- Project Runeberg -  Ned med Vaabnene /
23

(1891) [MARC] Author: Bertha von Suttner
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. 1859

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

NED MED VAABXEXE. 23
«Herregud da, Marta, om to Maaneder er jeg her
igjen, ja, det er nu den allerlængste Tid, jeg blir borte.
Pyt, af tusende Kugler, træfter bare den ene, og
hvorfor skulde den ene netop iare paa mig? Se bare
paa din Papa, hvor livlig han er — og at han har
været i Krig, det har du vist hert, hvad ? Du giftede dig da
vel ikke med en Husar i den Tro, at han ikke skulde i
Krig — jo det vilde være nydeligt!
Jeg skal skrive til dig saa ofte, det er muiigt —
du skal faa høre, hvor muntert vi har det. Jeg kunde
umulig være i saa godt Humor, hvis der skulde hænde
noget ondt. Jeg kommer bare til at faa en Orden —
det blir den hele Feige af Krigen for mit Ved
kommende.
Pas nu godt paa dig seiv og Raru; avancerer jeg,
skal saamen han ogsaa forfremmes — men ikke fer mig,
bask det. Kys ham og klem ham fra mig, jeg vil ikke
se ham idag. Tænk, hvor det vil more ham, naar jeg
fortæller om de store Sejre, jeg var med at vinde i
Italien 59 —“.
Hvor det gjorde mig godt at høre paa hans muntre
Prat. Han var jo glad, min Sorg var altsaa bare
EgeDkjærlighed — denne Tanke vilde vel gi mig Kraft
til at overvinde den.
Det bankede atter paa Deren:
„ Klokken er mange, Hr. Premierløjtnant!“
„Nu kommer jeg — strax“.
Han trykkede mig haardt ind til sig: „Harta, min
egen, minElskede — tt .
Jeg laa ved hans Bryst. Tale kunde jeg ikke.
Jeg kunde ikke sige Farvel; da tølte jeg, at al min Ro
vilde være forbi. Mine*Smertensudbrud vilde jeg glemme
— som et Slags Belenning — til jeg blev alene.
„Lev vel, min Elskede — min Elskede —“.
Han knnde ikke slippe mig. Da følte jeg, at hans
Læber bævede, hans Bryst skalv krampagtigt, og han
huikede hejt.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:45:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vaabnene/0029.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free