Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147:
vei ut av det for nogen av os. For barnas skyld.
For jeg vet at du ikke kan gi slip paa dem. Og
jeg kan det hellerikke, Uni. Kanske det mest er
for min egen skyld, endda jeg har sagt til mig
selv, det er for deres skyld — jeg gir dem ikke
ut av mine hænder. Overleverer dem til nogen
anden. Ingen av dem — de skal ikke skilles ad —.
Og jeg bærer ikke over med nogenting, Uni.
Forstaar du —. Der er ingenting av dig selv som
du kan gi bort utenfor barnas hjem, hvis du vil
det skal være dit. Der maa ikke være en plet paa
en mor. Jeg taaler ingen hemmelig skam nær mine
barn — jeg — jeg kan det ikke, Uni.
Det — det er for deres skyld. Gud vet at jeg
tror ialfald det er for deres skyld — ikke for min
egen. Uten det kanske er ett og det samme —.
Hader du mig for jeg har sagt dette til dig?"
„Nei," sa hun sagte. „Jeg vet det er saan som
du sier."
„Naturligvis," sa han dæmpet, efter en stund.
„Jeg kunde — tilby dig — at vi skulde være gifte
bare i forholdet til barna. Og vil du det, saa la
det være slik. Det var let nok, hvis vi var rike —.
Men du vet at naar det er trangt i hjemmet, saa
kommer mand og hustru tæt indpaa hinanden
ustanselig. Vi er som to hester der er spændt for ett
læs —."
Uni smilte skjælvende:
„Jeg nærer ingen ønsker i den retning, Kristian."
Igjen sat de to og lyttet til stilheten.
„Har du gaat og tænkt paa dette længe?" spurte
Uni.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
