Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
ikke mere barn heller. Det er denne overgangsaare-
nes sindstilstand som moderne pædagoger har fæstet
sig ved — sommetider faar man mistanke om at det
kommer av, at de aldrig selv har evnet helt at vokse
utover den. Men det er en misforstaaelse naar man
tror, at den dominerende interesse for det egne jeg
og de krisesymptomer og barnagtigheter som følger
med dette og normalt hører til overgangsaarene, er
typiske for den egentlige barndom. Børn flest er ut-
advendte, interesserte for de voksnes liv og arbeide
og føler sig ikke i motsætningsforhold til det — naar
de ikke hemmes av kjedelige og nødvendige hindrin-
der som skolearbeider, spise- og sengetider, er de
voksne: fulde mænd og politi, indianere, driver skibs-
fart og gaardsbruk og vandverk, steller hus og barn
og bygger lekestuer. De ser romantisk og optimistisk
paa hverdagslivet, netop som det former sig for folk
flest med mest slit og sjelden andre overraskelser end
den at der aldrig sker noget overraskende. Og trods
den berettigede pessimisme som ialfald av og til over-
vælder de aller fleste mennesker saalænge de eri sine
«bedste aar», viser det sig jo likevel, at de allerfleste
ogsaa tilslut kommer tilbake til barnelekens mening
om livet, — at det er et godt eventyr — ikke mindst,
naar det tilsynelatende artet sig mest trivielt eller sør-
gelig. Den trøst faar man til belønning, hvis man
holder det fjerde bud i høi grad og taalmodig hører
paa gamle folk som gjenoplever sit liv — i erindrin-
gen. Det kan vel hænde at man træffer gamle folk
som ser tilbake paa et forspildt liv — men ofte gaar
det ikke paa.
Saa det er bare naturlig at det først og fremst
her været børnene og de gamle som sammen arbeidet
for traditionens brogede bunader, sammen vævet even-
tyrene ut av sin romantiske sans for hverdagslivets
poesi og mystik, sammen tok vare paa sagnene, og
sammen besang dagens daad, enkelt og spændende:
«Sko blakken, sko blakken — med hammer og tang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
