Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152:
føie, der er litt liv igjen, litt blod igjen, som de
smaa graadige nnger ikke bar suget til sig endda.
Sammen synker de ned i søvnen som i et
bundløst vand, og sammen skal de vaagne, badede og
styrkede til den næste dags arbeide.
Uni hadde det hvilende paa sig hver dag som
et litet gnag i samvittigheten, hun burde skrive
til Vegard. Men hun kunde ikke. Alt det med
ham var det pludselig blit saa hjertelig ydmygende
at tænke paa.
Men efter en ukes forløp fik hun et litet brev
fra ham, hvori han spurte, hvorfor hun ikke var
kommet.
Uni sat en hel formiddag og skrev brever til
han. Endelig fik hun et istand som hun bestemte
sig til at sende. Det lød slik:
Kjære ven.
Den dag jeg hadde lovet at komme op til dig,
fik jeg vite at frøken Bomann, som jeg har fortalt
dig om, skulde lægge sig ind paa klinik for at
opereres. Saa blev jeg sittende hos hende.
Gudskelov saa er operationen gaat bra, men det
var en alvorlig historie og endda har jeg ikke
faat komme ind til hende. Men disse dagene har
jeg uavladelig tænkt paa hende. Hun har hat et
liv saa trist som det er mulig for en kvinde, og
hun har baaret alting uten at holde op at være
god og munter. Selv ansigt til ansigt med døden
var hun det.
Jeg vil ikke komme op til dig mere, Vegard.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
