Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
Frøken Danells røst dirret. ganske svakt.
Hun var selv denne ydmyge lille kafé... hun
var selv den stille gjæst i den dunkle krog ...
hun var selv den skibbrudne flok ... alt blev
saa underlig... Hendes øine blev store, hun
sænket hodet litt — hun saa en bøiet profil,
en mager haand, et mørkt haar, som var kjæm-
met glat paa begge sider av skillen... og
digtets ord kom hastigere og hastigere over
læberne — hun støttet sig ikke til noget længer
— hun glemte den lille pausen efter «flokkens
jubel» — hun nævnte den sælsomme mand og
løftet hænderne og hævet røsten til den fyldte
stuen med noget, hun ikke kunde stanse ...
Han viste sit Bryst — hvor det var skrammet
af streifende Kugler, af Klinger rammet.
«I Daarer, det er Ostrolenkas Mærke!
Har I vel fattet, hvor det kan værke?
Det er ingen Lise for denne Kval...
Frøken Danell stanset. Kandidaten reiste
hodet og saa paa hende. Hendes øine lyste
besynderlig —
«Den kan ikke ...» sa hun. Saa tok hun
sig til hodet og smilte.
«Jeg er nok kommet ut av det,» sa hun.
Nogen lo. Men de fleste reiste sig og stod
omkring hende og takket. Det hadde været en
stor nydelse. «Uhyre gripende og nobelt,» sa
enkefruen. «Var det mange vers igjen?» «De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
