Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
„Det gjør du jo ikke heller, Uni," sa han, og hun
kunde høre paa hans stemme at han smilte.
„Og det er jo ingenting tess at snakke om det,"
sa hun heftig. „Det er jo ogsaa bare mens man er
ganske ung og ingenting har oplevet at man tror,
det er nogen nytte til at snakke om livet og sig
selv —. Men jeg har jo ikke hat et menneske i
alle disse aarene som jeg kunde tale med om dette.
Forresten, jeg burde være blit saa gammel nu, at
jeg ikke brød mig om at snakke om det som ikke
kan være anderledes —."
„Saa gamle blir nok menneskene aldrig, du. Jeg
trodde ogsaa det engang, men det er vist bare en
overgang. — Du er nok ikke saa gammel og saa
færdig med livet som du selv tror."
„Gid jeg var," sa hun heftig og trodsig, for der
straalte en rar svimmel følelse igjennem hende ved
hans ord og hun vilde ikke vedkjende sig den.
„Det skal du ikke si, Uni."
„Hvorfor ikke?"
Først taug han. Han visste neppe selv hvad det
var som hadde drevet ham til at si hende alt han
hadde sagt iaften.
„Fordi det ingenting nytter," svarte han sagte.
Dermed gik de hver sin vei.
„Er du lei for vi gaar, mor?" spurte Karen Inga
næste morgen, da Uni sat ved frokostbordet i
morgenkjole og smurte paa niste til smaapikerne sine.
„For da kan jeg bli hjemme og leke med Haakon
— jeg kan godt det."
„Nei da, barnet mit — gaa du." Hun kysset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
