Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154:
opreisning. For hun visste jo nu, at hun hadde
behandlet ham noksaa daarlig.
Det i mig selv, som der ikke er plads til her i
hjemmet, tænkte hun, det er egoismen i mig og
trangen til sensation. Det kan der aldrig bli plads
for i en mors tilværelse.
Hun slåp brevet i postkassen, da hun gik ned
til klinikken; hun skulde faa komme ind til frøken
Bomann i fem minutter.
Om kvelden, mens hun sat og stelte den mindste
gutten, tænkte hun igjen paa Vegard. Nu var det
hende ganske ufattelig at noget slikt hadde
kunnet faa hende til at gaa saa langt bort fra barna.
Var jeg ikke blit sendt bort fra Lillebror, hadde
jeg kunnet amme ham selv, saa hadde saant
toskeri aldrig i verden faat magt over mig. Og hun
kysset den lille og sat med ansigtet ind til hans
myke, dunede hode.
„Stakkars lille pusen min — er mor ikke saa
glad i dig som i de andre — aajo stakkar —"
Dagen efter, da hun ringte op til klinikken, fik hun
svar, at frøken Bomann var død om natten.
Uni graat svært meget da hun kom hjem og
fortalte det. Og de store barna graat, men Lasse
spurte og grov og skulde ha greie paa hvad det
var at være død.
„Naar jeg blir død," sa Lasse, „da vil jeg komme
ned igjen til dig, mor, for jeg klyver ned av et
stort træ, skjønner du —."
Hun sat med Kristian i stuen efter barna hadde
sovnet. De snakket om Henriette Bomann. Uni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
