Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65
forskrudde vi hadde været — vi hadde ogsaa
malt ut for hverandre, hvordan han skulde se ut,
den rette.
Hun brøt mig av.
«Nei,» sa hun. «Nei, det husker jeg ikke.
Men jeg husker, at naar jeg møtte ham, skulde
jeg kjende det fra hode til fot, og jeg skulde
gaa til ham tvers igjennem alt, som stængte —
og jeg ønsket, at meget maatte stænge, og at
det maatte gjøre ondt i føtterne mine, naar jeg
gik til ham.»
Jeg saa paa hende. Det var heftighet i
hendes stemme. Og uvilkaarlig søkte øinene
mine ringen, hun bar.
Hun mærket det — hun nikket til mig, som
en voksen nikker til et barn. «Ja,» sa hun bare.
Litt efter reiste hun sig. ’
«Jeg vil spille noget for dig,» sa hun —
«og naar jeg har spilt, skal jeg forklare «me-
ningen», som i gamle dage.»
Hun hadde skrudd det elektriske lyset av,
mens hun spilte. Det brændte bare et litet
dækket bluss borte ved sengen. Selv stod hun
nær det udækkede vinduet; utenfor laa et blaat
mørke, men med regelvisse mellemrum dirret
det fiolet-hvitt forbi ruterne, og metal-lyd fra
de elektriske sporvognene skar ind mellem violin-
tonerne.
Hendes spinkle legem fulgte buestrøket;
hendes bryst var endda spædt og barnlig, og
5 — Nini Anker: De vaabenløse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
