Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163
hadde strudsfjæren vaiet, — et syndens symbol
— synlig for alle...)
»Ikke dit avlagte klædebon er det, Gud
Herren kræver av dig, men det dig dyrebare
klædebon — ikke din ledige time er det, du
skal bringe din Gud som offer, men den dig
dyrebare time. Ti Gud Herren skal kræve dig
til regnskap ...»
O, dette regnskap, som hun hver dag, hver
time paa dagen, forberedte sig til med frygt
og bæven!
Hvorledes skulde hun været istand til at
gaa Strandveien hjem efter disse ord? Nei —
den øvre veien, til kirkegaarden, til Salmeyers
grav! — — —
Fru konsul Salmeyer gik langsomt opover
midtgangen — gruset knaset under hendes skridt,
og hendes sorte sørgekjole førte litt av den
hvite sanden med sig... Hun løftet blikket
og saa solen lyse ind i den røde granitblokken,
hun hadde latt reise paa Salmeyers grav, og i
den smukke, forniklede gitterport, som en gang
ogsaa skulde lukke hende, Salmeyers anden
kone ind for bestandig — naar hendes urolige
hjerte hadde slaat sit sidste slag... Hun trak
kaapen tættere om sig — det var kjølig her
oppe under trærne. Og tung i sind satte hun
sig foran de to gravene, som hun dagen før
hadde latt piken pynte med de vakreste vindus-
blomsterne fra Honorialyst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
