Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195
været dansetid — det var visedansens tid i Danmark.
Og den «værgagtige» danske ungersvend som var
født til at ride en grov dansk hingst, bære billedskjold
og leke med spyd og sverd, kanhænde til at arve en
liten adelig sædegaard med sto paa heden, svin i
oldenskogen og fete stuter beitende i sidlændte eng-
drag ved aaen hvor elvertaaken damper i sommernat-
ten, som skulde søke sit gifte mellem de fribaarne
møer der har ret til at bære guldkrone over utslagent
haar saalænge de er møer — han tok op den episk-
lyriske folkevise, det faldt saa naturlig som nattergalen
synger:
Jeg tror paa mit gode sverd,
og saa tror jeg min hest,
jeg tror mine dannersvende,
jeg tror mig selv allerbedst!
Den danske bonde, som i landskapslovenes tilbli-
velsestid hadde like saa fri en stilling i samfundet
som den norske — ja visen fortæller ogsaa om hans
skjæbne: !
De store ege udi skoven staa,
naar de udi stormen nedfalde,
da slaar de neder baade. hassel og birk
og andre smaa ymper med alle!
IV.
Det som avgjørende bestemmer karakterforskjellen
mellem dansk og norsk folkevise tror jeg da mindre
er naturens forskjellige præg i de to land end over-
klassens forskjellige livsvilkaar og dannelses art i Norge
og Danmark.
I Anders Sørensen Vedel har rimeligvis selv digtet dette slut-
ningsvers til Marstig viserne. Men det gaar helt ind i tidsbilledet,
Forf, anm,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
