Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162:
„Kan du då i det mindste ikke si, hvad der har
været din mening med det hele tiden?"
„Mening —"
„Ja. Husker du sidste gangen du var oppe hos
mig? Det sidste du sa, hele din holdning og alting
— jeg maatte da opfatte det som et løfte? Var
det ikke saan ment? Jeg har tænkt mig at du
kanske var blit overrumplet av noget i dig selv,
og da du kom hjem og fik tænkt over det, saa
blev du ræd —?"
Uni husket sin egen stemning da hun stod og
satte paa sig hatten for at gaa til ham. Men
herregud, la ham tro det var fordi jeg blev ræd, det tar
sig bedst ut for os begge.
„For det der om denne logerenden din som hadde
vakt dig til eftertanke — var der i det hele noe
sandt i det?"
„Jo, der var da det," sa Uni og smilte uvilkaarlig.
„Hm. Jeg kan ikke si jeg skjønner det. Om
synet av dine barn — din mand tilnød, kunde vakt
dig til eftertanke — det kunde jeg forstaat; jeg
var ikke uforberedt paa at noget slikt kunde hændt
en dag. Men et menneske som var dig ganske
fremmed. Om hun var blit snydt for livet — det
vet vi alle at de fleste mennesker blir. Og vi
synes ikke derfor vi selv har mindre ret til — til
kjærligheten — og til lykken."
Der dæmret for Uni som et helt land av tanker,
som hun ikke hadde tid til at tænke ut nu.
„Vegard," sa hun famlende. „Jeg hadde jo pligt
til at føie — kjærligheten og lykken — et andet
sted. Og jeg kan ikke. Det kan jo aldrig nytte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
