Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63
rundt sig, ikke paa høifjeldet høstens tider, naar
vidden var rød og tinder og skar stod kaldblaat
med sneskar mot luften eller naar skodden kom
sopende og svøpte ham ind, ikke i vilde skogen
efter rugden om vaarnætterne eller efter haren,
hadde Torkild følt det som kaldes naturens fred
— den dype opløsning av sindets spænding, glems*
len av alt det et menneske vet om sig seiv, slik
som her paa løkken. Denne strimmel natur, som
alt var slitt av bylivets bølgeslag og snart helt
skulde oversvømmes av gaterne, hvor ramp og
tøser dråk og hylte om nætterne og lot efter sig
svineri og flaskeskaar, var god og gavmild mot
byens barn, til byggestenen begravet den, lot dem
leve aarstidernes eventyr og gav dem barndommens
bedste timer.
Fru Wegners stuer vendte mot Blaasen, det
lille rare fjeidet midt i byen. Rose saa det fra sin
seng, naar hun vaagnet, det var gyldent av morgen*
solen. Hun elsket løkkerne og hun elsket Blaasen,
der hadde hun og Doris lekestue under en berber
risbusk, hun bygget sæter — hun som neppe
hadde set en levende ku — mellem stenene ved
Blaasendammen, og hun visste om alle fiolstederne;
naar guldskogen blomstret, gjemte hun sig i den
med dukkestellet sit. Men hendes mor likte ikke
rigtig at hun kom paa løkken, ialfald maatte hun
da være sammen med Doris og helst ogsaa Tor*
kild, Løkkens eventyr var ikke bare de vakre om
barnelek og mors omsorg; der kom folk som dråk
og slos, hujet og skrek og skræmte barna, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
