt i sine Hænder og sidde længe
ubevægelig, eller reise sig pludselig og gaa frem og tilbage paa
Gulvet, noget, som altsammen var mod hans Sædvane. Og
ofte kunde jeg gribe ham i at se paa mig med et skarpt Blik.
Men saa kunde han igjen til sine Tider være som ellers,
optaget af sig selv, rolig, ligegyldig.
DATTEREN.
Jeg tror, han var bekymret for dig, Mor.
MODEREN.
Det var han nok. Saa kom Vaaren igjen og vakte altfor
kjære Minder. Dette var det vist, som angreb mig, thi mine
Kræfter sank. Jeg var meget svag, saa svag, saa jeg haabede
at faa dø. Jeg havde intet andet Ønske. Men det er bare
i Bøgerne, at man dør af Sorg.
Sir Jasper og Far var meget bange for mig, og min
Mand, hvis Uro i det sidste havde tiltaget heftig, reiste
pludselig til Byen.
Det var den attende April, at han vendte tilbage. Jeg
sad i dette Værelse, kjære, her, ved Siden af Kaminen. Den
låve Sol skinnede gjennem Vinduesruden og farvede alt med
et svagt, rødt Skjær. Døren gik op, og der stod min Mand
med en liden Pige ved Haanden.
Hun kunde vel være tre Aar eller deromkring; hendes
Øine var meget klare. Jeg faldt paa mine Knæ med et Skrig
og strakte mine Arme ud mod hende; det lille Væsen tyede
til et beskyttende Kvindebryst, og jeg holdt dig ved mit Hjerte
og kyssede dig, min Juvel, som jeg gjør nu.
Mit kjæreste, mit Livs Lys! Hvad feiler dig?
DATTEREN.
Ikke min Mor! .... Jeg ikke din?–Mit Blod
ikke dit Blod? — — Aa Mor, Mor, hvad har du fortalt
mig der!
MODEREN.
Ikke min, nei, men hans! Hans! Aa ti Gange kjærere,
end om du havde været min egen! Barn af min Kjærlighed,
i hvis kjære Øine jeg eier Lyset af dem, som nu er borte!
Aa, min lille Ven, du maa ikke være bedrøvet over min
høieste Glæde: at du er hans, ikke min.
DATTEREN.
Hans? Aa Mor, hele Verden har forandret sig i Nat.
Lad mig tænke — — — lad mig tænke. — — Aa, tilgiv
mig! Engang, naar jeg ved hvorledes, skal jeg takke dig for
al din moderlige Kjærlighed! ....
MODEREN.
Kom. Hanen har galet. Asken er graa. Kom, kjære,
vi vil gaa tilsengs.
DATTEREN.
Fortæl mig mere om ham. — Aa, hvorfor døde han ?
Hvor er hans Grav ?
MODEREN.
Det har jeg aldrig vidst, heller ikke naar han døde. Jeg
har ikke spurgt Sir Jasper om, hvordan han fik vide det,
uden en Gang, den Gang han bragte mig dig. Han hørte
ikke eller lod, som han ikke hørte, thi han gav intet Svar,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
