Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
var, om hendes mand drak..), men aldrig, nei
aldrig hadde hun oplevet, at nogen ikke vilde
ta imot hvad hun gav.
Men fru Honoria mestret sin stemme.
«De skal faa Deres eget rum — Deres eget
sollyse rum. De skal faa varme bad. Mine
piker spiser kjød fire ganger om uken — og
koldt opskjær hver søndag morgen. Det vil
gjøre Dem godt. De vil lægge paa Dem. Det
trænger De, jomfru Iversen. De trænger at
lægge paa Dem. Saa faar De ogsaa nye kræfter
til Deres arbeide» — og som om hun gjættet
Guld-Mines tanker, sa hun — og saa bort paa
maskinen: «De kan ta den med Dem — De vil
savne arbeidet — noget kan De jo arbeide, selv
om De hviler.»
Det var enestaaende, dette tilbud. Enhver
maa indrømme, at det var enestaaende. Ingen
fru Honoria kjendte der i byen, hadde nogen-
sinde gjort noget lignende. Det var utænkelig,
at et slikt tilbud ikke skulde bli mottat, mottat
med glæde, med taknemmelighet — den taknemme-
lighet, som hun, Honoria Salmeyer, for sin del
trængte at kjende omkring sig, som hun trængte
luft for lungerne.
Guld-Mine saa bort paa maskinen.
Hun kunde ta den med sig . .. Folk er
snille . . . og det var vel ingen raad længer ...
Men end hun, som ikke taalte kjød — ja, som
var blit saa syk, ja saa syk om juledagen, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
