Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
ikke naar han tilbyder at binde sig for øinene, og hun
klager sig saart: «min moder hun var mig vist aldrig saa
vred — hun gav mig dog vand at læske mig ved».
Elskeren gaar for at lete efter vand, men da han
kommer tilbake, ligger Redselil død med to nyfødte
smaasønner hos sig. Med sit sverd og sit skjold
graver manden en grav og lægger de levende børn
ned med den døde mor. Siden hører han altid, hvor
han færdes, sine børn graate under mulden, og i det
overveiende antal av viseopskrifter slutter historien
med at han kommer tilbake til stedet og der kaster
sig i sit eget sverd.!
| Ett og andet drag i visen minder om en fortælling i den
gammelnorske oversættelse av Mariu Saga (side 306 fø. og 589 ff.
Unger Chr.a 1871). En kongsdatter og en jarlssøn som elsker
hinanden og ikke kan faa hinanden blir tilsidst nonne og munk.
Hver i sit kloster udmerker de sig ved nidkjær fromhet. Men bro-
deren kan ikke glemme, og tilslut faar han søsteren overtalt til at
unde sig et stevnemøte i en skog som ligger midt imellem deres
klostre. Vil hun bare være hans en eneste gang, skal han aldrig
mere synde — og tilslut gir nonnen efter for hans bønner. Men
først lar hun ham sverge at bakefter skal han gjøre hendes vilje,
hvad hun saa kræver av ham. Og saa kræver hun at han selv
skal gi hende straffen og grave hende levende i jorden. Hun ber
ham ogsaa grave hendes lik op igjen om et aar paa ukedagen.
Munken maa tilslut adlyde og gaar fortvilet bort. Til hans anger
og kval kommer undren over at de i nonneklostret ikke synes at
savne den forsvundne høibaarne søster. Efter et aars sjælekvaler
vender han (som Medelvold i flere av viseopskrifterne) tilbake til
graven. Men da han begynder sit uhyggelige arbeide, hører han
nonnens røst under mulden: «Grav varlig, for jeg lever.» Nede i
jorden finder han som et litet kammer, og der sitter hun med et tre
maaneder gammelt pikebarn i fanget. Efter at de knælende har
takket Gud og Jomfru Maria for miskund, blir de enige om at gaa
hver til sit kloster, skrifte sit fald og underkaste sig straffen, saa at
Himmerikes dronnings mildhet ikke skal bli skjult for menneskene.
Men da nonnen med sit barn i armene kommer til abbedissen, faar
hun vite, at ingen i klosteret har merket hendes fravær — en an-
den har tjent her i hendes skikkelse.
Som i mange av de andre jertegnsfortællinger i Mariu Saga
staar den hellige jomfru som den milde moderlige opdragerinde —
idet hun hjælper synderne til at skjule sit feiltrin og undgaa opdagelse
og straf, bevæges de til frivillig at søke forlik med Gud, selv at skrifte
og begjære sin straf eller til frivillig at vende sig fra sin synd. Jeg
13 — Undset,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
