- Project Runeberg -  Ned med Vaabnene /
107

(1891) [MARC] Author: Bertha von Suttner
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. 1864

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

NED MED VAABNENE. 107
„Du taler aldeles som Tante Marie, som om vor
Skjæbne kun var afhængig af „Bestemmelser“. Herre
gud, det er jo vore Medmenneskers Uiorsigtighed, Gru
somhed, Dumhed og Vildskab, der ordner saa meget.
Hvorfor skal vi nu ha Krig med Danmark?“ .
„Endnu er jo ingen Krig erkiæret, og —“.
„Jeg ved det — jeg ved det — Tilfældigheder kan
enduu. hindre denne Ulykke, Det skulde dog være Men
neskenes faste, oprigtige Vilje, der bestemte om noget
saa alvorligt burde ske eller ikke, og saa kommer det
an paa politiske Kæuker og Luner og diplomatiske Kneb
Aa/ hvad hjælper det om jeg siger, at slig eller slig
burde det være — jeg kan ingenting forandre, bare
klage og jamre kan jeg. Hjælp mig, Fredrik, iorsøg
ikke at trøste mig med de sædvanlige tomme Tale
maader. Du tror ikke seiv paa, hvad du siger. Du
seiv føler den dybeste Modvilje — jeg blir tilfreds, h?is
du vil rase og klage og rigtig forbande denne ulyksalige
Krig, som gjør mig og utallige andre ulykkelige.“
„Ja elskede, hvis Krigen virkelig bryder ud, da vil
jeg give dig Ret, da vil jeg ikke skjule den Afsky og
“det Had, jeg tøler — men lad os fryde os over Livet,
mens vi kan. Vi har jo hinanden — intet adskiller os
— lad os nyde denne Lykke saa længe den er vor —
ingen Fryd kan vare evig Om huadre Aar er det
ligegyldigt, om vi har levet kort eller længe. Det
kommer ikke an paa Flertallet af de skjønne Dage, men
paa Inderlighed af deres Skjønhed. Lad Fremtiden
bringe, hvad den vil — Livet er saa henrivende, saa
vidunderligt, at jeg ikke kan føle andet end den saligste
Glæde.“
Han trykkede mig stormende til sit Hjerte og
kyssede mig inderligt. Da gleinte ogsaa jeg den
truende Fremtid og hengav ndg i Nydelseu af Ojeblik
kets søde Fred.
»

*


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:45:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vaabnene/0113.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free