Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161:
det der. Tænk dig om og si, har du aldrig
betrodd dig til et menneske som du egentlig ikke
brød dig saa forfærdelig om — kanske ikke engang
satte saa skrækkelig høit — fordi du trængte til
at snakke til nogen om dig selv. I begyndelsen,
naar du fortalte mig om dit eget — det var da
ikke for min skyld; du sa selv du hadde længtet
efter at snakke med nogen om det —."
„Jeg snakket til dig fordi jeg trodde du var et
menneske som kunde forstaa —."
Uni fik en voldsom lyst til at le. Men hun klarte
at forholde sig rolig.
„Men du," sa han heftig, „du brød dig altsaa
ikke saa særlig meget om mig — hadde ikke saa
særlig megen agtelse for mig engang — men du
trængte til at kramme dig ut for nogen —"
Ja gud vet om jeg ikke gjorde det, tænkte Uni,
men hun svarte:
„Du vet at jeg baade likte dig svært godt og —
alting. Det andet som jeg nævnte, vet du da vist
kan hænde. Og man er ilde tilmote efterpaa. Jeg
syntes det var godt at snakke til dig —"
De var kommet til hendes port.
„Kan vi ikke gaa litt — ?" spurte Vegard.
„Aa Vegard, hvad skal det egentlig være godt
for — ?"
„Jeg synes du skylder mig ialfald en forklaring."
„Jaja, som du vil da. Jeg skal bare følge
gutten op."
Hun avleverte Lasse til Ingrid og gik ned igjen.
Vegard kom imot hende og spurte med en gang:
11 — Sigrid Undset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
