Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97
språket i vedskierne, det raslet med en liten skjør
lyd, naar det brændte træ faldt sammen. De saa
ikke paa hinanden — men naar Torkild bøiet sig
frem og stelte med baalet, la nye vedskier til og
saan, stirret Rose paa hans ansigt. Den fast slut*
tede mund, øienhaarenes mørke skygge nedpaa
kindet — igrunden, hvor vakker han var. Og
pludselig sa hun sagte:
«Jeg kan ikke for det. Torkild. Jeg er træt av
mig seiv — av at jeg altid er alene med mig seiv.
Om jeg gik bort til dig nu — lot mig kysse av
dig og omfavne av dig og bad dig ta mig i
armene dine —» hun drog en bue om sig med
haanden — «der vilde være noget imellem os
allikevel som jeg hadde en skal utenom mig —.
Og det er forfærdelig at føle det saan, og du kan
ikke rive mig ut av mig seiv — men jeg kan
ikke la være at ønske, der skal komme en som
kan.»
Torkild vendte sig mot hende:
«Ske hvad der ske vil Rose — saa elsker jeg
dig. Og jeg kommer aldrig til at ønske, at jeg
ikke gjorde det.»
Torkild laa vaaken og urolig. Hun sov vel
sagtens trygt for længe siden nede i det lille kam*
merset.
Det var sandt, hvad han hadde sagt. Han var
glad, hvergang han var sammen med hende. Deres
forhold, slik det var, var bedre end ingenting —
men altid hadde han jo igrunden betragtet det
som midlertidig. For alvor hadde han aldrig et
7 — Sigrid Undset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
