Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
gens pragt, gaternes guld og portenes perler og
grundvoldens ametyst og chrysopras og dyrebare
stener hadde menneskene baaret op i sin himmel
fra sin hæslige, deilige jord —.
Det var jo med sine sanser, han dråk ind
denne vaarnats usigelig friske og rene skjønhet,
luftens vellugt, blomsternes svalhet, himlens skjønne
klarhet, maatrosttonerne fra Gaustaskogen og bæk=
kens rislen og klunken nedfor bakken der han
laa. Og hun som han elsket, hendes skjønhet,
hendes godhet, hendes friskhet var like jordisk og
virkelig som alt det stygge i hans liv. Side om
side gik de paa den samme jord, saa nær at deres
læber kunde møtes i et kys.
Solbroen laa bred og hvit over fjorden, da han
kom ned til stranden. Torkild rev av sig klærne,
strakte sig et øieblik nøken mot solskinnet og saa
lot han sig langsomt gli uti med ryggen mot det
bratte svaberg. Tangen subbet krislende opover
hans ben, han lot sig synke helt ned i den. Her
like utfor svaberget var der som en hel eng av de
vakre guldbrune sjøvekster. Han strakte sig ut i
den et øieblik, før han la paa svøm utefter i sol*
skinnet.
111.
Torkilds erindring om Rose begyndte med en
sommersøndag, da han og Doris hadde været med
moren paa visit til Wegners. Han visste rigtignok,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
