Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
og til. Stien var desuten smal og bråt og glat av
barnaaler, beten og den voldsomme duft av
furutrærne, duren av elven nede i dalen og surringen
av insekterne i skogen — alting var til at bli
tause av.
Først da de stod nede paa landeveien og Uni
hadde git ham haanden til farvel, sa han, mens
han holdt den i sin:
„Uni — vet du hvad jeg hadde lyst til —. Jeg
hadde lyst til at bli med dig ned til gaarden og
være der inat — følge dig paa toget imorgen
tidlig og staa og vinke til dig, naar du reiser. Faar
jeg lov? Der kunde da ikke være noget farlig i
det —?"
Uni saa ham ind i ansigtet:
„Ikke det mindste fare, Yegard — og derfor er
det saamen ikke umaken værd at du gjør det."
Vegard blev langsomt mørkerød:
„Du sier sommetider saanne — besynderlige
kyniske — ting, Uni."
Hun blev rød selv:
„Jeg mente ikke, Yegard" — sa hun stakaandet
og hun famlet litt før hun fandt de næste ord
„— du. kan da vite jeg mente ikke at du — at du
skulde være ute efter skalper," lo huü lettet over
det uttryk hun hadde fundet. „Aanei Vegard —
men der er ingen av os som er farlige for
hinandens sindsro, det vet du godt. Og naturligvis er
det moro at leke med ilden, du maa ikke tro jeg
ikke vet det — men leke at man leker med ilden —"
„Det er ikke saa ufarlig for mig som du later
til at tro." Han saa op: „Gi mig lov da?"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
