Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
himmel, hun sanset viddens røster av vand og
vindpust i mørket og hun fik en liten
kvalmefornemmelse — det var som de hadde staat og gjort sig
latterlige deroppe ved gjær det — men det hadde
de da virkelig ikke — ikke hun ialfald.
Hun tittet ut gjennem den lille ruten i gangen.
Jo, der stod han endda oppe ved skigaren.
— Og selv om han nu bildte sig ind — selv om
han hadde fundet paa at sværme litt for hende —
det kunde hun da ved Gud ikke for — hun hadde
da sandelig ikke gjort noget for at faa ham til det.
Næste eftermiddag skulde hun gaa ned til
bygden. Vegard fulgte hende bortover. Ved broen
over Svartaaen, hvor skogen begyndte, stanset Uni
og gjorde sig rede til at si adjø.
Vegard saa ned mens han sa:
„— Jeg hadde tænkt at gaa med nedigjennem
lia — hvis jeg faar lov til det —"
Det var straalende solskin — hett og stilt. I
slikt veir søkte ofte kuene ned i skogen — de fra
Rustsæteren som laa ytterst paa vangen, og der
hadde de to unge okser. Uni erkjendte for sig
selv at hun vilde være glad til for at ha følge ned
til landeveien.
„Jatak — men det blir kjedt for dig naar du
skal gaa tilbake opover —"
„Det blir det," sa han saa betydningsfuldt at
Uni fik lyst til at smile. „Kom skal jeg ta
rygsækken din da —
Men han sa ikke stort mens de gik nedover —
de vekslet bare nogen likegyldige bemerkninger av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
