Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Epilog 1889
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„De Vilde — sammenligne os med — vor Overcivilisation.
Nej, det er for galt.“
Rudolf rejste sig:
„Jeg sagde Vilde og tager ikke Ordet tilbage.
Saalænge vi klamrer os til Fortiden, vedblir vi at være
vilde. Men vi staar ved Indgangen til en ny Tid, alles
Blik stirrer fremover. Mange kaster de gamle
Afgudsbilleder og de blodige Vaaben fra sig med Afsky. Den
første Statsmand er kanske allerede født, som skal
fuldbyrde den første historiske Gjerning: gjennemfore den
almindelige Afvæbning. Retfærdighed skal være
Grundlaget for det sociale Liv. Den Sandhed dæmrer nu hos
alle. Frem af disse Tanker vil de nye Adelsmennesker
opstaa. Mor, dette Glas tømmer jeg med Tanken paa
din evig uforglemmelige Elskede — ham, som jeg ogsaa
skylder, hvad jeg tænker og er,“ han knuste Glasset
mod Væggen, „af dette Glas skal ingen mere drikke, og
her skal ikke udbringes nogen anden Skaal end
Fremtidens. Vi vil arbejde paa at fremme dens Opgaver.
Vi vil ikke søge at ligne vore Forfædre — nej, lad os
vise os vore Børnebørn værdige. Mor, hvad fejler dig,
du græder, hvad ser du efter?“
Jeg saa ud i Haven.
Solen sank, glødende gjennem Rosenbusken, og der
— hvor tydeligt saa jeg ikke mit Drømmebillede —
Gartnersaxen i hans Haand, det hvide Haar lyste.
„Ikke sandt,“ smilte han over til mig, „vi er et
lykkeligt gammelt Par.“
Ve mig! — —
Ende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
