Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Waage - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221:
været anderledes. Jeg har lært at resignere — i
en lang og haard skole har jeg lært det. Jeg vil
ikke sørge over noget mere — bare tænke paa
min glæde og taknemlighet fordi ogsaa til mig er
livet kommet — tilsidst.
Jeg synes mit eget hjerte er som de
Richmond-roserne jeg ikke turde kjøpe og fæste utenpaa mig.
Men jeg bærer en inde i brystet — hemmelig for
alle mennesker uten den eneste som har set mit
hjerte. Det er som en rose nu — med vidt utslagne
røde blader og en liten gylden sol midt i.
Lykken er det, det lille stille gyldne punkt der sitter
inderst i mit utsprungne hjerte som livsorganerne
sitter inderst midt i blomsten.
Hun hadde bedt Henning undgaa hende, naar de
møttes ute blandt fremmede, saa meget han kunde
uten det blev paafaldende.
„Men det er da ikke nødvendig, kan du vite,"
hadde han sagt, noksaa forbauset. „Nei vet du
hvad, Harriet, saa litet anledning vi har til at være
sammen, hvorfor i alverden skulde vi paalægge os
ofre i den retning — som er ganske unødvendige.
Du kan da vel begripe jeg er saapas mand at jeg
kan greie at snakke med dig i et selskap eller paa
teatret uten at røbe noe —"
Harriet lo straalende:
„Men jeg er sletikke sikker paa at jeg kan
snakke med dig i trikken engang uten at røbe —
alting! Nei du — det forstyrrer mig bare at
snakke med dig, naar fremmede ser paa — jeg
faar ikke tid til at tænke paa det deilige som vi
har sammen. Men jeg kan saa vidunderlig tænke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
