Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228 Binghnlertie i Bergens Stift.
nercLodbrog fordnm i Ortnegaarden, have qvcedet sin Dødssang2 s), og opgasv
faa Aand-en.
At dette heel vel passer paa Dolsteenskhulen, har jeg sagt, fordi der
net-op ved Indgangen til denne hænger en naturlig Portik udover Fjeldet, som
kaster en stærk Skygge fra sig-, og i denne var det at Asbjorn forvildede sig.
Asbjorns Drab blev siden hævnet, hedder det; og da fortælles tillige,· at Orm
tog med sig af Hulen tvende Kister fulde af« Guld og Sølv foruden meget an-
det Gods-. Ogsaa dette turde bestyrke den Formodning, at Sagnet gjælder Dol-
steenshulen, om hvilken der i sildigere Tider gik med Hensyn til dens Skatte
megen Ry, som følgende Fortælling skal bevise. -
Orkneyinga-Saga 29) beretter, at i Begyndelsen af det tolvte Aar-
hundred boede paa Agde en Hovding, ved Navn Koln Havn havde en gjaev
Søn, som hedte Kal, og som siden blev af Sigurd Jorsalafar forlehnet med
den Deel af Ørkenoerne, hvorover den myrdede Magnus Erlandsen, som siden
blev kanoniferet, havde hersket. Med Jarlevoerdigheden fik han ogsaa Navnet
Rognvald. Han færdedes meget paa Bergen. En Sommer foer han nordefter
til Trondhjem i Hsandelsanliggender, og havde mange Kjøbmænd med fig. , Da
han kom til Sande var Vinden stik imod, og der kom en Lyst paa Kal og
paa hans Iiseelg·»esvende»»’ at gaae ind- i Dolsteenshulen, hvorom Rygtet gik fra
ældre Tider af, nt der skulde findes store Skatte 30). Men, som det tillige
hedte, at Spøgelser ragede over disse, saa hørte der Mod til dette Foretagende.
Kiosbtnaendense bleve derfor betænksomme udenfor; men Kal og en Træl, ved Navn
Havard, ginge frygtlose ind. Rede i Hulen kom de til et Kjær, og da der
maatte vades over, saa dandt de et Reeb imellem sig, for ei at skilles ad, og
lode Faklerne vise dem Vei. Endelig kom de over Kjærret«, men Stanken var
saa fæl, og Luften saa mephitisk, at de neppe kunde holde det ud, og Faklerne
vare nærved at slukkes. Da nu Kal ikke vilde gaae, eller ikke kunde komme, læn-
gere, faa reiste han og Hakvard, hedder det, en Mindesteen 31), og Kal qvad:«
2 s) Sangen sindes i Olaf Trvgvesons Saga, 3. Deel, S.191 ss. cOldnordifke Sagaet, Kbhvn. 1827.)
sg) Haknjsc 1780, S. 155 if.
sv) Torkæus Hist. Nokvp W. 3. S. 489.
st) Skulde denne Mindesteen maaskee være den, hvor jeg og mit Selskab i Aaret 1827 standsede tin-
der Hulens Undersogelse2 S. Sid. 208.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
