Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
— jeg længtes jo igrunden saa meget efter at komme
til at tale med dig. Efter — naaja, du forstaar. Jeg
følte mig altid saa alene dernede. Men du ved
— i den alder — man er sky, undselig om du
vil —»
Torkild bøiet sig frem og støtte sit glas mot
brorens. De dråk uten at si noget.
Aksel fortsatte:
«Jeg kom aldrig til at tale med dig om mor.
Det er forresten en skam, jeg husker hende neppe
— jeg var dog tolv aar, da jeg kom hjemmefra.
Men jeg længtes efter hende — eller om jeg bildte
mig ind jeg længtes efter hende — da jeg var
kommet bort. Jeg var ganske fortvivlet hver
sommer, naar morfar havde skrevet efter hende,
at hun dog maatte komme hjem, og hun ikke
vilde. — Det var ellers besynderlig — man skulde
synes, som hun havde det inde i Kristiania, hun
maatte da længes efter at komme til sit eget hjem
— med jer — og hvile ud — ikkesandt?»
«Hun turde vel ikke. Vilde vel hellerikke, de
dernede skulde se hele elendigheten —»
«Det at hun —?»
«Morfinen. Det var bare morfin i begyndelsen.
Det andet som kom, det blev meget værre, efter v
hadde flyttet tilbake til far. Det kommer vist
altid efter med morfinister. Men der var lange
stunder, mens vi bodde i Teresegaten, da hun var
helt bra.»
«Det var altsaa —» Aksel famlet over sofaputen
— «meget slemt?»
«Hun forsøkte at stanse. Stakkars mor. — Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
