Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.Bjerghuler.ne« i Bergens .Stist— V?
trent 7 og i Bredde 10 Fod. Et Fjeldstykke ligger løst over den; og skulde
dette glide ned, imedens man var inde iHulen-««, da var der, efter al Sandsyn-
lighed, ingen Redning meer-at tænke paa. Man var og blev da i Graven.
Med Fakler og Lys begyndte jeg min Vandring, thi kun sparsomt fal-
der Dagen ind, desuden var det allerede seent paa Aftenen imellem Kl. 10 og
U, skjøndt i en lys Midsonunersnat, den 15. Juni. Naar man træder ind,
og svinger Faklerne, kan man ræddes ved det uhyre Cab, der nu aabner sig,
og den mørke Afgrund , der sænket sig nedad i en Vinkel af 60 til 70 Grader.
Hulen udvider sig alt mere og mere indtil omtrent 40 Fod, men dens Høide,
som ved Indgangen er heller ikke over 40 Fod, tiltager i et modsat Forhold;
den stiger-—i stedse divergerende’ Linier fra det Øverste til det Ned-erste, thi Hvæl-
vet gaaer bestandig opad , og Bunden bestandig nedad. At hele Herroe Kirke
medSpiir og Alt kunde staae inden i denne Hulittg, som de af Pontoppidan
omtalte Præster berettede · ham, er vist nok. De Drypsteens-Druser, der hænge
oppe under Hvælvet, øg som vilde knuse den Nedenundergaaende, om de løsne- ·
des, kan man tilsidst ikke mere øine. Hulens Vægge ere aldeles glatte, som vare
de ciselerede. Den østre har af det nedtrængende Vand antaget en sort Farve;
den vestre derimod er overtrukken med Hat-en kakjnaccus, og seer hvidagtig ud. "
Hulens Bund er belagt med tusendaarige Lag af Faaremøg, hvilke henimod det
Inderste af Hulen ere, formedelst en Sprække i Fjeldet, hvorigjennem Vandet
trænger ned, meget klæbrige. Dette , tilligemed Redgangetts Brathed, gjør Van-
dringen heel besværlig»3 og løfter man , i det-man skal begynde«denne, sine Øine
iveiret og seer ved Fakkelskinnet de frygtelige Drypsteens-Druser under Hvælvets
Spidsbue, og hører man de løse Stene af og til styrte ned fra Hvælvet og fra-—
Væggene, og tænker man paa den skjebnesvangre løse Steen ved Hulens Ind-
gang, der gjælder Liv eller Dod, saa stemmes Sjelen ved denne Redfart til Alvor.
Understøttet af to Mand og med Maalesnoren i min Haand havde jeg
imidlertid«, med Tillid til Gud, taget Veien fat. Da jeg var kommen omtrent
100 Fod ned i Hulen, kunde jeg ikke længere øine Hvælvets Spids; men det
sænket sig atter mod Sønden, og paa 200 Fods Afstand fra Indgangen sees det
temmelig lavt, og her endes den første Afdeling. Nu begynder en besværlig Frem-
trængen under og Opklavren over idel Klippestykker gjennem de endeløse Labyrin-
ther, der gaae ind i Fjeldets Indvolde. Jeg trængte mig saaledes frem’, i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
